Dansk sangerinde: 'Jeg har det vildt dårligt med, at jeg skal barbere mig hver morgen'

Emily Holm Nyhuus skriver under kunstnernavnet Reveal Party sange om at være transkønnet og vente over et år på at få hormoner.

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen)

Du er en kvinde. Det ved du, at du er.

Forestil dig så, at du pludselig begynder at få skæg, din stemme bliver dybere, og kropsbehåringen pibler frem, steder du ikke ønsker det.

Det har været virkeligheden for 22-årige Emily Holm Nyhuus. Hun er transkvinde og har derfor brug for hormoner for at gennemgå sin fysiske transition fra mand til kvinde - hormoner, som hun for et par år siden måtte vente 15 måneder på at få.

Det er den oplevelse, der danner ramme for 'You Stole a Year of My Life'; en ep fra juli af bandet Reveal Party, som Emily Holm Nyhuus startede i sommeren 2019.

Navnet Reveal Party er en reference til de fester, hvor forældre, venner og familie fejrer afsløringen af barnets køn. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Ventetiden på de 15 måneder var ikke uden betydning for den unge forsanger. For hver dag der gik uden hormoner, producerede Emily Holm Nyhuus testosteron.

I 15 måneder kunne hun se sin krop blive mere maskulin og hårvæksten blive mere kraftig, mens den groede frem flere og flere steder.

Hør Reveal Partys titelsang 'You Stole a Year of My Life' her:

0:00

'You Stole a Year of My Life' ('I stjal et år af mit liv') var noget, Emily Holm Nyhuus begyndte at sige og synge til sig selv i den periode, hvor hun ventede på at få hormoner.

- Det var et år, der blev stjålet fra mig. Alt føltes meningsløst. Jeg kunne ikke lave andet. Det var et helt år, hvor jeg var deprimeret og magtesløs, fortæller Emily Holm Nyhuus om de svære måneder, hvor hun endte med at droppe ud af sin højskole og bare gå derhjemme.

Har altid været kvinde

Når Emily Holm Nyhuus tænker tilbage, har hun altid været kvinde, men det var først i 2018, at det rigtigt gik op for hende, at hun er transkønnet.

- Det er noget, man langsomt opdager. Det giver ikke nødvendigvis sig selv at skulle stille spørgsmål ved sit køn, for der er ikke andre omkring en, der gør det.

Det, at komme ud som transkønnet, er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. For Emily Holm Nyhuus var det en proces, der begyndte i 2018.

Hun begyndte at eksperimentere med at tage makeup på og gå i kjole. Først derhjemme og efterfølgende til fester.

MØ anbefalede tidligere på sommeren Reveal Partys ep 'You Stole a Year of My Life' på sin Instagram-story. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

De første, Emily Holm Nyhuus fortalte om sin transkønnethed, var vennerne på en Københavnsk daghøjskole.

- Det var vigtigt for mig, at det var nogle, jeg var trygge ved. Omvendt havde jeg kun kendt dem i et halvt år, så hvis jeg blev afvist, så skulle jeg nok overkomme det.

Emily Holm Nyhuus har heldigvis ikke oplevet negative reaktioner fra dem omkring hende, selvom det var svært i starten, hvor folk skulle vænne sig til at omtale hende på en ny måde og kalde hende et andet navn.

- Det var hårdt at bruge to-tre timer hver morgen på at gøre mig klar, så jeg var undeniable feminine.

- Hvis jeg fik bare et enkelt "han" eller blev kaldt mit gamle navn, så havde jeg det vildt dårligt resten af dagen, fordi jeg følte, at alt det, jeg gjorde, ikke blev taget seriøst. Når folk kalder mig mit gamle navn, får jeg den samme følelse, som da man blev mobbet i folkeskolen og kaldt øgenavne.

Hun er dog nået til et sted nu, hvor hendes gamle venner har vænnet sig til det, og nye folk møder hende som en kvinde.

Det betyder også, at andre er begyndt at flirte med hende, på den måde hun har lyst til - som en kvinde.

- Jeg har bare ikke turdet gøre noget ved det. Det kan godt være, at du flirter med mig, men hvis jeg tager mit tøj af, så vil du ikke længere kunne lide mig.

Hør Emily Holm Nyhuus' egen favoritsang fra ep'en, der har fået fem stjerner af Soundvenue, her:

0:00

Hormoner ændrer ikke på mit køn

Emily Holm Nyhuus mener ikke, at hormoner ændrer på, hvilket køn hun er.

Det synger hun om på sin første single 'I'm a Girl', der handler om, at hun er en pige, uanset hvordan hun ser ud, hvordan hun lyder, og hvordan hun opfører sig. Hun har ikke valgt at være en pige - det er hun bare.

Selvom hormonerne, som hun startede på tidligere i år, ikke ændrer på, hvordan Emily Holm Nyhuus opfatter sig selv, så har de en betydning for hendes feminine udseende.

- Hvordan jeg ser ud er vigtigt, fordi det er dét, der har en betydning for, hvordan folk behandler og omtaler mig. Hvis folk så en mand, når de kiggede på mig, så ville det fundamentalt ændre mit liv, siger Emily Holm Nyhuus, som dog stadig må vente lidt endnu på hormonernes endelige effekt.

- Jeg har det vildt dårligt med, at jeg skal barbere mig hver morgen. Så selvfølgelig er mit udseende vigtigt for mig. Jeg får lyst til at græde, hver gang jeg ser det.

Lyt til 'I'm a Girl' her:

0:00
Det sker ugentligt, at folk, der har lyttet til musikken, skriver til Emily Nyhuus på de sociale medier og fortæller, hvordan det har hjulpet dem. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Andre skal kunne spejle sig i musikken

En dag i april 2019, efter hun havde ventet fire måneder på at starte hormonbehandling, blev det for meget for Emily Holm Nyhuus.

Hun fandt et reb frem og bandt det om halsen. Hun stillede sig på en stol ved vinduet og var klar til at hoppe ud.

- Jeg vidste nok godt, at jeg i sidste ende ikke ville kunne gøre det.

I stedet vækkede hun sin kæreste, som ringede efter en ambulance. De kørte hende på psykiatrisk skadestue, hvor hun skulle blive natten over.

- Man stjal et år af mit liv, men jeg var tæt på at miste meget mere end det.

Emily Holm Nyhuus kæmper stadig med selvmordstanker i dag. Hun har dog lært at håndtere det bedre, så hun ikke kommer så langt ud.

- Det er en kamp for, at der ikke er så mange ting, der falder ned samtidigt. Det er vigtigt for mig, at jeg føler, der er en mening med de ting, jeg laver. Det er dét, musikken giver mig.

Emily Holm Nyhuus mener, det er vigtigt, at andre med lignende problemer kan spejle sig i musikken, og hun synes ikke, at der er nok musik som transkønnede og queer-personer kan lytte til.

- Jeg tror, det er vigtigt, at man kan se sig selv reflekteret i musik, og den beskriver de oplevelser, man selv har.

Efter en koncert fik Emily Nyhuus en besked fra en pige på Instagram, der havde været inde at se Reveal Partys koncert, og som selv kæmpede med sin kønsidentitet. Det havde både inspireret og rørt pigen og hjulpet på hendes selvtillid. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)
FacebookTwitter