Dansk sanger om den svære ungdom: 'Jeg har nogle gange følt, at intet hænger sammen indeni mig'

Karl William støtter sig op af sit alter ego Karlo, når ungdommen eller genertheden driller.

Karl William er aktuel med sin nye ep 'Karlo'. (Foto: Kasper Månsson © Dr)

Hvis du allerede er ved at være dødtræt af lalleglad julemusik, der igen i år har sneget sig ind på playlisterne her i november, så kan du godt klappe i dine små julehadende hænder.

Den danske musikungdom er nemlig flittige til at smide ny musik ud.

Og det har den fregnede pop-prins Karl William netop gjort. Han har nemlig lige udgivet sin nye ep 'Karlo'.

Ep'en, der indeholder fire numre, er Karl Williams tredje ep, og det er første gang, at han udgiver et samlet sæt sange siden albummet 'Livet, faldet & alt det andet' fra 2018.

Ep'en er opkaldt efter Karl Williams 'vilde alter ego', som han har døbt Karlo.

- Jeg har den her papegøje på skulderen, der hedder Karlo, som jeg altid kan skyde skylden på. Altså, det er jo mig selv forhelvede. Det skal jo heller ikke blive for mystisk. Men Karlo er en side af mig, forklarer han.

Skal du lige have genopfrisket Karl William? Lyt til hans største hit 'Blind igen' her:

Den 24-årige sanger fortæller, at Karlo har hjulpet ham med at overkomme en række udfordringer i hans ungdomsliv.

For selvom han er en mindre superstjerne herhjemme, så ændrer det ikke på, at Karl William også bare er en almindelig ung mand, der har skullet finde sin egen vej i livet.

Og det er ikke altid nemt. For som Karl William siger, så er det nogle gange bare 'noget lort at være ung'.

- Jeg har nogle gange følt, at intet hænger sammen indeni mig. Så gad jeg godt at være 50 år gammel og sidde foran pejsen i en stor bamset sweater og kæle med min hund. At være et sted i mit liv, hvor alt er gjort, og alt er prøvet.

- Man kan jo nemt snuble og blive forvirret, når man er ung. Men det er selvfølgelig noget, alle går igennem. Man må bare erkende, at man er et ungt menneske, der bare gerne vil være voksen og lykkelig en dag, siger Karl William.

Kæmpede med genertheden

Selvom Karl Williams sange også afspejler, at han nogle gange har lidt ondt i ungdommen, så er det ikke til at mærke, når han optræder på de store danske scener.

Men Karl William har faktisk ikke altid følt sig helt tilpas i rampelyset.

I hele otte år holdt han sig væk fra at synge, fordi han var traumatiseret af en episode i folkeskolen, hvor han gik i sort, da han skulle opføre nummeret 'Ain't No Mountain High Enough'.

Han blev så nervøs, at han ikke kunne ytre et eneste ord af sangen.

Navnet Karlo stammer fra Karl Williams mor, der har kaldt ham Karlo, siden han var lille. På billedet optræder Karl William til Smukfest i 2017. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Da han så småt begyndte at synge igen, blev Karlo-siden et vigtigt værktøj, da han skulle lære at begå sig i et hektisk liv i offentlighedens søgelys.

- Jeg tåger bare rundt og oplever nogle ting; både op- og nedture. Jeg ved ikke, hvad der er godt eller skidt, før jeg selv har prøvet det. Den her side af mig selv hjælper mig med at navigere, fortæller Karl William om Karlo.

Ifølge Karl William var alter egoet også en stor hjælp, da han skulle overkomme sin lammende generthed.

En generthed, værten på radioprogrammet 'Pelle Peter på P3', Pelle Peter Jencel, tydeligt genkalder.

I onsdagens program fortæller radioværten om første gang, han lagde øjnene på den sky aarhusianer.

- Jeg kan huske første gang, jeg så dig live i 2012 på Templet i Lyngby. Du spillede næsten med lukkede øjne under hele koncerten, og da koncerten var slut, takkede du publikum. Og det var jo meget normalt. Men bagefter fortalte du mig, at det var første gang nogensinde, at du turde at sige noget til publikum, sagde Pelle Peter Jencel til en overrasket Karl William i programmet fra i onsdags.

Se Karl William optræde med sangen 'Tar fra' fra sin nye ep i programmet 'Pelle Peter på P3'.

Karlo er en følgesvend for livet

Men genertheden lader til at være efterladt i fortiden. Siden Karl William optrådte på Templet i Lyngby, er han blevet en garvet performer, der både scorer høje streamingtal og prestigefyldte priser som P3 Prisen, han modtog i 2016.

Karl Williams alter ego lader altså til at have været et nyttigt værktøj. Og spørger man den rødhårede sanger, så er de to følgessvende for livet.

- Karlo og jeg går hånd i hånd gennem resten af livet. Vi skal bare lave en masse musik og have det godt imens. Det er i hvert fald planen, fortæller Karl William om sine fremtidsudsigter.