Dansk musiker stod midt i sit store gennembrud i USA - men trak så stikket: 'Mange pumper dig med frygten for at blive glemt'

Otte år efter hitduoen Quadrons brud er danske Coco O. klar med sit debutalbum.

(Foto: Katrine Winblad)

I manges øjne levede Coco O. drømmen.

Som forsanger i hitduoen Quadron havde hun gjort det, de fleste danske musikere drømmer om: fået det store gennembrud uden for Danmarks grænser.

Quadron var blevet et hit i USA, og duoen havde skrevet kontrakt med et af verdens største pladeselskaber. Coco O. og makkeren Robin Hannibal var flyttet til det amerikanske musikmekka Los Angeles, hvor de af mange blev stemplet som "den næste store ting".

Men en dag var det hele slut.

Quadron gik hver til sidst, og tilbage stod Coco O. med en masse spørgsmål. Hvad skulle hun nu? Og hvem var hun egentlig uden Quadron?

Jagten på svaret har taget den danske musiker og sanger mange år, men nu er hun klar til at dele resultatet af sin søgen med omverdenen. Det gør hun på sit nye album 'It's a Process', der er Coco O.'s debutalbum som soloartist.

Et album, som hun har arbejdet intensivt på i et års tid, men som hun oppe i hovedet har gået og brygget på, lige siden Quadron udgav deres sidste album i 2013.

- Jeg har gået og tænkt utrolig meget over, hvad jeg skulle, og som pladens titel antyder, har det været en lang proces. Jeg føler næsten, det er et H.C. Andersen-eventyr, hvor jeg har skullet igennem alle mulige byer, dale og prøvelser for at finde frem til svaret - som jo så ofte var inde i én selv hele tiden, siger Coco O. og griner lidt af sin egen eventyr-analogi.

Hør nummeret 'Soldier', der er førstesinglen fra Coco O.'s nye album, her:

0:00

Kunne ikke fortsætte Quadron alene

Da Quadron kom til en ende, overvejede hun først, om hun skulle fortsætte projektet som solist. Det havde jo været den oplagte "business-strategi", forklarer hun.

Quadron havde talrige hits på samvittigheden, og duoens sange skulle sågar vise sig fortsat at vække genklang her mange år senere, da verdensstjernen Drake tidligere i år valgte at sample ét af Quadrons gamle numre.

Men Coco O. følte ikke, hun på egen hånd kunne bære det brand, hun og makkeren Robin Hannibal havde bygget op gennem årene, videre.

- Så kom spørgsmålet: "Hvem er jeg så? Hvad fanden skal jeg så lave?" Det er der enormt meget frihed i, men jeg følte mig samtidig meget begrænset. Jeg havde jo ikke lyst til at skuffe nogen, der var fan af Quadron, med, hvem jeg bare var alene, siger Coco O.

Samtidig havde hun en trang til at prøve noget helt nyt. For selvom Coco O. elskede den musik, Quadron fik sat i verden, havde det aldrig været hendes plan, at hendes egen musik skulle lyde sådan.

Og så havde hun behov for at distancere sig en smule fra sin fortid. Trække en form for streg i sandet. Ryste omverdenens forventninger af sig og starte et nyt kapitel.

- Jeg ville gerne ned til nulpunktet og finde frem til, hvordan jeg lød uden Quadron. Det, tror jeg, var ret nødvendigt for mig. Jeg skulle jo til at bygge videre på min karriere alene, så jeg var nødt til at finde frem til et nyt startpunkt, der gav mening for mig.

Derfor gik Coco O. i gang med at eksperimentere og søge efter den lyd, der skulle være hendes egen. Lyden af Coco O. - uden Quadron. Og det var ikke uden problemer.

- For at være ærlig var det lidt tungt i starten. Jeg havde været vant til at arbejde sammen med Robin (Hannibal, red.), som jo var sindssygt dygtig til alle mulige ting, jeg ikke nødvendigvis var verdensmester i, når det kommer til at lave musik. Pludselig stod jeg alene. Jeg havde taget alt ansvar på mine egne skuldre og skulle nu selv til at stå på mål for de valg, jeg tog med musikken, siger Coco O. og fortsætter:

- Men det var også spændende, at jeg nu kunne gå lidt på eventyr i de ting, jeg har lyst til, uden på samme måde at tage hensyn til en anden. For hvordan lyder man, når man har frie tøjler? Jeg har prøvet at følge min intuition og føle efter, hvad der i hvert fald ikke føles rigtigt, og så gøre det modsatte. Jeg vidste ikke, hvad det rigtige var, så jeg måtte jo bare prøve mig frem.

Coco O. udgjorde sammen med Robin Hannibal duoen Quadron, der i 2013 blandt andet blev hædret med prisen 'P3 Talentet' ved P3 Guld. (Foto: Tine Slettinge © Ritzau Scanpix)

Har turdet tage sig sin tid

Gennem årene har Coco O. serveret de første smagsprøver på sin nye lyd, herunder nummeret 'Hardest Thing' fra 2015, der siden er blevet hørt over én million gange på Spotify.

Den nye plade, 'It's a Process', er dog musikerens første samlede værk i næsten otte år. Noget, der i den hektiske og tidsoptimerende musikbranche vel nærmest kan betegnes som en evighed.

Men Coco O. fortryder ikke, at albumdebuten har ladet vente på sig. Tværtimod.

- Jeg er egentlig ret stolt over, at jeg turde tage mig tiden til at arbejde ordentligt med min musik og finde ud af, hvad fanden det var, jeg ville. På mange måder er det mere noieren at trække sig fra en industri og holde pause, end det er bare at fortsætte.

- Der er så mange, der gerne vil pumpe dig med frygten for at blive glemt eller outdated, eller at man taber det hele på gulvet nu, hvis man ikke rider på bølgen og udgiver noget nyt med det samme, siger Coco O. og tilføjer:

- Men jeg kan ikke lave musik ud fra en frygt for, at jeg pludselig ikke længere er relevant. For mig var det rigtige at trække mig, fordi det var så vigtigt for mig at have en klar retning. Jeg var nødt til at vide, hvor jeg skulle hen - ellers var det blevet noget værre rod.

Coco O. har været med til at skrive 12 af den nye plades 13 sange og har også selv produceret størstedelen af albummet. (Foto: Katrine Winblad)

Men jo.

Otte år er da lang tid, medgiver Coco O.

- Jeg ville da ønske, jeg kunne springe seks-syv år tilbage i tiden og lige hviske mig selv i øret: "Hey, du skal bare gøre sådan her." Men sådan er det jo med alt i livet. At man skal igennem nogle forskellige oplevelser, før man finder svarene. Det svarer til at være i et dårligt forhold, og så sidder man ti år senere og tænker: "What, hvad lavede jeg dér?!" Men den oplevelse har jo været med til at forme én og hjulpet én til at forstå sig selv bedre.

Nu er ventetiden dog (langt om længe, vil nogle måske mene) ovre, og Coco O. glæder sig til at dele sine nye sange - og sit nye jeg - med omverdenen.

- Jeg har før følt, jeg har været enormt "nærig" med min musik, så jeg glæder mig til at være lidt "generøs" og lade folk høre de her sange, siger musikeren, der allerede er gået i gang med at brygge på sin næste udgivelse.

- Jeg føler, det her er begyndelsen på et nyt kapitel, som jeg ikke helt ved, hvad ender ud i - og det, synes jeg faktisk, er ret nice. Men der kommer ikke til at gå otte år igen, det lover jeg!

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk