Danske Sleiman sagsøger verdensstjerne: 'Jeg har intet andet valg'

Drømmen er forvandlet til et juridisk slagsmål for danskeren, der nu sagsøger stjernerapperen 6ix9ine.

- Jeg forventer at få lov at udgive nummeret eller få alle mine penge tilbage, siger den danske rapper Sleiman (til højre på billedet) om retssagen mod amerikanske 6ix9ine. (Foto: Marco Bertorello/AFP og Color Blind Films)

Det skulle have været højdepunktet i den dansk rapper Sleimans karriere, da han sidste efterår indspillede nummeret 'Red Bandana/Black Hoodie' med den verdenskendte rapper fra USA, Tekashi 6ix9ine.

- Det var kæmpestort at være sammen med en af de mest hypede artister, som har streamet over en milliard. Jeg tænkte, at det kunne åbne dørene til alle de andre ting uden for Danmark, man kunne lave, siger Sleiman, der står bag danske hits som 'Bomaye' og 'Don Diego'.

Der er bare ét problem. Nummeret må ikke udgives.

Derfor er samarbejdet i stedet endt i en strid, der har fået danskeren til at sagsøge 6ix9ine for 88.000 euro, svarende til lidt over 650.000 danske kroner. Det er det beløb, Sleiman har betalt den 22-årige amerikaner for at feature, det vil sige medvirke på hans nummer.

Hør Tekashi 6ix9ines hit 'BEBE' fra 2018, mens du læser artiklen

- Det har kostet mig meget, for det er ikke et ubetydeligt beløb. Det er det sidste, jeg forventede. Jeg har været mange følelser igennem, siger den 36-årige rapper om samarbejdet, der blev indgået, før diverse skandalesager omkring New York-rapperen for alvor blussede op.

Kom helt uventet

Alt tegnede ellers lovende efter indspilningerne i efteråret sidste år, da han og Tekashi, med det borgerlige navn Daniel Hernandez, havde været i studiet for at skrive og indspille sangen.

- Der var stor glæde omkring projektet, alle syntes, det var en herrefed sang, alle var vilde med produktet, siger han.

Så han gik ud fra, at alt var i skønneste orden, da 6ix9ine forlod studiet.

- Da vi havde lavet sangen færdig, sagde vi farvel. Så gik vi hvert til sit. Jeg fik at vide, at jeg bare kunne gøre, som jeg ville, og at det var mig, der nu havde rettighederne til den her sang, fortæller Sleiman, som har en kontrakt på deres aftale.

Sleiman er kendt for hits som 'Bomaye' og 'Don Diego'. (© Color Blind Films)

Men da han var klar til at udgive nummeret, fik han et opkald fra 6ix9ines pladeselskab, 10K Projects, som ikke før havde været involveret i samarbejdsaftalen. Og her var meldingen chokerende.

- Jeg fik at vide, at jeg under ingen omstændigheder måtte udgive nummeret, og jeg fik et ultimatum - hvis sangen bliver udgivet, ville jeg blive sagsøgt. Jeg sagde til pladeselskabet, at jeg havde lavet en aftale og betalt ham penge allerede, men det var de ligeglade med. Det kom helt uventet, lyder det fra Sleiman.

Vil have penge tilbage

Det var samtidig helt umuligt at få en ordentlig forklaring på årsagen, selv om han gentagne gange forsøgte få en begrundelse.

Så nu er Sleiman i stedet endt med at sagsøge rapperen.

- Jeg har intet andet valg. Jeg forventer at få lov til at udgive nummeret og komme videre. Alternativt forventer jeg at få alle mine penge tilbage og dækket alle mine udgifter i forbindelse med sangen, siger han om sagen, der nu gået verden rundt, efter at det amerikanske tabloid-medie TMZ fik fat i retsdokumenterne fra søgsmålet.

- Det er chokerende, når nogen uretmæssigt, hemmeligt og frækt stjæler andres arbejde for at bruge det som deres eget, siger Richard Roth fra advokatfirmaet Roth, der rådgiver Sleiman.

- Den amerikanske ophavsretlovgivning er indrettet til at beskytte skaberen af et værk og ikke tillade nogen at valse ind og tilsyneladende opføre sig på sådan en forbryderisk måde. Vi vil bevise, at det er præcis dét, der er sket, og at det er sket med fuldt overlæg. Vi ønsker, at Sleiman får anerkendelse for sit arbejde og de penge, som han er berettiget til, fortsætter advokaten.

En investering i karrieren

Danskeren lægger ikke skjul på, at de 88.000 euro, han har betalt rapperen for at medvirke, er et meget stort beløb for ham personligt.

- De her penge var en investering i mig selv og min egen karriere, og det var en drøm, jeg havde om at gå internationalt. Jeg ville prøve noget nyt, og det her skulle være kulminationen på min karriere, siger han og tilføjer:

- Jeg ville også vise andre på blokken, at det er muligt at nå sin drøm, sprænge den sociale arv og kæmpe sig op, hvis man tør, lyder det fra Sleiman, som bor på Vestegnen og er tidligere medlem og medstifter af banden Bloodz. 6ix9ine er tidligere kendt for sin relation til den amerikanske pendant, Bloods.

Men nu er drømmen brast og ender i retten.

Hør Sleimans gennembrudsnummer'Bomaye' fra 2016:

- Det er så stor en økonomisk investering, så jeg har ikke et sekund været i tvivl om, at det her er den rigtige beslutning. Jeg er nødt til at få en afslutning på det her, så jeg er glad for, at der bliver taget en beslutning, så jeg kan komme videre med mit liv, siger han.

Det er ikke muligt at få en kommentar fra den amerikanske rapper 6ix9ine, som pt. sidder i fængsel i USA med sigtelser for blandt andet salg af stoffer og væbnet røveri.

Facebook
Twitter