Danskerne har allerede hørt den over en million gange denne jul - men Britney Spears havde selv glemt alt om sit store julehit

Få hele historien bag 'My Only Wish (This Year)', der trods 21 år på bagen stadig hitter stort - særligt i Danmark.

(Foto: David Becker © Getty Images)

Over én million.

Så mange gange har danskerne foreløbigt lyttet til popstjernen Britney Spears og hendes julesang 'My Only Wish (This Year)' denne december på Spotify.

For trods sine 21 år på bagen er nummeret, der udkom i 2000, nemlig fortsat én af de mest populære julesange herhjemme.

Hvert år synger og skråler vi danskere derfor fortsat med på poprinsessens julehymne, der handler om drømmen om den store, sande kærlighed - en drøm, som Spears i sangen håber, julemanden kan være behjælpelig med at gøre til virkelighed.

Men kender du egentlig historien om, hvordan den poppede julehymne blev til? Og har du nogensinde undret dig over, hvorfor der ikke findes en musikvideo til Spears' juleklassiker?

Få hele fortællingen om 'My Only Wish (This Year)' her.

Popstjerne i søvnunderskud blev til julehit

Idéen til Britney Spears' julehit blev født i sommeren 2000 hos popstjernens amerikanske pladeselskab, Jive Records. Med inspiration fra kæmpehits som Wham!'s 'Last Christmas' og 'All I Want For Christmas Is You' af popdivaen Mariah Carey havde pladebosserne for længst luret, at julesange var en lukrativ forretning.

Derfor havde de udtænkt en snedig plan: De ville samle alle deres største stjerner på ét fælles julealbum.

Ved begyndelsen af det nye årtusinde havde Jive Records nemlig nogle af tidens største popstjerner i deres stald, og pladeselskabet formåede derfor at få store navne som 'N Sync, Backstreet Boys og den britiske supergruppe Steps til alle at indspille en julesang til pladen.

Og Britney Spears, der i 2000 var selskabets kronjuvel, skulle selvfølgelig også være med.

Derfor fik de to unge sangskrivere Brian Kierulf og Josh Schwartz, der tidligere havde skrevet musik for teenageidolet Aaron Carter, til opgave at skabe et nyt, originalt julehit til popprinsessen.

Med inspiration fra musikguruen Phil Spector og lyden af 60'ernes julehits satte Kierulf og Schwartz sig en varm sommerdag ved klaveret i Schwartz' spisestue og begyndte at skrive det, der skulle vise sig at blive 'My Only Wish (This Year)'.

I starten lød nummeret dog noget anderledes end den version, der her 21 år senere brager ud i julestuer og storcentre landet over.

- I starten var det en virkelig trist sang. Den handlede ikke om et ønske til julemanden, men lød nærmere hen ad: "Åh julemand, knus nu ikke mit hjerte igen i år". Men så sagde vi: "Ej, det er jo jul, det her handler om, op med humøret!", og så prøvede vi at skrive teksten om to-tre gange, indtil vi nailede den, fortalte Joshua Schwartz tidligere i år til podcasten 'The Original Doll'.

Selvom sangen blev skrevet i sensommeren, skulle indspilningen med Britney Spears hurtigt i kassen. Den kommercielle juleperiode starter som bekendt gerne, så snart det sidste Halloween-slik er røget af hylderne i oktober, så der var ingen tid at spilde.

18-årige Britney Spears, som hun så ud i 2000, året, hvor 'My Only Wish (This Year)' blev til. (Foto: George De Sota © Getty Images)

Et par uger senere mødtes sangskriverne derfor med den dengang 18-årige Britney Spears i et musikstudie i millionbyen Los Angeles. Selvom kalenderen sagde oktober, havde Kierulf og Schwartz forsøgt at pynte musikstudiet op til jul med en bunke billige lyskæder, de havde fundet i et skab, for at få popstjernen i den rette stemning.

- Jeg kan huske, hun elskede sangen, da hun hørte den, har Joshua Schwartz, der var noget benovet over at møde datidens største popstjerne, fortalt til 'The Original Doll'.

- Hun var helt vildt sødt og venlig. Men hun kom åbenbart direkte fra optagelserne til sin musikvideo til 'Stronger' og havde været oppe hele natten. De var først blevet færdige klokken fire om morgenen, så hun startede ud med at sige: "Gutter, jeg har ikke sovet endnu, så er det okay med jer, hvis vi bare får den i kassen?"

Og som sagt, så gjort.

Hør 'My Only Wish (This Year)' her:

0:00

Julesang hittede allermest i Danmark

Få uger senere blev 'My Only Wish (This Year)' udsendt som førstesinglen fra Jive Records' stjernespækkede juleopsamling, 'Platinum Christmas'.

Men selvom nogle anmeldere dristede sig til at sammenligne Spears' bud på et julehit med Mariah Carey-klassikeren 'All I Want For Christmas Is You', fik sangen generelt en noget blandet modtagelse.

På hitlisterne gjorde sangen heller ikke noget stort nummer af sig - måske fordi Britney Spears på det tidspunkt var i fuld gang med at promovere sin seneste hitsingle, 'Stronger', og derfor ikke gav sangen megen - eller, vent - nogen form for opmærksomhed.

