Dansk rapper trækker stikket efter 'sexistisk' og 'grænseoverskridende' adfærd i musikbranchen

Rapperen Sulka har aflyst alle koncerter og udsat sit kommende album, meddeler hun på Instagram.

Rapperen Sulka fortæller om kønsdiskrimination og grænseoverskridende adfærd mod kvinder i det danske hiphop-miljø. Som konsekvens deraf holder hun i øjeblikket en pause fra musikken. (Foto: Kristine Sokolowski © Sony Music)

- De næste måneder har jeg i sinde at trække mig fra scenerne.

Sådan indleder Alma Holm, bedre kendt som rapperen Sulka, en længere besked til sit publikum på sin Instagram-profil delt onsdag formiddag.

Den 22-årige københavner udsendte sin anmelderroste debutplade, 'Epoker', i maj 2020 i samarbejde med rapperen Tue Track.

Og opfølgeren var allerede på vej. Men arbejdet med den kommende plade er nu sat på pause, skriver hun.

- Jeg har erfaret, at det ikke altid er terapeutisk at skrive musik om hårde følelser og trauma. Det kan også være nedslidende. En tekst om de mest sårbare ting, der skal fremføres og genbesøges igen og igen, kan blive et mantra og nærmest selvopfyldende profeti.

De traumer, hun bearbejder på den kommende plade, er netop årsagen til pausen, skriver hun.

Uden at gå i alt for mange detaljer eller navngive de personer, der har været medvirkende til hendes pause, fortæller Sulka i det lange opslag om sine oplevelser med at være kvinde i det danske hiphop-miljø.

- Aldrig i mit liv er jeg blevet holdt så opmærksom på mit "køn", som i min rejse i musikken, forklarer hun blandt andet i opslaget.

Hun fortæller desuden, hvordan brugen af rusmidler er en fast del af tiden i indspilningsstudiet - og hvordan netop rusmidlerne har medvirket til gentagne oplevelser af grænseoverskridende adfærd rettet mod hende.

- Det ærgrer mig at meddele, at grænseoverskridende adfærd fra mandlige kollegaer har været et af de mest præsente tematikker igennem hele mit forløb. Noget jeg i for lang tid har bebrejdet mig selv for.

Om dét, hun oplever som et sexistisk miljø, skriver hun desuden, hvordan der i hiphop-crews dannes alliancer mellem mænd, som skaber yderligere utryghed for kvinderne i miljøet.

- Jeg har tidligere erfaret, at crew-kulturen også ofte kan støtte op om den tendens, at mænd beskytter hinanden, når deres venner begår krænkelser.

- Derfor ligger der en masse tragedier under tæpperne i flere crews i dansk hiphop. Dét at være fucked op kan nogle gange blive oversat til at være "excentrisk", hvis det er mest belejligt.

Her ses Sulka optræde på scenen under musikprisuddelingen Steppeulven 2021 på Bremen Teater. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Er ikke alene

Hendes oplevelser i det danske hiphop-miljø står ikke alene, understreger Sulka i opslaget. Det er blandt årsagerne til, at hun nu deler sin egen erfaring:

- Dét, der har valideret min oplevelse, har været at danne fuldkommen geniale relationer til mine kvindelige (etc.) kolleger og høre dem fortælle lignende oplevelser. For vores "game" er et helt andet. Langt flere mellemregninger og farer, og for det meste med langt tungere bagage at slæbe på imens.

- Det er vanvittigt tungt at battle med sin kønnede skam og huske teksten samtidigt, skriver hun og understreger, at opslaget hverken skal opfattes som et råb om hjælp eller søgen efter medlidenhed.

Hun vælger ikke at sætte navn på de personer, hun omtaler i de mere eller mindre konkrete oplevelser, fordi hun hellere vil "støtte op om det store narrativ" om den giftige kultur, skriver hun på Instagram.

Dr.dk har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Sulka, men hun har ikke mere at tilføje, meddeler hun gennem sit pladeselskab.

Vi har desuden forsøgt at få en kommentar fra netop pladeselskabet, Sony Music Denmark, om deres del af ansvaret i forhold til de oplevelser, Sulka beskriver.

Det har de i skrivende stund ikke svaret på. Til gengæld svarer de i en mail, at de ønsker at "Sulkas ord skal stå alene."

Opdatering: Efter artiklens udgivelse har Sony Music Denmark på vegne af Sulka oplyst, at Tue Track ikke er involveret i de anklager, hun er kommet med.

FacebookTwitter