Dansk rapper bliver stoppet på gaden igen og igen: 'Mærkeligt, at nogen bliver starstruck på grund af mig'

Artigeardit er for alvor ved at cementere sig på den danske musikscene; blandt andet med nyt Medina-samarbejde.

La' den ringe, la' den ringe, la' den ringe.

Sådan lyder omkvædet - og titlen - på afslutningsnummeret på rapperen Artigeardits seneste album, 'Idiot'.

Så jeg skulle måske have set det komme, da jeg lavede en aftale om et telefoninterview med den 24-årige ordsmed fra Gladsaxe: Han lod den ringe.

Vi lavede en ny aftale. Og han lod den ringe igen.

Da det til sidst lykkedes at få gennemført interviewet, var jeg overbevist: Ja, han er autentisk, når han rapper om heftige aftener, at glemme aftaler, sove hele dagen, være forsinket og føle sig som "den værste".

Lyt til Artigeardits seneste single, 'Den værste', her:

0:00

Men han fik også sat en streg under, at det hele ikke er fest. Han har travlt. Ardit Aliti, som han rigtigt hedder, sidder nemlig sjældent stille. Og selvom han allerede har udgivet et album og en række singler alene i år, er han i fuld gang med at lave ny musik.

- Jeg elsker at være i studiet og bruger meget tid på det. Det er både en hobby og en karriere, og jeg har det sjovt med det. Og så bruger jeg ikke så meget tid på en sang. Jeg laver mange sange og vil hellere lave noget nyt end at fordybe mig i én sang og perfektionere den over lang tid.

Allerede i næste uge lander et nyt udspil fra Artigeardit på streamingtjenesterne i form af en single. Og den afspejler, at han i den grad ikke er en rapper på undergrundsscenen længere. Den er nemlig blevet til i samarbejde med Medina.

- Jeg tror ikke, mange så den komme. Vi spurgte hende, og så var hun frisk, siger han med et grin og fortsætter:

- Fra jeg var en lille knægt, har hun jo været en kæmpestor stjerne. Det var en syg følelse at være i studiet med hende og ret skelsættende for mig. Vi gik fra kælderstudie til at indspille med Medina, Danmarks Madonna. Det var rimelig syret. Jeg føler, alle har et forhold til Medinas musik. Hun har jo været på toppen i over et årti, fortæller Artigeardit om samarbejdet.

Siden udgivelsen af albummet 'Idiot' i januar har Artigeardit smidt singlerne 'Typisk mig', 'Byen (FCK)', 'Stensikker' og 'Den værste'. (© Pressefoto)

Er kommet på hitlisterne

Og netop springet fra undergrunden og op i de højere lag er noget, Artigeardit for alvor har mærket siden udgivelsen af 'Idiot', som blandt andet bød på hits som 'Lov mig 1 ting' og Karl William-samarbejdet og titelnummeret 'Idiot'.

Der er nemlig sket en hel del, siden han udgav sine første numre på Soundcloud i 2015.

- Jeg føler, albummet har været et springbræt for mig. Det har fået mig ind på hitlisterne og på radioen, jeg blev booket en masse steder, og min fanbase er blevet større. Det er et vigtigt album for mig, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, det skyldes, at jeg selvfølgelig har udviklet mig undervejs. Flere har opdaget mig, fordi jeg har udgivet så meget allerede, og musikken har selvfølgelig ændret sig og er blevet bedre. Jeg lærer nye tricks, og øvelse gør mester.

Lyt til hittet 'Lov mig 1 ting' her:

0:00

At musikken er nået bredere ud har blandt andet resulteret i en booking til Plænen i Tivoli og et udsolgt Store Vega i København – begge dele dog milepæle, som Artigeardit ikke fik lov at opleve på grund af corona-restriktionerne. Og så er flere begyndt at stoppe ham op på gaden for at sige hej og tage billeder.

- Det er fuldstændig fantastisk, for det betyder, at folk kan lide musikken. Men det er mærkeligt at se, hvordan nogen bliver starstruck på grund af mig. Det har jeg lidt svært ved at forholde mig til. Det er både sjovt og underligt. Men det viser bare, at det går den rigtige vej, siger han.

Farvel og tak til den gamle Ardit

Artigeardit er en rapper, der er kendt for at skrive tekster om at feste - og om tankerne, der melder sig dagen derpå. Men i takt med at både han og musikken har udviklet sig, har teksterne det naturligvis også, fortæller han.

Og ifølge Artigeardit selv har man på de tre album 'Fristelse fordærver', 'Vildedage' og 'Idiot' kunnet følge hans færd fra lige at have fået færten af festmiljøet til at falde i med begge ben - for til sidst se tilbage på det og tænke: "Hold kæft, en idiot jeg har været".

- I takt med at jeg er blevet ældre, gider jeg ikke feste hver dag længere. Det er ikke, fordi jeg er stoppet med at drikke, jeg er bare stoppet med at drikke som en sindssyg. Det hele kan godt løbe lidt løbsk, når man er ung. Men jeg tror, det er en naturlig udvikling, der hører med til at blive ældre.

Artigeardit har allerede samarbejdet med kunstnere som Karl William, Lord Siva, Jimilian og Icekiid, og nu lander der meget snart et helt nyt samarbejde med Medina. (© Pressefoto)

Selvom corona-restriktionerne fik sat en - forhåbentlig midlertidig - stopper for flere milepæle i Artigeardits karriere, har det ikke udelukkende været skidt, fortæller han. Den pludselige ro fik ham nemlig til at indse nogle ting.

- Der er ting, der er vigtigere end at tage ud at feste. Der er noget, der hedder familie, selvpleje og en god psyke. Det har lært mig at bruge mere tid på min familie, hvor jeg tidligere bare sov hjemme og ellers var ude hele tiden. De så ikke så meget til mig, men nu har vi lært hinanden bedre at kende, fortæller han.

Albummet 'Idiot' og de efterfølgende singler ser han nu som en form for en afslutning på et kapitel, som har været domineret af "fuck det hele"-attitude, fortæller han.

- Der er en udvikling i teksterne, fordi jeg udvikler mig som menneske. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg tænker, at den kommende musik bliver noget andet. Der kommer sange om fester, men det er ikke det, det hele er bygget op om nu. Det er en ny æra.

- Jeg er ikke så forvirret længere, og jeg leder ikke efter min plads længere. Det er blevet lidt mere voksent og med en mere seriøs tone. Det er en mere selvsikker Ardit, der har fundet sin plads. Jeg tror, 'Den værste' var mit farvel og tak til den gamle Ardit.

Facebook
Twitter