Dansk musiker i kærlighedshyldest til Anne Linnet: Bare jeg var ligesom dig

Det danske popikon hyldes i spritny single fra sangeren og sangskriveren Andreas Odbjerg.

Hun er blevet hyldet med massevis af guldplader og statuetter gennem sin karriere - men nu har Anne Linnet også fået sin helt egen hyldestsang. (Foto: Kim Haugaard © Ritzau Scanpix)

- Hvis jeg nu bare var ligesom dig. Ku' køre min business ligesom dig. Ikke gi' en fuck, ikke nogen forklaring, og tag dem ud på min erfaring.

Sådan lyder omkvædet på Andreas Odbjergs anden solosingle, der netop er udkommet.

Sangen bærer titlen 'Anne Linnet' og er da også én lang hyldest til den 65-årige musiklegende, som torsdag aften optrådte på Rådhuspladsen i København i forbindelse med Copenhagen Pride.

Lyt til 'Anne Linnet', mens du læser videre.

Ideen til en Anne Linnet-hyldest fik Andreas Odbjerg, da han en dag på vej i studiet så en spiseseddel om, at Anne Linnet netop havde scoret sig en 38 år yngre kæreste.

- Kombinationen af, at hun laver unge damer og samtidig er en enorm dygtig forretningskvinde, der har styr på tingene, gør hende til et stort forbillede for mig. Jeg har ikke styr på noget som helst og ville ønske, jeg have lige så meget styr på alting som hende, fortæller Andreas Odbjerg.

Andreas Odbjerg - her fotograferet med sit alter-ego i dukke-form - hylder Anne Linnet på sin nye single. (Foto: Allan Hansen © dr)

Soloalbum på vej

Andreas Odbjerg arbejder i øjeblikket på højtryk med sin solokarriere, efter hans projekt sammen med vennen Moses Fiellau, Moses: "Andreas", er sat på pause, og 'Anne Linnet' er opfølgeren til singlen 'Icemoneyassbitch', der udkom tidligere på året.

Faktisk kender Andreas Odbjerg en smule til Anne Linnet privat, da hendes musikersøn Xander Linnet var mentor for Andreas Odbjerg, da han i 2012 nåede finalen i talentprogrammet 'The Voice' på TV 2.

- Hun skrev en meget sød besked til mig efter finalen, og jeg har da også været hjemme hos hende et par gange siden, siger Andreas Odbjerg, der forventer, at hans soloalbum kommer på gaden i løbet af i år.

Linnet fejrer jubilæum

Mens Andreas Odbjerg altså er på vej med sit første album, så kan Anne Linnet i år fejre 30 års jubilæum for et af sine mest populære album gennem tiderne, 'Jeg er jo lige her', som hun turnerer med i efteråret.

Til foråret næste år kan Anne Linnet så opleves sammen med sine tidligere, musikalske legekammerater Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, når de tre legender tager på turné sammen for første gang i 38 år.

Anne Linnet på scenen på Rådhuspladsen i København i torsdags i anledning af Copenhagen Pride. (Foto: Tobias Jørgensen © Ritzau Scanpix)
Facebook
Twitter