Danske Jacob har lavet en sang til legendarisk fodboldspil: 'Det er sgu svært at forstå'

Den danske musiker Takjacob har fået et nummer med i den nyeste udgave af 'Fifa'-spillet, der udkommer i dag, fredag.

Jacob Jensen har fået en sang med på soundtracket til 'Fifa'-spillet, selv om han faktisk aldrig selv har dyrket det populære fodboldspil. - Når de andre nørdede spil på deres computer, nørdede jeg med musik, siger han. (© privat)

Forestil dig, at du tagger dit største idol på Instagram, bare sådan for sjov og uden rigtigt at turde håbe på, at vedkommende reagerer på det.

Men så får du pludselig en besked …

Det var cirka dét, der skete for den danske musiker Jacob Jensen, da han skrev til sit store idol, den britiske grime-kunstner Footsie.

- Jeg sidder i mit hjemmestudie og laver musik, og på et tidspunkt har jeg så det her nummer klar, hvor der ikke er vokal på. Jeg tænker, det mangler noget rap, og jeg har altid været stor fan af grime og Footsie, fortæller Jacob Jensen, der i professionelle sammenhænge kalder sig Takjacob.

Footsie udgør den ene halvdel af grimeduoen Newham Generals fra det østlige London. (Foto: Ollie Millington © 2018 Ollie Millington)

- Så jeg tager chancen og tagger ham i det opslag, jeg lægger op på min story på Instagram. Og så reagerer han fandeme. Det havde jeg overhovedet ikke forventet.

Herefter går det hurtigt.

Footsie kan lide, hvad han hører, og et par dage senere modtager Jacob Jensen et vers tilbage. Snart er nummeret 'Running Man' født.

- Så sad jeg lige pludselig dér og havde et færdigt nummer med mit idol på. Jeg er så sindssygt taknemmelig og stolt over at have fået lov til at arbejde sammen med ham.

Lyt til 'Running Man', mens du læser videre:

'Det er sgu svært at forstå'

Og som om det ikke var nok at arbejde sammen med sit største idol, så er 'Running Man' nu endt som én af sangene på det officielle soundtrack til fodboldspillet 'FIFA 20'.

- Der er bands, der er blevet kæmpe store af at have haft et nummer med i Fifa. Den arv er jeg en del af nu. Uanset hvad der sker, vil jeg altid være ham, der lavede et nummer med Footsie og fik det med i Fifa. Det er sgu ret vildt at tænke på, fortæller Jacob Jensen. (© privat)

Footsie bad nemlig Jacob Jensen 'holde på nummeret', fordi han kunne se potentialet i det. Efterfølgende blev det sendt ind til BBC, og herefter opsnappede P3's Vidundergrunden det.

- Så skete der ikke så meget mere, før Footsie så ringer til mig og siger, at 'Fifa' har vist interesse for sangen. Jeg udbryder: 'Hvad mener du?' - og han forklarer så, at der var en mulighed for, at det kom med i spillet.

- Jeg havde aldrig overvejet, at det kunne være en mulighed at få en sang med i 'Fifa', selv om jeg altid har vidst, hvor betydningsfuldt det er for en musiker at få et nummer med i spillet, fordi det har en sindssygt loyal fanbase.

Nu optræder Footsie og Takjacob så side om side med navne som Major Lazer og Disclosure på det officielle 'Volta Football'-soundtrack, der knytter sig til det populære spil.

- Det er sgu svært at forstå, at jeg har et nummer med, før jeg selv hører det inde i spillet. Jeg tror, det bliver en vild følelse.

Jacob Jensen prøver dog så vidt muligt at holde benene på jorden.

- For mit nummer kan hurtigt blive overskygget af Major Lazer eller andre af de store kunstnere, der er med. Men jeg håber at komme ud til nogle flere mennesker; så kan det være, jeg kan komme ud og spille nogle dj-sets og arbejde sammen med flere gode mennesker.

'Fifa 20' har den belgiske fodboldspiller, Eden Hazard, på forsiden af coveret. Hazard spiller for den spanske storklub Real Madrid C.F. (© EA Sports)