Der blev derfor aldrig skudt en officiel musikvideo til nummeret, ligesom Britney Spears til dags dato aldrig har optrådt med sangen.

Alligevel er 'My Only Wish (This Year)' med årene gået hen og blevet en vaskeægte juleklassiker. Og særligt vi danskere er faktisk blevet svært glade for den poppede julehymne.

I december 2017 - 17 år efter sangen blev udgivet - strøg 'My Only Wish (This Year)' pludselig ind på den danske singlehitliste på en 14. plads - og det er faktisk den højeste placering, sangen nogensinde har opnået på en singlehitliste i noget land.

Og noget tyder på, vi fortsat ikke er trætte af Britney Spears' musikalske juleønske.

For tiden bliver sangen nemlig dagligt streamet omkring 50.000 gange af de danske Spotify-brugere, der i alt har hørt nummeret svimlende 1,1 millioner gange i løbet af denne december måned. Tæller man streams fra november med, ryger det tal op på over 1,7 millioner.

Faktisk er 'My Only Wish (This Year)' så populær, at den tidligere på måneden blev certificeret med dobbelt platin hos musikorganisationen IFPI. Det svarer til omkring 18 millioner streams, fysiske salg og downloads på dansk jord.

Til sammenligning kan Britney Spears' måske største hits, 'Toxic' og '...Baby One More Time', "kun" prale af henholdsvis én dansk platinplade og én dansk guldplade.

Der blev aldrig indspillet en musikvideo til 'My Only Wish (This Year)'. I stedet har en fanskabt video i mange år floreret på YouTube, hvor den nåede at blive set mere end 43 millioner gange, før den blev fjernet fra YouTube. Her ses Spears ved et julearrangement i Las Vegas, hvor hun i 2015 fik æren af at tænde lysene på byens juletræ. (Foto: David Becker © Getty Images)

Spears havde glemt alt om julehit

Det er dog ikke kun her i Danmark, at 'My Only Wish (This Year)' er gået hen og blevet en juleklassiker.

Det er også tilfældet i USA, hvor butikskæden Urban Outfitters sidste år for første gang udsendte sangen som single på en eksklusiv vinylplade, der hurtigt blev udsolgt med rekordfart.

- Jeg hører den overalt nu, og det er ret vildt. Den var sjov at lave, og jeg er meget stolt af den, har sangskriver Joshua Schwartz fortalt til podcasten 'The Original Doll', der siden udgivelsen for 21 år siden har oplevet stor succes.

Sangen er også blevet genindspillet i et hav af coverudgaver, blandt andet af 'All About The Bass'-sangeren Meghan Trainor, der i 2020 udgav sin nyfortolkning af sangen.

- 'My Only Wish (This Year)' var en af mine yndlingsjulesange, da jeg voksede op. Jeg kan huske første gang, jeg hørte den, og hvordan jeg blev fuldstændig forelsket i sangen. Jeg har altid elsket hendes version, og jeg ville prøve at lave min egen, men intet vil nogensinde slå Britneys, fortalte Meghan Trainor sidste år til mediet Lady Gunn.

Hør Meghan Trainors nyfortolkning her:

0:00

Men selvom 'My Only Wish (This Year)' har spredt juleglæde i over to årtier, så har sangen tilsyneladende ikke sat et varigt aftryk hos selve kvinden bag.

Da den amerikanske skuespiller Victoria Justice i 2011 roste sangen i et opslag på Twitter, lød det - for julefans måske lidt nedslående svar - fra Britney Spears:

- Tak, Victoria. Du fremkalder en masse gamle minder. Jeg havde glemt, jeg havde lavet den sang.

Det er i øvrigt tilsyneladende første og eneste gang, popprinsessen nogensinde har anerkendt sangens eksistens.

Til hendes forsvar har Britney Spears dog også haft andet at se til.

Tidligere i år fik sangeren endelig sit eget (jule)ønske opfyldt, da hun under stor mediebevågenhed blev frigjort fra det omdiskuterede værgemål, hun i 13 år har været underlagt, siden hendes famøse, offentlige sammenbrud i 2008.

Det fejrede Britney Spears blandt andet ved allerede i oktober at dele et billede af sit eget enorme juletræInstagram.

- Jeg fejrer jul alt for tidligt i år, fordi… Hvorfor ikke? Jeg tror på, at alle måder, hvorpå man kan finde mere glæde i livet, er en god idé, lød det i den ledsagende tekst til billedet, hvor Spears tilføjede:

- Og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været igennem en del i fortiden… så jeg er måske nødt til at gøre tingene på en lidt anden måde fra nu af.

Men selvom Spears kan have ret i, at det i ny og næ kan være godt at ruske op i julens traditioner, så tyder intet dog på, at 'My Only Wish (This Year)' foreløbig er på vej ud i kulden hos de juleglade danskere.

Britney Spears var én af de største popstjerner i starten af det nye årtusinde. Her ses hun ved MTV Video Music Awards, hvor hun i 2000 optrådte med sit kæmpehit 'Oops!... I Did It Again'. En måned senere indspillede hun 'My Only Wish (This Year)'. (Foto: Scott Gries © Getty Images)
FacebookTwitter