Dansk musiker i opråb: Vær mere tolerant over for andre!

Vi har alle sammen empatien i os - vi skal bare finde frem til den, mener 30-årige Lydmor.

'Hvad fanden sker der?'.

Det var Lydmors tanke, da hun for nylig gik ind i en debat med Ekstra Bladet om blandt andet sexisme og anmelderen Thomas Treo.

For hun synes, at folk generelt skal være mere rummelige, og det er netop det, hendes nyeste single handler om.

30-årige Lydmor med det borgerlige navn Jenny Rossander udgav i august singlen 'If You Want Capacity'.

- 'If You Want Capacity' er min dansende sang om, at hvis du vil have det lækkert, så er du også nødt til at være lidt nice, siger hun.

Lyt til den nye single her, mens du læser videre:

0:00

Hun savner, at folk har mere kapacitet til at elske, kapacitet til at forstå andre menneskers livssituation, kapacitet til tolerance og kapacitet samfundsmæssigt.

- Kapacitet er et ord, der har bidt sig fast i mig, som noget jeg mangler i rigtig mange mennesker, fortæller Jenny Rossander.

Folk skal hanke sig op i sig selv og reflektere mere, inden de reagerer, mener Lydmor og kommer med et konkret eksempel:

- Er du i gang med at forsvare en ispinds navn, hvor du ikke gider at lytte til, at det måske gør ondt på nogle mennesker? Dér er det så tydeligt, at der er nogle mennesker, der ikke har kapacitet til at sætte sig i andres sted, siger Jenny Rossander med henvisning til Eskimo-isens navn, som der har været en del debat omkring.

'Dark as fuck'

Lydmor er vant til et travlt liv med verdensturnéer og koncerter rundt omkring i Danmark, men under coronakrisen har hun haft ekstra meget tid hjemme i sin lejlighed på Nørrebro i København.

- Det har været ret rart – på sigt, siger hun reflekterende og forsætter:

- Men det var helt vildt hårdt i starten.

Den sølvgrå MacBook og hjemmestudiet bestående af blandt andet synthesizeren Prophet-6 og hendes elektriske Korg-klaver har været hendes trofaste venner i en tid, hvor det har føltes, som om hele hendes liv blev aflyst.

Corona gav hende følelsen af at være spærret inde i sin lejlighed - helt alene. Og det "fuckede" med hende.

- Men jeg lærte ligesom at skulle være alene og prøve at se mig selv i øjnene og lige finde ud af, hvem jeg egentlig er.

Lydmor debuterer som musikproducerer på Anna Emma Haudals kommende debutfilm 'Venuseffekten'.
Lydmor debuterer som musikproducerer på Anna Emma Haudals kommende debutfilm 'Venuseffekten'.

Det travle tournéliv med koncerter i Asien, Rusland og Europa har de sidste par år syntes at umuliggøre for Jenny, at få den slags snakker med sig selv.

Men coronakrisen blev med ét en bremseklods for det omrejsende musikerliv og tvang hende samtidig til at se indad.

- Jeg sad jo bare i min lejlighed og var rigtig ked af det. Hver gang jeg talte med mit hold, var det jo, fordi der var noget mere, der var blevet aflyst.

Musik- og danseforestilling på Det Kongelige Teater 'Sensuality happens' – skrevet af blandt andet Lydmor. To en halv måneds fuldtidsarbejde. Kun en uge fra premiere. Aflyst.

En Shakespeareforestilling i Oslo. Aflyst.

Efterårsturné. Aflyst.

- Alle de ting, jeg skulle, og alle de mennesker, jeg skulle se. Det var slut. Så det var dark as fuck.

En tid, som til at starte med var dunkel, gav hende på sigt rum til at reflektere, til at terpe musik og øve nye lyde og til at meditere.

Mere plads til minoriteter

Og måske gav den anderledes tid hende også mere indre styrke?

En styrke til at stå ved egne handlinger, den måde, hun lever på, og være mere ligeglad med andres mening om det?

Og en styrke til at støtte op om minoriteter, som mange mennesker efter hendes mening mangler en større rummelighed over for?

Den første linje i hendes nye single er:

- Jeg er meget interesseret i at prøve at skubbe verden hen til et mere fair sted for kvinder, for andre mennesker med en anden hudfarve end hvid og for minoriteter i det hele taget.

- Men der er en masse mennesker, der på en eller anden måde synes, at det er en dårlig idé, og der kan jeg godt blive rasende, siger hun.

I den nye single opfordrer hun også folk til at finde styrken til at have mere empati.

- Vi har det alle sammen inden i os, og vi kan alle sammen finde ud af at elske og være empatiske, men du skal ind i det, og du skal ville det, siger hun og uddyber:

- Hvis du vil have en verden, der er fyldt med dejlig ytringsfrihed, frihed til at vælge, hvor du vil være i dit liv, og økonomisk frihed, så skal du også finde styrken i dig selv til at udvide din egen kapacitet.

Ny musik på vej

Selv om hun godt kan lide at fange dillemmaer i sin musik, og hun vil gerne ud med sine budskaber, er det vigtigste for Jenny Rossander at producere god musik og være inspirerende.

- Jeg bliver så glad, når jeg kan finde ud af at skrive noget, som er mega fedt, men som også har et budskab, siger hun.

Meget af den musik, Lydmor producerer, bliver ikke til noget, fortæller hun.

- 90 procent af tiden sidder man og laver noget, der bliver dårligt. Desværre. Det er fint nok. Det har jeg lært at acceptere, og jeg prøver at have det fint nok med de dage, hvor man kun har lavet bras, siger Lydmor.

Hør Lydmor spille noget af et endnu uudgivet nummer, og oplev, hvordan nummeret blev til:

Men når hun bryder igennem muren, sker det hele meget pludseligt, og i løbet af et rush er en ny sang produceret.

- Jeg kommer helt op at køre. Jeg kommer ind i et helt fantastisk stadie, hvor alt bare giver mening. Bagefter kan jeg slet ikke sove.

- Adrenalinen pumper bare igennem kroppen. Men det er virkelig en kæmpe ting for mig, og det føles nærmest helt eksternt. Her er der en sang, og jeg er bare sådan: "Tak-tak-tak-tak".

Hvornår kan vi forvente mere musik fra dig?

- Snart og meget. Det er, hvad jeg må sige om det, tror jeg.

Hør Lydmor fortælle om processen, når hun skaber en nyt nummer:

0:00
Facebook
Twitter