Danske musikere langer ud efter YouTube: 'Kynisk' og 'respektløst'

Musikerne er vrede over, at YouTube vil betale dem mindre for deres musik.

Sangeren Tobias Rahim kritiserer YouTube for at ville aflønne musikere mindre end hidtil. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

Plejer du at høre din musik på YouTube, så er der dårligt nyt - i hvert fald hvis du foretrækker at lytte til dansk musik.

Fredag morgen er videogiganten nemlig begyndt at blokere stort set al musik fremført og skrevet af danske musikere, fordi YouTube og de danske musikeres interesseorganisation Koda er uenige om, hvor mange penge de danske musikere skal have, når deres musik bliver streamet på platformen.

Ifølge Koda vil YouTube barbere aflønningen af musikerne med 70 procent - et tal, som YouTube selv dog ikke mener er korrekt.

Uden en aftale med Koda har YouTube ikke længere rettighederne til at have den danske musik liggende på deres hjemmeside, og derfor er streaminggiganten altså begyndt at fjerne musik fremført eller skrevet af danske musikere.

- Vi er allerede i gang med at fjerne det, fordi vi respekterer kunstnere og sangskriveres rettigheder, siger Dan Chalmers, der er direktør for YouTube Music i Europa.

- Det er en situation, vi desperat har forsøgt at undgå, og jeg håber, vi kan finde en løsning hurtigst muligt. Vi er klar 24/7 til at finde en aftale. Vi har allerede forhandlet med Koda og gjort vores bedste. Men jeg mener ikke, det er en fair aftale, som Koda kræver, siger han.

Står 100 procent bag Koda

Beslutningen om at fjerne musik fremført og skrevet af danskere bliver mødt med vrede og undren blandt flere danske musikere.

Én af de kunstnere, der retter skarp kritik mod YouTube, er sangeren Tobias Rahim.

- Det er i forvejen et problem, at det er svært at tjene reelle penge på streaming, så at YouTube vil skære så markant i betalingen af os musikere, synes jeg, er yderst kritisabelt, siger Tobias Rahim og tilføjer:

- I forhold til andre streamingplatforme får brugerne jo en større oplevelse på YouTube, fordi du der både får musikken og en tilhørende musikvideo. Derfor giver det ingen mening, at de vil betale mindre end en streamingtjeneste som Spotify. Det kan jeg slet ikke se logikken i.

Hør Tobias Rahims seneste single 'Jesus' - som du altså ikke længere kan høre på YouTube -, her:

0:00

Tobias Rahim kalder YouTubes handling "usolidarisk", og mener, det er "kynisk", at YouTube vælger at skære i aflønningen af danske musikere i en tid, hvor musikbranchen i forvejen er ekstra presset grundet coronapandemien.

- Jeg synes, det er mangel på respekt. Det er ingen hemmelighed, at musikbranchen er under pres, fordi vi kunstnere længe ikke har kunne spille koncerter. Der har onlinestreaming været en måde for os kunstnere at opretholde en form for indtjening, men den mulighed vælger YouTube nu at skære i, siger Tobias Rahim, der på Instagram har bekendtgjort, at han står "100 procent bag Koda".

"Denne video er ikke tilgængelig i dit land", lyder meldingen, når man forsøger at afspille Tobias Rahims seneste single 'Jesus'. Videoen er nemlig blokeret i Danmark, men er fortsat tilgængelig uden for landets grænser. (Foto: Screenshot fra YouTube)

Hitmager startede karrieren på YouTube

En anden musiker, der står 100 procent på Kodas side af sagen, er rapperen Nicholas Kidd.

- Google er vant til bare at storme gennem alle lande og forlange, at alle skal makke ret. Jeg synes, det er sejt, at Koda står fast og ikke dukker nakken. Nok må være nok. I Danmark har vi de her rettigheder, og sådan er det, siger han.

Kidd begyndte selv sin karriere ved at lægge musik på YouTube og blev på den måde et kæmpe fænomen i Danmark i 2011. Men det forhindrer ham ikke i at være aldeles kritisk over for videodelingsplatformen.

