Danske Mikael og Peter står bag ny kæmpesatsning: Udfordrer Spotify og iTunes

Streamingtjenesten Moodagent vil revolutionere måden, du hører musik på.

Det kan måske være svært at forestille sig et liv uden Spotify og iTunes.

Dengang alle ens hårdttjente håndører gik til cd'er og stereoanlæg, og weekendens soundtrack bestod af mors støvede 70'er-album, og hvad du ellers kunne skrabe til dig af småridsede sølvdiske fra den lokale Merlin-butik.

Det var dengang i pladeselskabernes gyldne æra, hvor alt var fryd og gammen - lige indtil Napster, Limewire og hæren af kopipirater tog verden med storm og tvang musikbranchen til at reformere sig.

Men samtidig med at musikbranchens mastodonter sloges om rettigheder og finanser i starten af 00'erne, rørte det på sig i lille Danmark.

Det danske makkerpar Mikael Henderson og Peter Berg Steffensen bryggede nemlig på en spritny musiktjeneste, der havde til formål at organisere musik på baggrund af sangens følelsesmæssige værdier.

Og nu rører det endnu engang på sig hos iværksætterduoen bag musiktjenesten Moodagent.

For tirsdag blev Mikael Henderson og Peter Berg Steffensens hjertebarn, den nye version af Moodagent, nemlig lanceret som app. Denne gang som en streamingtjeneste, der altså efterhånden været undervejs i 18 år.

- Det var en åbenbaring, da vi gik til pladeselskaberne og sagde: 'Hvad nu, hvis vi gjorde det her, ville det være okay med jer?', og de så sagde, at det troede de på, siger Peter Berg Steffensen om genoplivningen af Moodagent.

Siden stiftelsen i 2001 har makkerparret haft travlt, for Moodagent har allerede inden relanceringen haft millioner af brugere verden over, man har samarbejdet med Nokia og Spotify og har hjulpet alt fra internationale pladeselskaber til DR's diskotek med at organisere deres musik.

Her får du hele historien om den danske iværksætterduo, der tog verden med storm, men måtte vente i 18 år med at realisere deres drøm.

Født i kaos

I 2001 mødte Mikael Henderson og Peter Berg Steffensen hinanden for første gang.

De to kom fra vidt forskellige verdener. Peter Berg Steffensen slog normalt sine folder i it-industrien, og Mikael Henderson havde dybe rødder i musikbranchen. Men da de to slog hovederne sammen, opstod der sød musik, og de fik lynhurtigt en ambitiøs idé.

Kunne man mon organisere sin musik ud fra sine følelser?

- Fransk neuroforskning viste, at man kan sammensætte alle de sindstemninger og følelser, der findes, gennem seks grundfølelser, siger Peter Berg Steffensen.

Lyt til Ed Sheerans 'Shape of You', der er den mest streamede sang nogensinde, imens du læser:

Den viden blev til første spadestik i fødslen af Moodagent, og det blev taget, før der overhovedet var noget, der hed streamingtjenester.

Makkerparret fik hurtigt sat idéen i verden, og med investorer i ryggen var vejen banet for de to iværksættere.

Moodagent var fast inventar på alle Nokia-mobiltelefoner, der blev solgt globalt, ligesom det også var en fast feature på Spotify fra 2011. Derudover samarbejdede Moodagent med over ti andre operativsystemer og en række forskellige musiktjenester.

Forsvandt fra jordens overflade

Det virkede til, at de to danskere bag Moodagent havde knækket koden til en verdensomspændende succes.

Lige indtil tjenesten forsvandt fra jordens overflade.

For Spotify nedlagde pludselig muligheden for at bruge eksterne features og dermed også samarbejdet med Moodagent. Nokia tabte ræset mod Apple og Samsung og forsvandt ud i glemslen. Moodagent fulgte efter.

Makkerparret bag Moodagent, Peter Berg Steffensen (tv.) og Mikael Henderson. (Foto: Krestine Havemann)

I mellemtiden fortsatte svenske Spotify sin hæsblæsende succes og blev til den enorme streamingtjeneste, vi kender i dag.

Så hvorfor i alverden har parret bag Moodagent ikke bare fortsat med at fokusere på at styrke sit samarbejde med de eksisterende streamingtjenester i stedet for at starte egen streamingtjeneste?

Ifølge grundlægger af Moodagent Peter Berg Steffensen havde iværksætterduoen større ambitioner end bare at hægte sig på andres streamingeventyr.

- Vi vil ikke være en feature i en streamingtjeneste, men vores eget selvstændige produkt. Det blev muligt, da vi fandt ud af, at streaming var fremtiden. Og de gigantiske beløb, der skulle til for at få musik ind fra pladeselskaberne, bortfaldt, siger han.

Et rent dødsspor

Dengang i tidernes morgen, da streaming stadig var et revolutionerende koncept, var pladeselskaberne nemlig i defensiven.

Efter et længerevarende korstog mod pirattjenesterne var de bange for at kannibalisere deres egen branche, og de ville derfor kun sælge deres massive musikkartoteker til de nyankomne streamingtjenester for enorme beløb.

Derfor var det dengang umuligt for de to iværksættere bag Moodagent at bevæge sig ind på streamingmarkedet, da det krævede astronomiske beløb langt uden for Mikael Henderson og Peter Berg Steffensens rækkevidde.

- Det var et 'trail of death' (dødsspor, red.). De fleste, der gik ind i streamingmarkedet, døde. Hatten af for Spotify, der virkelig havde styr på finansieringen – de har brugt ubegribelige mængder af penge for at komme dertil, hvor de er i dag. Der var så mange, der prøvede og knækkede nakken på det. Vi syntes ikke, at forretningen dengang var klar til det, og vi havde ikke så brede skuldre økonomisk, siger Mikael Henderson.

Men nu er tiden tilsyneladende endelig moden for iværksætterparret Peter Berg Steffensen og Mikael Henderson, for Moodagent 2.0 gik i luften i Danmark tirsdag den 1. oktober.

Moodagent er endelig sin egen, og for makkerparret er streamingdrømmen nu inden for rækkevidde.

Lyt til 'One Dance' af rapperen Drake, der er den mest streamede artist nogensinde:

Kampen mod giganterne

Selvom de to iværksættere i dag har skyhøje forventninger til deres nye streamingtilbud, kommer de ind på et spækket streamingmarked med et hav af streamingmastodonter.

Så er det overhovedet muligt for Moodagent at bryde lydmuren og kæmpe sig ind på markedet?

Rasmus Rex Pedersen, der er adjunkt på Roskilde Universitet og ekspert i digitalisering i musikbranchen, kan godt være i tvivl.

- Jeg tror, at Moodagent vil få det svært. Det er mit bud. Der er store og etablerede spillere på markedet. Der findes jo allerede giganter som Apple, Spotify og Tidal. Så konkurrencen er skarp, siger han.

I 00'erne promoverede Moodagent sig særligt på, at de kunne aktivere et helt musikalsk bagkatalog. Det er i høj grad det, de stadig brander sig på, men det har ikke overbevist Rasmus Rex Pedersen.

- Den måde, vi forstår musik på, er kontekstuel. Det er ikke nødvendigvis kun de musikalske egenskaber, der gør, at noget bestemt musik er noget, man kan lide. Inden for pop, rock og hiphop betyder det for eksempel meget for os, hvem der spiller musikken. Det har en betydning for vores opfattelse af musikken, siger Rasmus Rex Pedersen.

Om Moodagent formår at vinde indpas på streamingmarkedet kan man kun gisne om.