Danske musikere i opråb mod sexisme: 'Sex er magt i vores branche'

Sammen med 96 andre kvinder står Katinka Bjerregaard frem med sine oplevelser af sexisme i branchen.

Katinka Bjerregaard fra bandet Katinka fik gennem lang tid lumre sms'er fra en booker til en festival.

Rettelse: Det fremgik tidligere ved en fejl i artiklen, at det var Katinkas booker, der havde sendt sms'er. Men der var tale om 'en booker til en festival' og ikke Katinkas egen booker.

- Fedt show igen!

- Og gode bryster i det outfit!

- Skal I hjem i aften, eller skal vi have en øl senere?

Sådan lød de sms'er, der tikkede ind i musikeren Katinka Bjerregaards indbakke efter et spillejob på en festival i Norge.

Beskederne kom fra en booker - ham, der sørgede for, at bandet Katinka kom på festival-programmet.

- Pludselig handlede det ikke om, hvad jeg stod og lavede på scenen. Det handlede om mig som krop, fortæller musikeren til DR Nyheder.

Og hun står ikke alene om at have følt sig seksuelt krænket af en mand i musikbranchen.

97 kvindelige musikere og branchepersoner har delt deres personlige fortællinger i skriftlige og mundtlige vidnesbyrd til Politiken.

Oplevelser, der tilsammen tegner et billede af en branche med store kønsforskelle, hvor mange oplever den her uønskede seksuelle opmærksomhed, befamling og chikane.

Nogle er anonyme, andre står frem med navn.

Udover Katinka Bjerregaard har sangskrivere som Barbara Moleko, Signe Svendsen, Lærke Corfix og Trinelise Væring valgt at stå frem med deres historier.

Opråbet om sexisme kommer efter godt en måneds debat om sexisme herhjemme, hvor både mediebranchen og livet på Christiansborg har været under sexisme-luppen.

Det hele blev sat i gang, da tv-værten Sofie Linde stod frem med sin oplevelse af sexisme i DR ved Zulu Comedy Galla i slutningen af august.

I videoen her kan du se og høre Katinka Bjerregaard fortælle om sin sexisme-oplevelse:

Ekstremt fokus på kvinders alder og udseende

Den indgroede sexisme viser sig gennem kvindernes oplevelse af, at kvinder i dansk musik helst skal være unge og lækre, fortæller flere af musikerne til Politikens redaktion.

Dengang Katinka Bjerrregaard fik lumre sms'er fra bookeren, følte hun sig passiv og utryg.

- Jeg var angst for, hvordan han snakkede om mig i andre dele af branchen. For det er en lille branche, og det er kommunikationen, der gør, at folk bliver booket til steder og festivaler. Så man har ikke rigtig lyst til at pisse nogle af, siger hun.

Derfor snakkede hun kun med sin kæreste om det. Og det bunder nok i en frygt for, at en yngre og pænere udgave af en selv vil overtage pladsen, fortæller hun.

- Vi har på en eller anden måde lært tidligt, at det er svært at komme ind i branchen og få en plads. Og der vil altid være en, der er smukkere og yngre bag dig. Derfor er man hele tiden bange for at træde forkert eller pisse nogle af, så det lukker nogle døre, siger Katinka Bjerregaard.

Bookerens upassende adfærd er et eksempel på, hvordan mænd i musikbranchen kan udøve magt over for kvinder som Katinka Bjerregaard.

- Mænd har brugt sex til at demonstrere, hvad de kunne bestemme over kvinder. Derfor har det taget vildt lang tid for så at åbne for, hvad vi kunne fortælle hinanden, siger hun.

Men hun håber på, at der fremover kan komme en åben samtale blandt kvinderne, og at brancheorganisationerne vil gå ud og snakke med pladeselskaberne, bookerne, festivalerne og så videre.

'Det er skræmmende læsning'

De 97 beretninger har sat gang i tankevirksomheden hos flere af branchens mandlige chefer.

For pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, er det "fuldstændig uacceptabelt", det, der foregår over for kvinderne.

Sangskriveren Barbara Moleko er også en af dem, der har delt sin personlige oplevelse med sexisme i musikbranchen. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

- Jeg tror helt sikkert, vi har undervurderet problemernes omfang. At der har været den her hamrende skæve kønsbalance i dansk musik, har vi vidst nogle år, og vi har arbejdet aktivt for at komme det til livs. Men har vi gjort det godt nok? Det har vi helt sikkert ikke. Og det skal vi, fortæller Lasse Lindholm, der er kommunikationsdirektør i organisationen.

Derfor vil pladebranchen nedsætte et rådgivende udvalg, der skal invitere de kvindelige medarbejdere og artister på musikselskaberne ind til at se problemerne fra deres perspektiv og lokalisere udfordringerne, så der kan blive gjort noget konkret ved det.

Hos festivalerne og spillestedernes brancheorganisation, Dansk Live, er vidnesbyrdene også "skræmmende læsning".

- Alene det, at vi nu får sat ord på det og får vist, hvor stort omfanget af det rent faktisk er, er en god start. Det var nok noget, vi skulle have startet på langt tidligere, fortæller Esben Mercher, der er sekretariatschef i Dansk Live.

Han vil derfor tage sexisme op på interne møder og - ligesom pladebranchen - invitere kvindelige musikere til at sætte mændene ind i de "blinde vinkler" i branchen. Derefter skal der laves en indsats ude ved arrangørerne.

- Vi er mange mænd, og det kan godt være en udfordring at se det fra den anden side og fra en kvindes synspunkt. Det, der er i orden på mandeniveau, er ikke i orden på kvindeniveau, siger han.