Dansk rockband er ustoppeligt: Nu vinder de endnu flere priser

The Minds of 99 blev de helt store vindere ved torsdagens Gaffa Prisen.

The Minds of 99 ryddede bordet ved Gaffa Prisen torsdag aften. (Foto: Sebastian Dammark © Gaffa)

Man må håbe, at den danske gruppe The Minds of 99 havde den helt store weekendtaske med til Odense, hvor Gaffa Prisen tordag aften blev uddelt.

Bandet kunne nemlig tage hjem fra musikprisfesten med hele fem statuetter i bagagen, og dermed blev de aftenens helt store vindere.

Gruppen, der tidligere i år også blev hædret med 'P3 Prisen' ved P3 Guld 2019, vandt priserne i kategorierne 'Årets Danske Band', 'Årets Danske Udgivelse' og 'Årets Danske Rockudgivelse' - begge for albummet 'Solkongen', 'Årets Danske Hit' for sangen 'Alle skuffer over tid' samt prisen som 'Årets Danske Livenavn'.

Dermed vandt The Minds of 99 samtlige af de kategorier, de var nomineret i.

Hør 'Alle skuffer over tid', mens du læser videre:

Populære navne som Lukas Graham, Benal og Hjalmer kan nu også pryde kaminhylden med en Gaffa-statuette, mens Ariana Grande og det sydkoreanske boyband BTS var de store vindere i de udenlandske kategorier.

En prisvinder, der også er værd at bide mærke i, er den danske metalgruppe Bæst.

De vandt nemlig ikke blot prisen for 'Årets Danske Hardrock/Metaludgivelse', men snuppede også prisen for 'Årets Nye Danske Navne' - og det er faktisk første gang i Gaffa Prisens 28 år lange levetid, at et dødsmetalband har vundet en pris uden for metalkategorien.

Gaffa Prisen uddeles af læserne af musikbladet Gaffa og er blevet delt ud siden 1991. Du kan se alle vinderne ved Gaffa Prisen 2019 herunder:

De vandt ved Gaffa Prisen 2019

  • Årets Danske Udgivelse: The Minds of 99 - 'Solkongen'

  • Årets Danske Band: The Minds of 99

  • Årets Danske Solist: Hjalmer

  • Årets Nye Danske Navn: Bæst

  • Årets Danske Hit: The Minds of 99 - 'Alle skuffer over tid'

  • Årets Danske Rockudgivelse: The Minds of 99 - 'Solkongen'

  • Årets Danske Popudgivelse: Lukas Graham - '3 (The Purple Album)'

  • Årets Danske Hiphop-udgivelse: Benal - 'Benjamin og Albert'

  • Årets Danske Hardrock/Metaludgivelse: Bæst - 'Dance Macabre'

  • Årets Danske Elektroniske Udgivelse: When Saints Go Machine - 'It's a Mad Love'

  • Årets Danske Livenavn: The Minds of 99

  • Årets Internationale Udgivelse: BTS - 'Love Yourself: Answer'

  • Årets Internationale Band: BTS

  • Årets Internationale Solist: Ariana Grande

  • Årets Nye Internationale Navn: Cardi B

  • Årets Internationale Hit: Ariana Grande - 'Thank U, Next'

  • Tak Rock Prisen: Poul Martin Bonde, talsmand for Smukfest

Facebook
Twitter