Danske Stig er i finalen og kan blive verdens bedste guitarist: Det er helt vildt!

Blandt flere hunderede guitarister verden over er Stig Trip fra Tilst nu blandt de sidste tre finalister i konkurrencen om at blive kåret som 'Guitarist of the Year'.

Stig Trip fra Tilst jagter drømmen om at blive en verdenskendt guitarist. Nu er han nået den et skridt nærmere. (© Stig Trip)

Verdens bedste amatørguitarist.

Sådan én bliver der kåret hvert år af det britisk musikmedie MusicRadar.

I år er danske Stig Trip blandt de sidste tre finalister, der er blevet vurderet som de allermest kompetente inden for kriterierne teknisk kunnen, musikalitet, indlevelse og originalitet.

De to andre finalister er fra Canada og Tyskland.

En besked 36-årige Stig Trip modtog i en mail på en ellers lidt kedelig tirsdag eftermiddag:

- Det stod ikke noget i emnefeltet om, at jeg havde vundet. Så jeg åbnede bare mailen uden at tænke videre over det. Men så kunne jeg se, at der stod 'stort tillykke med at ryge til finalen i konkurrence' som det første i mailen. Det var super fedt! Altså, helt vildt, husker den på telefonen ellers lidt tilbageholdende Stig Trip fra Tilst.

Se videoen, som Stig Trip sendte ind til konkurrencen her.

Blandt flere hundrede deltagere i konkurrencen har nogle af hans guitarhelte peget på lige netop ham, som et exceptionelt guitartalent. Og det gør selv en ydmyg person ret stolt:

- Det der med, at man får et skulderklap, er ret rart. At nogle synes, at det, man laver, er godt.

Specielt når dommerkomiteen består af Joe Satriani, Paul Gilbert og Mark Tremonti.

- Du kender dem sikkert ikke, men de er virkelig store og dygtige guitarister, så det er ret vildt, at de har stemt mig videre.

Det var Jimi Hendrix' skyld...

For Stig Trip startede kærligheden til el-guitaren, da han som 12-årig så en videooptagelse af Jimi Hendrix-koncerten 'Jimi Plays Monterey', som hans musikelskende far havde på et VHS-bånd.

- Jeg havde ikke rigtig spillet guitar før, men da jeg så den koncert, vidste jeg bare, at det var dét, jeg ville.

Og sådan blev det.

I 10. klasse gik Stig Trip på Klejtrup Musikefterskole, derefter brugte han tre år på Musikalsk Grundkursus (MGK), som skulle forberede ham på at søge ind på et musikkonservatorium. Som 20-årig blev han så optaget på Center for Rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg.

Og nu står han altså med muligheden for at blive årets guitarist.

En titel, som forhåbentligt hjælper ham lidt tættere på drømmen. Drømmen, som i øvrigt har lidt større armbevægelser, end StigTrip i første omgang giver udtryk for at have:

- Jeg vil gerne blive en guitarist, som folk kender. På verdensplan.

0:00

- I virkeligheden vil jeg gerne kunne blive ved med at spille, som jeg gør nu. I dag optager jeg videoer, når jeg har tid, hvor jeg spiller mine egne guitarkompositioner. Det ville være fedt, hvis de blev set af mange, så jeg kunne leve af det og måske også få nogle sponsorer, drømmer Stig Trip højt over telefonen.

Holdt det i begyndelsen hemmeligt

Selvom drømmen har en fast form og størrelse, så fortalte han dog hverken venner eller familie om deltagelsen i konkurrencen, før han var nået igennem de første indledende runder.

Selv kæresten Lise fik først besked, da han modtog en mail om var gået videre i konkurrencen:

- Jeg fortalte, at jeg er med i en konkurrence, og at hvis jeg ville komme i finalen, hvilket jeg nok ikke gjorde, så skulle jeg nok et smut til London, husker Stig Trip.

- Men jeg regnede virkelig ikke med at nå så langt.

Det gjorde han. Og mens han drømmer og forbereder sig på finalen, som foregår 29. september i London, hvor han også selv skal optræde, så fortsætter livet som guitar- og baslærer på Den Kreative Skole i Aarhus.

- Jeg har ikke rigtig fået fortalt det til så mange. Lederne på skolen har godt nok bedt om en uddybning af, hvad alt det her drejer sig om, for de har set mit opslag på Facebook. Men den uddybning har jeg ikke lige fået givet dem endnu.

FacebookTwitter