Danske sangerinder langer ud efter magtfulde musikchefer: Nu svarer de igen på kritikken

Mændene sidder tungt på magten i den danske musikbranche. Et faktum, der skal laves om på, mener flere.

Lydmor og Anya er blandt de danske kvindelige musikere, der undrer sig over, at deres mandlige kolleger - igen - dominerer listerne over, hvilken musik der bliver spillet mest i radioen herhjemme. (Foto: Yuliya Christensen/Kim Matthäi Leland © Ritzau Scanpix)

- Ligestilling i den danske musikbranche er stadig en by i Rusland.

Sådan lyder den kontante udmelding fra den danske sangerinde Anya i kølvandet på en ny opgørelse over de mest spillede kunstnere på de danske radiostationer i 2018, som Gramex, der varetager kunstnere og pladeselskabers rettigheder, står bag.

Top ti over de mest spillede kunstnere på de danske radiostationer i 2018 er nemlig ene og alene udgjort af mænd. Og det samme var tilfældet i opgørelserne fra 2017 og 2016.

Det har nu fået flere kvindelige musikere til at råbe op om uligheden i den danske musikbranche.

- Det kan godt være, at mænd og kvinder formelt og principielt har de samme muligheder, men jeg oplever, at der er indlejret en række strukturer og dynamikker i branchen, som påvirker kvinders muligheder for at slå igennem med deres musik, lyder det videre i en klumme fra Anya.

Foruden Anya har også kvindelige musikere som Fallulah, Barbara Moleko og Ea Kaya brugt deres platform på de sociale medier til at kalde på forandringer.

Lyt til Anyas seneste single, 'Roam', mens du læser videre:

Den danske opgørelse står i skarp kontrast til en identisk opgørelse i Norge.

Her er der nemlig tre kvinder - Sigrid, Astrid S og Ina Wroldsen - i top på listen over de mest afspillede nationale kunstnere på norsk radio sidste år, oplyser Gramex' norske pendant, Gramo, til dr.dk.

Sangerinden og sangskriveren Jenny Rossander, der optræder under kunstnernavnet Lydmor, adresserede torsdag problemet med de få kvindelige kunstnere i toppen af den danske musikbranche i 'Kulturen på P1'.

Hun mener, det handler om, at vi er blinde for problemet, fordi mennesket af natur godt kan lide, at tingene er, som de plejer.

- De, der sidder og træffer beslutninger, er ikke bevidste om de grunde, de træffer dem ud fra. Helt underbevidst tænker man ikke over manglen på kvinder i musik. Og det er ikke, fordi vi er sexister, men fordi vi er vanedyr. Vi er ikke lige så vant til kvinder i musik, så vi tænker ikke, at vi mangler det, siger hun.

Lydmor tror ikke på, at kvoter er vejen frem. Men der skal være plads til selvransagelse hos beslutningstagerne i musikindustrien og plads til, at kvinder kan råbe op om problemerne.

- Jeg synes, at folk skal gøre sig bevidste om de positioner, de har, og gøre alt, hvad de kan for at være med til at løse problemet. Jeg vil ikke tvinge kuratorer til at kuratere på en bestemt måde. Men jeg vil sige højt, at det er noget pis, at der er kun er mænd på listen.

Lyt til Lydmors 'Killing Time' her:

'Musikbranchen er ikke en lukket klub'

Blandt de magthavere, der ifølge Lydmor bør tage del i kampen mod kvindernes underrepræsentation, er Tobias Nielsen.

Han sidder med indholdsansvaret på Bauer Media, der driver kommercielle radiostationer som blandt andet Nova, The Voice, Pop FM og Radio 100.

Han synes, det er ærgerligt, hvis fortællingen om musikindustrien bliver, at de sidder med hænderne i skødet.

- Der er en tendens til at beskrive musikbranchen som en lukket klub, hvor mænd kun vil hjælpe mænd. Men sandheden er, at pladeselskaberne er opmærksomme på problematikken og arbejder på at skrive kontrakt med flere kvindelige artister.

- Vi skal tage bestik af, hvordan branchen ser ud i dag og gøre op med nogle af de dybereliggende normer i samfundet, som påvirker kvindernes rolle på musikscenen, lyder det fra sangerinden Anya. (Foto: Kim Matthai Leland © Ritzau Scanpix)

Tobias Nielsen anerkender, at det er et problem, at der er en uligevægt mellem mænd og kvinder på den danske musikscene, men undrer sig også over, om det skyldes en særlig kultur i Danmark. En kultur, som ifølge ham ikke er gunstig for dyrkelsen af kvindelige musikere.

