'Den største katastrofe i musikhistorien': En halv million optagelser ødelagt i kæmpebrand

11 år efter en brand hos Universal Studios er det kommet frem, at en enorm musikalsk arv er gået tabt.

Interne dokumenter fra Universal Music viser, at en brand i 2008 ødelagde omkring 500.000 unikke musikoptagelser. (Foto: Gabriel bouys © Scanpix)

Elton John, Eminem, Janet Jackson.

Listen over musikere, hvis musik er gået tabt i det, avisen The New York Times kalder 'den største katastrofe i musikhistorien', er lang.

En brand, der raserede Universal Studios i Hollywood for 11 år siden, har nemlig ødelagt omkring 500.000 unikke musikoptagelser, såkaldte masterbånd.

Det viser interne dokumenter fra Universal Music, som avisen er kommet i besiddelse af.

I kølvandet på branden i 2008 meddelte mediegiganten ellers, at branden havde ødelagt en af temaparkens forlystelser og et lager, hvor der var opmagasineret gamle videoer.

Men brandens egentlige omfang er altså først kommet frem nu.

Branden startede efter midnat den 1. juni 2008.

Her reparerede vedligeholdelsesmedarbejdere taget på en kulisse-bygning med blæselamper. De arbejdede helt efter forskrifterne, men en brand brød alligevel ud, kort tid efter de havde forladt området.

Flammerne nåede bygning 6197 – en lagerbygning, hvor der både blev opbevaret videobånd, filmhjul og altså de uvurderlige masterbånd.

Selvom hundredevis af brandmænd kæmpede mod flammerne, stod lagerbygningen – og båndene – ikke til at redde.

Optagelser med legendariske kunstnere

De 500.000 optagelser indeholdt blandt andet ikke offentliggjorte sange med Elton John, Janet Jackson, Eminem, Billie Holiday, Sonny & Cher, Aerosmith, Sting, R.E.M., Mary J. Blige og Nirvana.

Ifølge dokumenterne, som The New York Times er kommet i besiddelse af, indeholdt lagerbygningen masterbånd med årtier gamle optagelser.

Sonny & Cher fotograferet i Tivoli, København, i 1966. De er blandt de kunstnere, hvis masterbånd blev ødelagt i den tragiske brand. (Foto: Erik Gleie © Scanpix)

Tilbage i 2008 skrev medier verden over både om branden og lagerbygningen, men fokuserede dengang mest på de videobånd, der gik tabt i branden.

Og mens Universal altså har forsøgt at undgå at fortælle om brandens egentlige omfang udadtil, viser de interne dokumenter nu, at man hele tiden har været pinligt bevidst om, hvor stor en tragedie, branden rent faktisk var.

- En kæmpemæssig, musikalsk arv er uden tvivl gået tabt i branden, lyder det ifølge The New York Times i en intern vurdering fra 2009.

Opbevaringen af de fleste musikoptagelser bliver i dag kontrolleret af tre store selskaber: Sony Music Entertainment, Warner Music Group og Universal Music Group.

Facebook
Twitter