De største vindere dukkede ikke op: Her er alle vinderne ved Danish Music Awards

Lukas Graham løb med flest priser, da den danske musikbranche fejrede sig selv torsdag aften.

Lukas Graham - med Lukas Forchhammer i front - havde ikke mulighed for at være til stede ved årets Danish Music Awards. Billedet her stammer derfor fra deres koncert på Smukfest tidligere i år. (Foto: Kim Matthai Leland © Ritzau Scanpix)

De er et af dansk musiks største internationale succeser nogensinde, og torsdag aften kunne de tre gutter i Lukas Graham - Lukas Forchhammer, Mark Falgren og Magnus Larsson - endnu engang lade sig hylde for deres musik.

Trioen vandt nemlig hele tre priser ved det genopståede Danish Music Awards; 'Årets danske popnavn' samt både 'Årets danske radiohit' og 'Årets danske streaminghit' for 'Love Someone' fra deres tredje album, '3 (The Purple Album)', der udkom sidste år.

Lyt til 'Love Someone', mens du læser videre:

Men selvom de tre ballademagere altså kunne snuppe en pris hver til kaminhylden, så var de faktisk slet ikke til stede ved showet, som blev afholdt i K.B. Hallen i København.

Trioen er nemlig i USA, hvor de i næste uge tager hul på endnu en amerikansk turné.

- Det er vildt at få lov til at rejse hele verden rundt og så stadig blive hyldet derhjemme (...) Det er rigtig, rigtig dejligt at kunne blive ved med at leve vores drøm. Tak til alle dem derhjemme, der hjælper os med at sørge for, at vi kan blive ved med at lave det, vi laver, lød det fra Lukas Graham på en halvdårlig Skype-forbindelse.

Niels Brandt: Priser er ikke det vigtigste

Nogle, der til gengæld var til stede til at opleve publikums klapsalver torsdag aften, var Kesi og The Minds of 99, der begge vandt to priser.

Kesi blev kåret som 'Årets danske solist' og 'Årets danske urbannavn', mens The Minds of 99, der fik sit gennembrud via KarriereKanonen, kunne lade sig hylde som 'Årets danske rocknavn' og for at have udgivet 'Årets danske album' i form af det platinsælgende 'Solkongen'.

  • The Minds of 99 var nomineret til hele fem priser, men måtte "nøjes" med to statuetter; én for 'Årets danske album' for 'Solkongen' og én for 'Årets danske rocknavn'. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
  • Kesi vandt en pris til hver hånd ved DMA torsdag aften - nemlig for 'Årets danske solist' og 'Årets danske urbannavn'. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
  • En tydeligt rørt Mø vandt prisen som 'Årets danske sangskriver' for sit seneste album 'Forever Neverland'. Hun takkede sin kæreste for at have stået bag hende i 'seks års madness'. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
  • Jada har haft et formidabelt 2019. Ikke alene har hun udgivet sit debutalbum 'I Cry A Lot', hun har også vundet priser ved både P3 Guld og Steppeulven - og nu også ved Danish Music Awards, hvor hun blev kåret som 'Årets nye danske livenavn'. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
  • Nik & Jay har vundet adskillige DMA-priser gennem årene - blandt andet en ærespris. Torsdag aften snuppede de så endnu en bronzefugl til samlingen, da de blev kåret som 'Årets danske livenavn' foran sværvægterne Lukas Graham, The Minds of 99, Benal samt Anne, Sanne og Lis. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
  • Clara, der har hittet stort med numre som 'Foolish' og 'Crazy' det forgangne år, modtog prisen som 'Årets nye danske navn' og brugte sin takketale på at sige tak til sin mor. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
1 / 6

Forsanger Niels Brandt har det dog generelt lidt ambivalent med prisfester som Danish Music Awards, fortalte han efter showet.

- Jeg synes, det er god promovering at vinde en pris. Det er i hvert fald noget, som alle kan forstå. Men det er også en opstillet konkurrence, som vi ikke har meldt os til. Derfor skal man passe på, hvad man lægger i det. Man skal ikke lægge for meget i det som band. Vi laver musik for vores fans skyld og for vores egen skyld. Ikke for at vinde priser.

Sejr til årets yngste

Generelt var det de unges aften ved årets Danish Music Awards, og den yngste nominerede af alle, den 19-årige sangerinde Clara, løb da også med den prestigefyldte pris som 'Årets nye danske navn'. En pris, der tidligere er gået til giganter som Medina, Lukas Graham, Mø og Nik & Jay.

- Jeg er så beæret og virkelig lykkelig. Det har været hårdt arbejde at nå hertil, lød det fra Clara efter showet, hvor hun samtidig takkede landets radiostationer og det danske publikum for at have taget så godt imod hende.

Lyt til Claras seneste single, 'Legend':

Ud over ovenstående var der også priser til Benal ('Årets danske gruppe'), Mø ('Årets danske sangskriver'), Nik & Jay ('Årets danske livenavn'), Jada ('Årets nye danske livenavn') og Nicki Pooyandeh ('Årets producer').

Endelig modtog veteranen Lis Sørensen Danish Music Awards' Ærespris. En pris, som i øvrigt blev overrakt af kollegerne Sanne Salomonsen og Anne Linnet.

- Det var kraftedeme på tide, sagde Lis Sørensen med et grin, da hun modtog årets Ærespris for sit bidrag til dansk musik gennem adskillige årtier. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)

Se alle vinderne her:

Vindere ved Danish Music Awards 2019

  • Årets danske album: The Minds of 99 'Solkongen'

  • Årets danske gruppe: Benal

  • Årets danske solist: Kesi

  • Årets danske radiohit: Lukas Graham 'Love Someone'

  • Årets danske streaminghit: Lukas Graham 'Love Someone'

  • Årets nye danske navn: Clara

  • Årets danske sangskriver: Mø (for 'Forever Neverland')

  • Årets danske producer: Nicki Pooyandeh (for blandt andet Gillis 'Vai Amor')

  • Årets danske livenavn: Nik & Jay

  • Årets nye danske livenavn: Jada

  • Årets danske rocknavn: The Minds of 99

  • Årets danske urbannavn: Kesi

  • Årets danske popnavn: Lukas Graham

  • Årets frivillige: Resource Warriors (Northside)

  • Årets forbillede: Jesper Ry, musikskolechef på Haderslev Musikskole

  • Årets internationale album: Billie Eilish 'When We All Fall Asleep, Where Do We Go?'

  • Årets internationale hit: Lady Gaga og Bradley Cooper 'Shallow'

  • Danish Music Awards' Ærespris: Lis Sørensen