Dansk musiker vil have lov at være vred: 'Som kvinde føler jeg, det er mig, der skal sørge for den gode stemning'

Selma Judith er på vej med sit debutalbum, hvor det gennemgående tema er vrede.

Kender du det, at du i en periode bare føler dig vanvittigt vred? Måske over det evigt dårlige vejr eller også bare, hvis du misser bussen om morgenen?

I sådan en periode kan selv den mindste ting få dig op i det røde felt, og den følelse kender den danske sanger Selma Judith særligt godt.

Det fortalte hun om i fredagens udgave af radioprogrammet 'Ny Lyd' på P3, hvor hun også optrådte live med sin nyeste single, 'Some Folklores'.

- Generelt er vrede en følelse, der er let tilgængelig for mig. Som musiker kan jeg godt blive vred på mig selv og føle, jeg kan gøre det bedre, øve mere eller varme mere op, fortalte hun og fortsatte:

- Men generelt synes jeg, der er mange ting i verden og vores samfund, der er fucked up. Først og fremmest gælder det klimakrisen. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke sker noget mere. Det bør man være vred over.

'Some Folklores'er en forsmag på Selma Judiths debutalbum, der snart lander på streamingtjenesterne. På albummet er netop vrede et stort tema, og følelsen har blandt andet påvirket hendes evne til at skrive tekster, fortalte hun i programmet.

- Det er en meget effektiv følelse, hvis man gerne vil have et budskab ud, lige meget hvor dumt eller klogt det budskab nu må være, sagde hun.

- Det er lettere at skrive, når man er vred. Det er en meget firkantet følelse, og det er nemt at gå til den, fordi man er så forstyrret af vreden, at man kun kan skrive på én måde.

Se Selma Judith optræde med nummeret 'Some Folklores' i videoen øverst.

Prøver at acceptere sin vrede

Selma Judith er ikke evigt vred, slog hun fast, men hun prøver i højere grad at omfavne sine følelser og acceptere, at hun nogle gange bare er sur - og at det er okay at være det.

Og hun vil gerne slå et slag for, at især kvinder bliver bedre til at acceptere deres vrede.

Selma Judith har nemlig oplevet, hvordan hun nemt kan finde på at iklæde sig en "maske af glæde" og på den måde holde vreden nede, fortalte hun i radioen.

- Jeg føler, at vrede er en ting, man i hvert fald som kvinde hurtigt finder ud af, man skal pakke lidt væk. Men så kan man ende med at være endnu mere ubehagelig. Og det er spild af tid.

- Som kvinde føler jeg til tider, det er mig, der skal sørge for den gode stemning. Der føler jeg, nogle mænd er meget seje. De mænd, der er tæt på mig, er i hvert fald gode til at eje deres følelser og sige: "Jeg har en dårlig dag i dag, så jeg har ikke tænkt mig at virke sødere, end jeg egentlig har lyst til."

Selma Judiths debutalbum udkommer, inden året er omme - og udover at handle om vrede kommer det til at favne bredt, fortalte hun: Det vil byde på både skiveskåret pop og numre, der, ifølge hende selv, er på kant med, hvad man normalt kategoriserer som musik.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk