Dansk rockband måtte trække bremsen: 'Vi havde brug for at sætte os ned og snakke sammen'

Bandet Go Go Berlins nye album har været flere år undervejs.

Lad os bare sige, at Go Go Berlins kalender har været tætpakket.

Med op mod 120 koncerter om året plejede det populære rockband nemlig at bruge talrige timer på landevejen og scener rundt omkring i landet.

Men i starten af 2016 trak de i bremsen.

Gruppen valgte at skrue markant ned for mængden af koncerter til fordel for mere tid i sommerhuse, musikstudier og øvelokaler.

Midt imellem de mange optrædener var gruppen nemlig gået i gang med deres tredje plade, men de kunne hurtigt mærke, at det var en proces, der krævede mere tid, end der var plads til i kalenderen.

- Da vi skulle skrive vores forrige plade, havde vi 14 dage til det. Vi var ude at spille torsdag, fredag og lørdag, og resten af ugens dage sad vi hjemme i min gamle étværelses lejlighed og tænkte: 'Okay, nu skal vi have de her 13 sange færdige'. Hele det ræs var ikke særligt inspirerende, fortæller trommeslager Christoffer Østergaard og fortsætter:

- Med den nye plade havde vi brug for at sætte os ned og snakke sammen. Der havde været så meget fart på, at vi egentlig ikke havde snakket rigtigt med hinanden. Vi havde brug for at sætte os ned og skrive musik igen og ikke tænke på så meget andet. Og sige: 'Okay, hvis den sang, vi skrev i dag, ikke var helt vildt god, så skriver vi noget nyt i morgen i stedet for at tænke: 'Okay, den sang skal bare være færdig i dag'.

Hør et af de nye numre, 'The Ocean', her, mens du læser videre:

Rockguitaren er byttet ud med synthesizer

Resultatet blev albummet 'The Ocean', gruppens tredje, der i dag rammer streamingtjenester og butikshylder. Albummet har været flere år undervejs, og den lange hævetid har betydet, at gruppen har haft tid til at bevæge sig ud i nye, musikalske territorier.

På 'The Ocean' har Go Go Berlins lyd således bevæget sig i en mere elektronisk retning. Et skifte, der føltes ret naturligt for kvartetten, der ellers tidligere har været kendt for en mere klassisk rocklyd.

Go Go Berlin har brugt mange timer i studiet for at komme helt i mål med deres nye album. (Foto: Rasmus Bundgaard)

- Vi begyndte at lege med det elektroniske udtryk på vores andet album, men vi havde ikke tid nok til at forfølge det ordentligt. Det har vi haft denne gang, og det har været virkelig vigtigt i forhold til at prøve noget nyt af, siger guitarist Mikkel Dyrehave.

- Det var ikke, fordi vi satte os ned og sagde: 'Nu tager vi dén her hat på'. Det var, fordi det bare virkede, hver gang vi prøvede at bevæge os i den elektroniske retning.

Hør en mere rocket udgave af Go Go Berlin her på 'Castles Made Of Sand' fra 2013:

På vej hjem i tourbussen har det ofte været kunstnere som Justice og MGMT, der har lydt ud af højtalerne, og det er blandt andet hér, at gruppen har ladet sig inspirere mere og mere til at selv at prøve et mere elektronisk udtryk af.

- Vi har valgt at lytte til os selv og måske være lidt mere ærlige over for, hvad vi gerne vil. Vi synes, det er sjovt at være et band, der tør udvikle sig og tør lytte til det, de lader sig inspirere af, siger forsanger Christian Vium og fortsætter:

- Live har vi altid syntes, det var sjovt at lege med lyden, og der tog vi noget inspiration fra det elektroniske med ind på scenen. På pladen har vi også været inspirerede af den elektroniske lyd, men det er ikke, fordi vi har lavet en full blown elektronisk plade. Men måske ender vi dér en dag.

Go Go Berlin består af Christoffer Møller Østergaard (tv.), Christian Vium, Mikkel Dyrehave og Anders Søndergaard (th.). (Foto: Asbjorn Christensen)

Var bange for at prøve noget nyt

Men selvom skiftet i lyd har virket naturligt, betyder det ikke, at det har været let.

Tværtimod.

- Det er altid uhyggeligt at udvikle sig, for det betyder jo at gå væk fra det, du kender, og hoppe ud i noget andet. Jeg tror også, det er derfor, at vi har skullet bruge så meget tid på at skrive den her plade, fordi vi lige pludselig skulle lære den her nye lyd at kende. Det er altid uhyggeligt at gå ud af din comfort zone, siger Mikkel Dyrehave.

Forsanger Christian Vium forklarer også, at han tidligere har oplevet, at fans og kritikere har sat spørgsmålstegn ved rockgruppens detour fra den klassiske og akustiske rocklyd.

- Vi føler, at rockgenren i dag lider af frygt for udvikling. Hvilket virker absurd, når man kigger på dens historik. Navne som Pink Floyd og Jimi Hendrix var kendte for at udvikle genren og eksperimentere, men det virker, som om at når genren gerne vil eksperimentere i dag, så står der nogen og siger: 'Hvad har I gang i?'. Det bliver jeg meget provokeret af, for jeg synes netop, det er udviklingen, der er interessant, siger han.

'Det har sgu været følsomt'

Det er dog ikke kun musikalsk, at Go Go Berlin har bevæget sig i nye retninger. Undervejs i arbejdet med de nye sange er kvartetten nået et lag dybere ind under huden på sig selv rent lyrisk.

Noget, der også afspejler sig på en del af sangene på 'The Ocean'.

- Musikken blev lidt mere personlig. Da vi begyndte at bruge tid sammen og tog ud i nogle sommerhuse for at skrive musik, kom der samtidig nogle andre snakke på bordet, og det var vildt sundt for os - og særligt vores tekster. Det har sgu været meget følsomt, og det, synes jeg, virkelig har klædt os. Det har nok også modnet vores musik, at vi har haft tid til at dykke ned i lidt dybere emner og tale sammen, siger Christian Vium, og Mikkel Dyrehave supplerer:

- Det er ikke, fordi hele albummet bare er mega dybt. Det er der en stor del af sangene, der er, men det er jo lavet over mange år, så det går også igennem mange forskellige perioder og stemninger, som vi har været igennem. Pladen handler lidt om det forløb, det har været for os at stoppe med at turnere så meget og på en eller anden måde finde os selv igen.

Musikken er blevet lidt mere personlig, siger Mikkel Dyrehave om Go Go Berlins nye plade. (Foto: Asbjorn Christensen)
Facebook
Twitter