Dansk sangerinde fanget i krise: Kunne ikke lide sin egen musik

Sangerinden Lydmor tog seks måneder til Shanghai, fordi hun kedede sig i sin musik og havde brug for at komme væk.

Lydmor kedede sig i 2016 i sin musik, så hun tog seks måneder til Shanghai for at finde sig selv igen. (Foto: Anna Marin Schram)

2016 var et rigtigt dårligt år for den danske sanger og sangskriver Jenny Rossander.

For musikeren, der optræder under kunstnernavnet Lydmor, bød året nemlig på en decideret identitetskrise, hvor hun havde svært ved at finde sig selv i sin musik.

- Jeg havde en form for krise i 2016, hvor jeg ikke kunne lide den musik, jeg lavede. Jeg kiggede på mig selv som kunstner, og jeg syntes selv, det var kedeligt. Jeg kedede mig i mit produkt. Det var lidt som en identitetskrise, siger Lydmor, som havde brug for, at der skulle ske noget nyt efter albummet 'Y', der udkom i 2015.

Derfor rejste hun om på den anden side af jorden for at komme væk og tænke sig ordentligt om.

Hun overvejede flere storbyer, men efter at have turneret i Asien endte valget på Shanghai i Kina, hvor der bor over 24 millioner mennesker.

- Jeg ville gerne langt væk, og det skulle være en storby, hvor jeg kunne gemme mig og være neutral. De oplagte storbyer var en kliché, men Shanghai var ét stort spørgsmålstegn for mig.

Lyt til Lydmors nummer 'Money Towers' her, mens du læser videre:

Lydmor boede i Shanghai i seks måneder. Hun kendte ingen, da hun ankom til storbyen, men, som hun selv beskriver det, dumpede hun tilfældigt ind i en gruppe mennesker, der endte med at inspirere hende på en måde, hun ikke havde set komme.

Livet og musikken, hun fik lyst til at lave, blev nemlig helt anderledes, end hun havde forestillet sig.

- Det var dramatisk, smukt, intenst, lyst og mørkt. Jeg fik gentænkt mit koncept og fandt ud af, at jeg først og fremmest skulle fortælle historien om tiden i Shanghai, siger Lydmor, som sidste år udgav albummet 'I Told You I'd Tell Them Our Story', hvor Shanghai blandt andet pryder coveret.

- Jeg føler mig som en helt anden kunstner nu. Måske tager jeg på en inspirationstur i fremtiden, men det bliver ikke på samme måde, hvor jeg ikke ved, hvornår jeg kommer tilbage, for jeg er mere sikker i min kunst nu.

Føler sig som en kæmpe nerve

Den overvældende oplevelse og de mange følelser, der fulgte med rejsen til Shanghai, er ikke fremmede for 28-årige Lydmor.

Hun siger selv, at hun altid leder efter historier og følelser, og hun kan for eksempel ikke lade være med at tage det helt ind, når der står en rystende fan efter en koncert og gerne vil have en krammer. Hun lukker ikke af, selvom følelserne nogle gange kan blive så overvældende, at hun sitrer.

- Nogle gange føler jeg mig som en kæmpestor nerve. Jeg er ret glad for at føle og opleve ting, og jeg føler meget intenst. Jeg fokuserer meget på at føle intenst, og jeg tillader det at være intenst, forklarer Lydmor.

Lydmor optræder ofte med uv-maling på kroppen. (Foto: Pressebillede)

Hun elsker med andre ord at 'blive kørt over', som hun siger. Både når det gælder musik, kunst eller film. Og så elsker hun også at 'køre andre over'.

Det var der måske nogen, der blev, da Lydmor til Gaffa-Prisen sidste år optrådte helt nøgen med uv-maling på kroppen og med en række citater fra forskellige danske medier på en skærm bag hende, som skulle problematisere den måde, man taler om kvinder i det offentlige rum.

Den selvlysende kropsmaling har holdt ved, når Lydmor optræder – hun har dog lidt mere tøj på nu.

- Nu spørger folk, om jeg har tænkt mig at have tøj på, når jeg optræder. På et tidspunkt skulle jeg optræde i et tysk tv-show, og jeg fik en mail, hvor der udtrykkeligt stod, at jeg skulle være anstændigt klædt. Jeg har ikke optrådt helt nøgen siden Gaffa-Prisen, men jeg har haft uv-maling på næsten hver dag i halvanden måned på tour. Min hud hader mig.

Lydmor optræder lørdag den 19. januar til showet P6 BEAT Rocker Koncerthuset, som du kan høre på radiokanalen P6 BEAT. Hun besøger desuden Koncertsalen igen den 2. marts, hvor hun spiller sin egen koncert.

Facebook
Twitter