- Hvor mange piger synes, det er cool at være popstjerne i Danmark? Hvis vi for eksempel sammenligner os med England, så har de en langt højere andel af kvindelige artister på deres hitlister og en helt anden kultur, hvor man i højere grad går efter at blive sangstjerne, siger han og erkender samtidig, at det selvfølgelig kan være svært for danske piger at have musikdrømme, hvis ikke de kan spejle sig i flere kvindelige kunstnere.

DR er opmærksom på problemet

Når man kigger på skævvridningen mellem mænd og kvinder på den danske musikscene, er det også vigtigt at huske på, at der bliver drevet radio på forskellig vis alt efter, om man er en privat aktør eller en public service-station.

I hvert fald ifølge Tobias Nielsen fra Bauer Media, der ikke lægger skjul på, at hans opgave først og fremmest er at tjene penge.

- Vi er Danmarks største kommercielle netværk af radiostationer. Så lever vi af at tiltrække så mange som muligt. Så vi spiller den musik, vi er sikre på, folk helst vil høre, siger han og fortsætter:

Lydmor er en af de kvindelige sangerinder, der har reageret på den kvindeløse top ti: - Når der er noget galt, må man godt blive sur og pege ad folk. Ingen skal ikke tvinges til noget af regeringen, men det skal være okay at sige, når noget er nederen, siger hun. (Foto: Flemming Bo Jensen © Ritzau Scanpix)

- Og vi kan se, at vi på ingen måde er kønsdiskriminerende. Vi spiller lige mange mænd og kvinder, når man medregner de udenlandske kunstnere. Så det handler nok om, at der åbenbart ikke har været nok kvindelige artister fra Danmark, som har været relevante for os at spille.

Han mener derimod, at der hviler et særligt ansvar på DR, som er finansieret gennem licensmidler og på den måde er fritaget af de kommercielle interesser, som de private radiostationer opererer under.

Og det er radiochef i DR, Gustav Lützhøft, enig i.

- Jeg er fuldstændig enig i, at man skal kunne forvente, at DR skaber en bred mangfoldighed. Både i musikstil, genre og på tværs af køn. Derfor er jeg også glad for at kunne konstatere, at DR adskiller sig fra opgørelsen ved at have en fornuftig fordeling på tværs af køn, siger han og tilføjer:

- Det er helt klart et opmærksomhedspunkt i vores dækning af musikken i DR.

Kvoter er ikke løsningen

Radiochefen i DR har det tværgående ansvar for musikkens på DR's radiokanaler, og han erkender også, at kvindernes udfordring i den danske musikbranche er noget, der skal løses. Og gerne i fællesskab.

- Der er ingen tvivl om, at det er et problem, vi skal diskutere i hele musikindustrien. De her opgørelser tegner jo et billede af, at mænd fylder markant mere end kvinder, så det er en meget relevant problematik, lyder det fra Gustav Lützhøft, der fortsætter:

- Det er vigtigt, at vi tager diskussionen på en måde, hvor vi går ind og forholder os kvalitativt til det i stedet for at opstille kvoter. Den slags tror jeg ikke på.

Sangerinden Fallulah har længe været opmærksom på uligheden i den danske musikbranche. Som konsekvens deraf står hun i dag bag projektet 'Hej søster', der skal fremme kvinder på den danske musikscene. (Foto: Stine Bidstrup © Ritzau Scanpix)

Én af dem, Gustav Lützhøft meget passende kan sætte sig sammen med, er kommunikationschefen for musikselskabernes brancheorganisation IFPI, Lasse Lindholm.

En af forklaringerne på den mandsdominerede musikbranche kan ifølge ham være, at der simpelthen er genrer, der hitter mere end andre i øjeblikket.

- Det er meget tydeligt, at urban-musikken står meget stærkt i disse år. Det er stjerner som Kesi og Gilli, der dominerer hitlisterne. Og en af de udfordringer, vi har, er, at der ikke er tradition for stærke kvindelige artister på den scene i Danmark.

Lasse Lindholm ser dog også gerne, at musikselskaberne tager sin del af ansvaret for at vende udviklingen for kvinder i musikbranchen herhjemme.

- I virkeligheden tror jeg, at det kunne gøre rigtig meget, hvis man på tværs af aktører i branchen gik sammen for at se på, hvad man kan gøre. Og det ville være oplagt, at det var DR eller sådan en som mig, der tog initiativ til det, siger han.

5 aktuelle danske kvinder, du kan lytte til lige nu

  • Iris Gold 'Planet Cool'

  • Kill J 'Superposition'

  • Anya 'Faith'

  • Mags 'Conversations I've Had with Myself'

  • Fallulah 'All My Eyes Are Open, Pt. 1'

Facebook
Twitter