Dansk musiker imponerer med cover af 18 år gammelt hit: 'Jeg bliver lidt rørt'

Guldimund optrådte fredag med sin fortolkning af Mews 'Comforting Sounds' - til stor begejstring for musikerne bag originalen.

- Jeg bliver bevæget af at høre det.

Det var ordene, Asger Nordtorp Pedersen, der også går under kunstnernavnet Guldimund, kunne fremtvinge efter en lang, stille pause.

Det var en hilsen fra bandet Mews forsanger, Jonas Bjerre, der efterlod Guldimund i en mere eller mindre mundlam tilstand, da sidstnævnte var på besøg i fredagens udgave af radioprogrammet 'Livebeatet' på P6 Beat.

Her optrådte han med sin egen udgave af Mews store hit 'Comforting Sounds' fra 2003, og i den anledning overraskede værterne Johan Wohlert og Camilla Jane Lea den 30-årige musiker med den personlige hilsen, de havde fået tilsendt i dagens anledning:

- Jeg glæder mig virkelig til at høre din smukke stemme. Det er en sang, der for mig handler om at være ung og desorienteret, når alting ikke går, som man troede, det ville. (...) Tak fordi du valgte vores sang, lød det fra Jonas Bjerre, der er den oprindelige sangskriver bag nummeret.

Og hvis en hilsen fra ham ikke var nok, var der også lige det ekstra på spil for Guldimund, at radioværten Johan Wohlert er bassist i Mew.

- Det varmer mit hjerte, lød det fra værten, da han fik fortalt, det var 'Comforting Sounds', Guldimund havde valgt at spille.

Du kan se og høre Guldimund optræde med sin egen version af Mews 'Comforting Sounds' i 'Livebeatet' på P6 Beat i videoen øverst i artiklen.

Hørte Mew som teenager

Det lå lige til højrebenet for Guldimund at lave et cover af indierock-bandet Mew, som gennem tiden også har hittet stort med numre som 'Special', 'The Zookeeper's Boy' og 'Snow Brigade'.

Han har nemlig været fan, siden han var helt ung.

- Det stod hurtigt klart for mig, at det var noget med Mew, vi skulle spille. Det er noget, der har fyldt meget i mine tidlige teenageår, hvor jeg begyndte at spille rockmusik. Jeg husker, jeg har siddet som 14-15-årig og lyttet rigtig meget til 'Frengers'-pladen, mens jeg spillede 'FIFA 2004' eller sådan noget, fortalte han i radioen.

Og selvom Mew og Guldimund på papiret måske er to vidt forskellige kunstnere, er det på det seneste er gået op for ham, at Mews lyd har sat sine tydelige spor i ham.

- Jeg fortæller tit i interviews, at min melodiføring i mine sange ofte er rundet af højskolesangbogen, og at jeg har sunget i drengekor, men det gik op for mig, at jeg i virkeligheden har lyttet rigtig meget til Mew. Man snakker meget om, at det er musikken i den periode (teenageårene), der sætter sig i en, sagde han.

I Guldimunds egen version af 'Comforting Sounds' havde han og bandet forsøgt at lægge sig så tæt som muligt på originalen. Og ifølge radioværten og Mew-medlemmet Johan Wohlert var det ikke en dårlig beslutning. Han blev nemlig rørt af at høre den nye udgave af sangen.

- Jeg sidder og bliver lidt rørt. Det var smukt! Tak skal I have. Det var så fint løst, lød det fra Johan Wohlert.

FacebookTwitter