Dansk rapper udgiver nyt album med vild forhistorie: 'Nogen vil nok afskrive det som fiktion'

Albummet er ifølge Benjamin Hav opstået efter et samarbejde med Tesla-direktøren Elon Musk.

Der var jubel i kommentarfeltet på Benjamin Havs Instagram-profil tidligere på ugen.

Den danske rapper annoncerede nemlig et nyt album – sit tredje på kun lidt over et år – som netop er udkommet.

Og ifølge rapperen selv er idéen til albummet, der har fået titlen 'Tesla', opstået under helt ekstraordinære omstændigheder.

Sidste år blev Benjamin Hav - efter eget udsagn - inviteret til Teslas hovedkontor i Palo Alto i Californien af selveste Elon Musk. Han var sammen med en række andre musikere udvalgt til at lave den musik, der fremover skal spilles på blandt andet koncernens fabrikker og kontorer.

Tesla-direktøren skulle angiveligt have fået øjnene op for københavnerens musik via musikeren Grimes, som Elon Musk danner par med, og som Benjamin Hav deler bekendte med.

Over to omgange har rapperen derfor, påstår han, lavet musik i en lydisoleret bunker i Palo Alto, hvilket blandt andet har kastet det nye album af sig.

Det lyder måske lidt for godt til at være sandt – og det er det nok også. Men Benjamin Hav, som efterhånden er kendt for at komme med noget kreative og fantasifulde udtalelser til blandt andet koncerter og i pressemeddelelser, fastholder altså historien om albummets tilblivelse.

Det fortalte han om i 'Go' Morgen P3' fredag, hvor han også optrådte live.

Se Benjamin Hav optræde med 'Den dejligste boy' fra det nye album i P3 i videoen øverst.

- Nogen vil nok afskrive det som fiktion, og jeg forstår godt hvorfor med min historik for at være sjov. Men det er, hvad det er. Jeg har lavet halvdelen derovre og den anden halvdel på Islands Brygge, uddyber han til dr.dk.

Inspireret af Tesla-direktør

Ifølge Benjamin Hav var det i sidste ende Elon Musk, der foreslog albumtitlen 'Tesla'. Og der er da heller ingen tvivl om, at rapperen er inspireret af den indflydelsesrige forretningsmand.

- Jeg synes, det er tankevækkende, den måde han har valgt at se bort fra den umiddelbare verificering og "like"-følelse. Det er noget, jeg selv arbejder med i livet, det med, hvad der egentlig er ens drivkraft. At starte et firma for at sende en raket op og hjælpe med at bygge en civilisation på Mars er ikke nødvendigvis en lukrativ forretningsmodel, men det er meget inspirerende, siger Benjamin Hav.

Men hvad er så egentlig rapperens egen drivkraft?

- Jeg kan godt lide at interagere med folk, som tager det, jeg laver, til sig, og som ægte godt kan lide det. Det er det, der fodrer mig. Jeg kan blive rørt af tanken om, at musikken betyder noget for andre.

Derfor glæder han sig også til forhåbentlig for alvor at kunne præsentere det nye album, som indeholder gæsteoptrædener fra blandt andre Artigeardit, Emil Kruse, Orgi-E og Tina Dickow, for et publikum så snart som muligt, understreger han.

- Musikken er skræddersyet til at skulle spilles live med mit syv mand store band. Mine to album fra sidste år har heller endnu ikke mødt den virkelighed, de er designet til. Men jeg har en ambition om at få det ud i verden, så det glæder jeg mig virkelig meget til.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk