Danskere bliver snydt af billethajer: Sådan undgår du at falde i dyr julegavefælde

Forening advarer mod udenlandsk, organiseret billetsvindel op til jul.

Dua Lipa, Stormzy og The Minds of 99 er nogle af de artister, der holder store koncerter i Danmark næste år. I den forbindelse kan der være stor risiko for billetfusk. (© Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Julen er over os, og for mange er det lig med halvhjertede julebageforsøg, øredøvende bjældeklangmusik og ikke mindst… gaver.

Og dem bliver der givet mange af, for danskerne bruger nemlig massive mængder lommepenge på julegaver hvert år.

Mange af os klikker os til julegaverne på internettet, og det er da heller ingen undtagelse, når ønskesedlen består af koncert- og festivalbilletter.

Men du risikerer at blive snydt.

For internationale billethajer står på spring for at sælge koncertbilletter til overpris, der i værste fald også er falske.

- Vi ser rigtig meget billetfusk op til højsæsoner som her op til julen og til festivalerne om sommeren. Det sker både ved de store arrangementer, men også ved de små koncerter ude i landet. Det er noget, der berører alle, advarer Esben Marcher, der er sekretariatschef hos musikforeningen Dansk Live.

De såkaldte billethajer huserer i de danske farvande, når de store koncerter er under opsejling. Det er især Viagogo og falske Facebook-events, der skaber problemer. (© Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Udenlandske billethajer snyder danskerne

Særligt de udenlandske billethajers indtog på det danske marked har forvoldt mange danske forbrugere store problemer med billetindkøb.

Esben Marcher fortæller, at der særligt at problemer med den engelske billetportal Viagogo, der opkøber koncertbilletter i massevis og sætter dem til salg igen til en meget højere pris.

Billetter til popstjernen Dua Lipas danske show til maj er en af de koncerter, der højst sandsynligt ligger under juletræet i år. Lyt til hendes sang 'New Rules' her:

Viagogo har specialiseret sig i at lave en såkaldt søgemaskineoptimering, så de dukker op øverst på Google, når koncertgæster søger efter koncerter, forklarer Esben Marcher.

- Kunden lander i et univers, der virker meget seriøst, da mange billethajer maskerer sig under navne, der lægger sig tæt op ad de rigtige siders navne. For eksempel er der en side, der hedder Ticketstarter, der jo lægger sig tæt op ad Ticketmaster.

Ifølge Esben Marcher og Dansk Live er det svært at lovgive sig ud af svindlen, da billethajer som Viagogo befinder sig i lande, der ikke er dækket af dansk lovgivning.

Den danske lov forbyder ellers at tage højere priser for billetter, end den oprindeligt er blevet udbudt for, når man videresælger sin billet.

Falske Facebook-begivenheder lokker i fælden

Heidi Degn, der er pr- og promotionmanager hos koncertarrangøren Live Nation, nikker genkendende til tendensen med billetfusk og fortæller, at særligt falske Facebook-events volder store problemer.

- Vi ser en udfordring med Facebook-events, der er oprettet af billethajer. Eventsene sender folk videre til sider som Viagogo, hvor folk risikerer at betale en alt for høj pris for sine billetter eller i værste fald ender med at købe falske billetter.

Heidi Degn advarer imod Facebook-begivenhederne, der ofte vokser sig endnu større end det rigtige event, selvom det slet ikke har noget at gøre med hverken artister, koncert eller arrangører.

Rapperen Stormzy spiller også i Danmark næste år. Lyt til hans nummer 'Vossi Bop' her:

Også Esben Marcher er stødt på de falske Facebook-events.

Han fortæller, at der florerer falske Facebook-begivenheder, hvor arrangørerne lader, som om det er den officielle begivenhed.

I dagene op til, at billetterne kommer til salg, henviser billethajerne så til den hjemmeside, der rent faktisk sælger billetterne. Men lige før, de bliver sat til salg, bliver linket lavet om, så det henviser til en falsk billetside, og det er ofte der, at folk hopper i fælden.

Sådan undgår du billethajerne

Selvom Esben Marcher erkender, at det kan være svært for den almindelige forbruger at gennemskue, så fortæller han, at der er en række vigtige regler at have i baghovedet, når man juleshopper efter koncertbilletter.

Esben Marchers 4 råd til sikre billetkøb:

  1. 1

    Start hos arrangøren, når du søger efter en billet. Hvis du ved, at koncerten foregår i Royal Arena, så gå ind på deres hjemmeside, og følg deres henvisninger.

  2. 2

    Tænk over priserne. Hvis priserne afviger fra lignende koncerter, så er der god grund til at være opmærksom.

  3. 3

    Mød sælgeren fysisk, hvis du forsøger at købe billetter af en anden til en udsolgt koncert.

  4. 4

    Lav research på personen, der sælger billetten, og overfør ikke bare penge på MobilePay for en pdf-fil i bytte.