Danske Patrick overlevede terrorangrebet på Utøya - nu skriver han sange om de mørke perioder

25-årige Patrick Piscot bruger musikken som terapi efter flere skelsættende oplevelser.

Patrick Piscot er ude med sin første single, 'Exposed'. (Foto: Daniel Uldall)

Der har været mange sorte perioder i Patrick Piscots liv.

Perioderne har været så hårde, at det har været svært for den 25-årige sanger og sangskriver at fokusere på det, der har været hans store drøm, siden han var 11 år.

Nemlig musikken.

Men nu, 14 år efter han første gang sang foran et publikum i skolemusicalen 'Joanna' af Gasolin, er han klar til at fortælle om de forfærdelige ting, han har oplevet - og han gør det gennem sine sange.

- Musikken er ren terapi og en udfoldelse af mine følelser. Jeg har ikke taget mit liv seriøst, og der er sket nogle skelsættende ting i mit liv, der har gjort det nemmere for mig bare at sige: 'Fuck det'. Musikken var længe bare en hobby, indtil jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne gøre noget rigtigt ved det, siger Patrick Piscot, der fredag er ude med sin første single, 'Exposed', under kunstnernavnet Piscot.

Lyt til 'Exposed' her, mens du læser videre:

Utøya ændrede hans liv

De skelsættende ting i hans liv startede allerede, da han var helt lille.

Patrick Piscot beskriver sig selv som et følsomt og misforstået barn, der voksede op med en fraværende, alkoholisk far, og som en lille dreng, der blev ramt af de mange flytninger, familien foretog gennem hans barndom.

Som han blev ældre, opstod en evig higen efter den tryghed, han havde manglet i sin barndom, og det førte blandt andet til flere ødelagte kæresteforhold, han aldrig rigtig fik bearbejdet.

Og så giver det sig selv, at de fortrængte minder fra den 22. juli 2011, da den dengang 18-årige Patrick Piscot boede i Norge, også spiller en stor rolle.

Han var nemlig til stede på øen Utøya, da terroristen Anders Behring Breivik gik til angreb og skød omkring sig på en sommerlejr for en socialdemokratisk ungdomsorganisation. I alt døde 69 mennesker.

- Jeg husker tilbage på Utøya som noget, der virkelig ændrede mit liv. Allerede inden den sommer var jeg blevet tvunget til at vokse hurtigt op, men oplevelsen på Utøya satte virkelig modningsprocessen i gang, siger Patrick Piscot, der i 2012 udgav bogen 'Flugten fra Utøya'.

Patrick Piscot gik på en videregående musikskole i Norge, da han oplevede terrorangrebet på Utøya. (Foto: Daniel Uldall)

Han er igennem mange følelser under terrorangrebet på den norske ø. Først er han fattet, mens han flygter fra Anders Behring Breiviks kugler med en veninde i hånden.

Herefter beskriver han en følelse af panik, da han falder, og hans telefon samtidig begynder at ringe.

Anders Behring Breivik står og skyder fra et buskads 50 meter bag ham, mens Patrick Piscot sidder lænet op ad et træ og får fat i sin mor over mobilen.

- Mor, jeg tror, jeg skal dø. Du må ikke glemme, jeg elsker dig, siger han grædende ind i røret.

Og så siger moderen det, som, Patrick Piscot selv mener, redder ham. Hun siger, han skal holde hovedet koldt … Og løbe.

- Jeg rejste mig op, som var jeg en actionman, der kunne klare det hele, og så løb jeg ned til en jolle, hvori vi var ti, som flygtede ud på søen.

Fandt trøst i alkohol og stoffer

Terrorangrebet på Utøya forandrede Piscot, og selvom han på det tidspunkt gik på en videregående musikskole i Norge, blev oplevelsen endnu en forhindring i forhold til at forfølge drømmen om at lave musik.

- Jeg fik lyst til at give en fuckfinger til alle autoriteter, og jeg gad ikke at gå i skole, hvilket min mor ikke kunne sætte sig ind i, så det førte til en masse konfrontationer og skænderier. Det var en kulmination af en masse ting, der bare eksploderede, siger Patrick Piscot.

Han flyttede til København og fandt trøst i nattelivet med alkohol og euforiserende stoffer. Han var promotor på flere natklubber, og i en periode ejede han også en café, men det endte i et brud med forretningspartneren.

Samtidig var der også et brud på vej med kæresten.

- Det var en meget deprimerende periode, og jeg kunne ikke styre mine følelser længere, siger Patrick Piscot, som blev indlagt på en psykiatrisk afdeling i fem dage på grund af selvmordstanker.

- Det var en øjenåbner for mig, og det gav mig muligheden for at tage fat på nogle ting om mig selv. Jeg havde taget nogle beslutninger og nogle valg, der havde gjort, at jeg var røget ned ad en sti med selvmordstanker og var endt i et mørkt kæresteforhold.

Piscot lover mere musik i år, og han håber på at kunne udgive en ep. (Foto: Daniel Uldall)

Nu kan han tage musikken seriøst

Det er det forhold, Piscot nu har skrevet sangen 'Exposed' om, som han begyndte at arbejde på for fem måneder siden.

Han har været clean lige siden, og da han i november fik tilbudt en pladekontrakt, kunne han mærke, at han var det helt rigtige sted til at satse fuldt ud på musikken.

- Jeg er ikke skide spirituel, men jeg tror, vi alle har en forudbestemt skæbne. Jeg skulle nok igennem en masse ting, før jeg kunne tage musikken seriøst, siger Patrick Piscot, som lover meget mere musik fra ham i fremtiden.

Han ved ikke, om det bliver om oplevelsen på Utøya, men han mangler ikke emner og følelser at tage fat på, når det kommer til musikken.

- Jeg skal nok fucke op igen, men så skriver jeg bare en god sang om det. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Facebook
Twitter