Lyt til Kidds seneste single 'Bare dans', som ligeledes er blokeret på YouTube, her:

0:00

- For mig personligt har YouTube stort set betydet alt og været en direkte portal fra en kælder og ud til verden. Men jeg har fuld respekt for, at mine videoer er nede. Jeg håber, alle holder sammen og bakker Koda op. Det gør mig ikke noget, når det er for at tage kampen for fællesskabet. Så må jeg lide lidt. Det handler om noget større, end at folk kan se mine videoer, siger Kidd og fortsætter:

- I starten kunne man slå det til eller fra, om der skulle være reklamer på videoer. Men nu er der konsekvent reklamer på, hvis du ikke betaler for det, og så bliver man nødt til at fordele pengene på en mere rimelig måde. Den amerikanske tankegang er, at så må man bare bruge en anden platform. Men sådan fungerer det ikke. YouTube er blevet den platform, man skal bruge, og så må der være nogle grundlæggende fællesskabsregler.

- Jeg håber, alle holder sammen og bakker Koda op, siger Nicholas Kidd. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

For Kidd handler det ikke kun om musik. Han mener, det er på tide, at folk indser, hvor forkert det er, at deres oplysninger bliver indsamlet i hobetal, når de bruger Googles tjenester og sociale medier - og musikrettighedskrigen er blot prikken over i'et.

At vanskelighederne i forhandlingerne er et "unikt tilfælde", som Dan Chalmers, direktør for YouTube Music i Europa, har sagt, er ikke så mærkeligt, mener han.

- Kampen skal tages på et tidspunkt, om det så er i dag eller i morgen. I Danmark og Skandinavien har vi systemer, der fungerer. Vi er ikke perfekte, men det er enestående, fordi vi har nogle foreninger og politikere, der kæmper for nogle principper og ikke bøjer nakken. Koda tør stå med oprejst pande, men jeg håber, der er flere parter, der melder sig ind i kampen.

Danmark kan ikke rykke noget alene

Radiovært og dj Pelle Peter Jencel bakker ligeledes op om kunstnerne og Koda i sagen.

Han har blandt andet delt sine frustrationer på Instagram, hvor han kalder YouTubes forsøg på at gennemtvinge en ringere aftale for "usselt", "uværdigt" og "ubegribeligt".

Han mener, at det kun er fair, hvis overskuddet fordeles mere ligeligt, når der er placeret reklamer før musikken på platformen.

- Hvis nogen har trukket kunder i deres butik, så er det musikere. Og at de så nu vil forringe en i forvejen helt jammerlig aftale, synes jeg ikke er i orden. Værdien på YouTube ligger jo i de videoer, som blandt andre musikere uploader. Og når YouTube bruger de her videoer til at generere en masse annoncekroner, så skal musikerne også kompenseres, siger Pelle Peter Jencel og fortsætter:

YouTubes ageren i den aktuelle sag er "ussel", "uværdig" og "ubegribelig", mener radiovært og dj Pelle Peter Jencel. (Foto: Kim Matthai Leland © Ritzau Scanpix)

- De har en form for monopol, og de bruger nogle ret ufine metoder over for et hverv, som i forvejen er sindssygt presset på grund af corona. Lige nu er de danske musikere frataget en vigtig platform på grund af nærighed. Hvis YouTube var nonprofit eller kæmpede med økonomien, ville jeg have respekt for, at de ikke kunne kompensere bedre. Men indholdet, der er uploadet, giver dem et årligt milliardoverskud.

Radioværten håber, at opråbet vil sprede sig til andre dele af verden, hvor YouTube tilsyneladende ikke har haft problemer med at forhandle aftaler hjem. For det bliver svært for musikerne i Danmark at rykke noget på egen hånd.

- På lang sigt synes jeg, kampen er vigtig, for musikerne og YouTube har brug for hinanden. Og jeg tror, YouTube har mere brug for musikerne end omvendt. Hvis YouTube lukker i morgen, vil der stadig være musik om et år. Men hvis musikerne stoppede, ville der måske ikke være YouTube om et år. Så det er irriterende, at vi er så lille et land, som måske ikke kan rykke så meget alene. Jeg ville ønske, det bredte sig lidt, fordi ingen musikere er tjent med ikke at blive kompenseret for deres indhold.

Facebook
Twitter