Danske Minas sang hitter stort på Instagram - bliver hørt af millioner over hele verden

Mina Okabes sang 'Every Second' er blevet delt over 700.000 gange i Instagrams videoformat reels.

Mina Okabe udgav sidste år sin debutsingle 'I'm Done', der blev 'P3's Uundgåelige'. (Foto: Karen Rosetzsky © Pressefoto)

Besøger du Instagram bare en gang imellem, så har du sikkert stiftet bekendtskab med det sociale medies korte videoformat reels.

Det har den danske sanger Mina Okabe i hvert fald inden for de seneste måneder. I øjeblikket er der nemlig Instagram-brugere over hele verden, der bruger hendes sang 'Every Second' i deres videoer på platformen.

I skrivende stund er sangen blevet delt hele 712.000 gange på Instagram.

Det startede i slutningen af august, da en japansk influencer delte en video af sig selv, hvor hun dansede til 'Every Second'.

Dengang havde omkring 20.000 brugt sangen som lyd til deres videoer. Men efter at flere udenlandske influencere delte videoer med sangen blandt deres mange følgere, tog det pludselig fart.

Men det var faktisk slet ikke sangeren selv, der opdagede, at 'Every Second' var gået viralt. Det var hendes mor.

- Jeg er overrasket over, at det var min mor, der skulle finde ud af det. Hun er ikke så teknisk og spurgte mig for eksempel her den anden dag, hvordan man tagger, fortæller Mina Okabe grinende.

Lyt til Mina Okabe med 'Every Second', som er blevet et hit på Instagram, her:

0:00

Det er stadig ikke helt gået op for hende, at hendes sang nu hitter mange steder i verden, selvom hun stadig kun er ved at slå sit navn fast på musikscenen herhjemme.

- Det er jo vildt, hvad reels kan gøre. Det er jo en helt anden måde, man kan få sin musik ud og få folk til at lytte. Jeg vidste virkelig lidt om reels før, og jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvordan jeg selv laver en god reel, fortæller hun.

Mina Okabe, der udsendte sit debutalbum 'Better Days' i slutningen af august, kan også mærke effekten af hendes popularitet på Instagram på streamingkontoen. 'Every Second' er nemlig nu blevet hendes mest streamede sang på Spotify med over 1,6 millioner afspilninger.

- Jeg fik omkring 41.000 streams på 'Every Second' i går. Jeg har aldrig haft en sang, som har fået så mange streams på et enkelt døgn, fortæller den begejstrede musiker.

Når hele verden rundt

Videoerne med 'Every Second' er tilsammen blevet set flere millioner gange af Instagram-brugere over hele kloden.

Og når Mina Okabe selv sidder og kigger med på Instagram, kan hun se sin sang blive brugt som soundtrack til videoer med alt lige fra gåture og kagebagning til bryllupsfester i Nigeria.

Hver lille video viser med andre ord et glimt af en hverdag fra et nyt sted i verden.

Det er især dét, der gør Mina Okabe glad, for det har altid været lidt af en drøm at kunne nå ud i verden med sin musik. Derfor føler hun sig meget taknemmelig over, at der er så mange, der har taget sangen til sig.

Hun modtager i øjeblikket beskeder fra folk over hele kloden, der lytter med.

- Det er lidt en drøm, der går i opfyldelse, at kunne nå ud til så mange forskellige mennesker.

- Jeg får en del beskeder, som er på andre sprog. Så må jeg ind på Google Translate for at se, hvad de skriver, siger hun med et grin.

Beskederne, Mina Okabe modtager, er fyldt med rosende ord om 'Every Second'. Her skriver folk, hvordan sangen gør dem i bedre humør og hjælper dem til at huske at nyde det, de har, fortæller hun.

Mina Okabe udsendte sit debutalbum i august og er kendt for numre som 'I'm Done' og 'Walk Away'. (Foto: Karen Rosetzsky © Pressefoto)

Flere danske hits går viralt

Det er ikke kun på Instagram, at Mina Okabes sang 'Every Second' er blevet populær. Også på det sociale medie TikTok er sangen at finde på listen over platformens mest populære sange.

Medier som Instagram og TikTok har længe vist sig at være verdensmestre i at få sange til at gå viralt gennem korte videoer. Tidligere har så forskellige stjerner som Megan Thee Stallion og Phil Collins begge oplevet at gå viralt på TikTok.

På den danske musikscene er det heller ikke kun Mina Okabe, der har oplevet, hvad de korte videoer kan gøre af gode ting for musikkens popularitet.

Senest toppede Lukas Grahams sang '7 Years' listen over de mest populære sange på TikTok. Det fik det syv år gamle hit til at opnå fornyet popularitet på flere streamingtjenester.

Også den folkekære børnevært Sigurd Barrett fik sig pludselig et internationalt hit med et remix af børnesangen 'Pilfingerdansen', da den også endte med gå viralt på TikTok tilbage i 2020. Sangen endte sågar med at toppe musiklister både i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Belgien.

FacebookTwitter