'Der er helt klart en dansk streaming-elite': Her er musikken, vi har skamlyttet på Spotify i år

Gilli, Kidd, Branco og Kesi troner på streamingtjenestens danske hitlister.

Gilli (tv.) er den mest streamede kunstner i Danmark, mens Kidd med 'Buongiorno' nupper førstepladsen på listen over de mest streamede sange i Danmark i 2021. (© Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix og Rasmus Weng)

Året nærmer sig så småt sin afslutning, og dermed kan vi begynde at gøre status over de forgangne 12 måneder.

Én af dem, der i dag har gjort status, er Spotify. For musikstreamingtjenesten har netop offentliggjort sin årlige 'Wrapped'-kampagne, som både opsummerer brugernes individuelle top-lister og løfter sløret for, hvilke kunstnere der generelt er blevet streamet mest i Danmark og på verdensplan gennem 2021.

Resultaterne er – lidt forenklet sagt – en rendyrket mandeklub.

For øverst på top ti-listerne over, hvem vi i Danmark har lyttet mest til i år, finder vi danske kunstnere som Gilli, Branco, Kesi, Artigeardit, Benny Jamz og Kidd - krydret med internationale superstjerner som The Weeknd, Justin Bieber og Ed Sheeran.

På de tre top ti-lister, Spotify har offentliggjort for musikstreaming i Danmark (se dem nederst i artiklen), er der kun to kvinder at finde – Olivia Rodrigo og Dua Lipa.

Men statistikken overrasker ikke Rasmus Rex Pedersen, der er lektor i medier og kommunikation på Roskilde Universitet og ekspert i digitalisering i musikbranchen.

- Det er ikke noget nyt fænomen, at det er en udfordring med kvindelig repræsentation, for generelt er kvinder underrepræsenteret i musikbranchen, siger han.

18-årige Olivia Rodrigo har haft et meget succesfuldt år - med mange afspilninger på Spotify og flere musikpriser. (Foto: Aude Guerrucci © Ritzau Scanpix)

Ifølge Pedersen har repræsentation af kvinder stort fokus fra branchens side, ligesom det er et fokuspunkt hos DR, hvor projektet 'Kvinder i musikken' skal sikre øget repræsentation af kvinder i DR's musikindhold.

- Men på toppen af hitlisterne er det altså ikke slået igennem, konstaterer Rasmus Rex Pedersen.

Selvforstærkende tendens

Han mener, at en del af forklaringen på de få kvinder skal findes i den måde, Spotify fungerer på. Det vil sige de algoritmer, som er med til at styre, hvilken musik du møder på tjenesten.

Streamer man for eksempel en mandlig rapper som Kidd, vil Spotify automatisk foreslå én at lytte til andre mandlige rappere under funktionen "Du kan måske også lide".

- Derfor forstærker Spotifys anbefalingsalgoritmer den skævhed, der er i datamaterialet. Hvis kvinder generelt er underrepræsenteret i brugernes lyttevaner, vil det mønster altså let blive reproduceret, siger han.

Kidds 'Buongiorno' er årets mest streamede nummer i Danmark. Lyt til det her:

0:00

Noget andet, der springer Rasmus Rex Pedersen i øjnene, når han ser på årets Spotify-lister, er de mange samarbejder mellem kunstnere.

B.O.C er for eksempel et samarbejde mellem Gilli, Kesi og Benny Jamz, mens Justin Bieber også medvirker i flere samarbejder på listerne. Ligeledes har Artigeardit og Kesi et samarbejde på nummeret 'Er her'.

- Der er helt klart en dansk streaming-elite. Det er nogle kunstnere, som samarbejder på kryds og tværs og dermed forstærker hinandens positioner og taler ind i hinandens publikum, siger Rasmus Rex Pedersen med henvisning til de danske rappere.

- Kunstnerne er helt sikkert bevidste om, at det er en fordel for dem med de her samarbejder, tilføjer han.

Mange af kunstnerne, for eksempel Gilli, Branco, The Weeknd, Kesi, Drake og Justin Bieber, var desuden også at finde på de lister, Spotify sidste år præsenterede over årets mest streamede kunstnere.

Derudover er der påfaldende mange danske kunstnere på top ti-listerne i Danmark, hvilket også gjorde sig gældende sidste år, hvor for eksempel fire ud af ti kunstnere på top ti over de mest streamede artister var danske. I år er det fem.

- Det må jo betyde, at vi har en sund musikscene og en fed lyttekultur, når de danske navne kan være med til at definere lyden af i dag i et så lille land som vores, hvor man hurtigt kan drukne i en masse store, amerikanske navne, bemærkede P3-vært Pelle Peter Jencel sidste år i den forbindelse.

Kidd kunne i sidste måned indkassere prisen for 'Årets danske streaminghit' for 'Buongiorno' ved Danish Music Awards 2021. (Foto: Per Arnesen © IFPI)

Ændrede vaner hos lytterne

Hvor radio, tv og mere traditionelle platforme igennem årtier har spillet en afgørende betydning for, hvilke musikere der slår igennem, er magtforholdene i dag ændret.

Og det kan ligeledes ses på streaming-hitlisterne, påpeger Rasmus Rex Pedersen:

- Der er lavet helt om på dynamikken i forhold til at opdage musik. For 10-15 år siden var radio en kæmpe magtfaktor. Men nogle af de artister, der klarer sig godt på streaming, bliver ikke nødvendigvis spillet særlig meget i radioen.

- Og dem, der bliver spillet meget i radioen, klarer sig måske ikke så godt på streaming.

At radioen ikke længere spiller så vigtig en rolle, ser man også i forhold til længden på de hits, der dominerer Spotify, mener Rasmus Rex Pedersen.

- For få år siden varede et pophit omkring tre et halvt minut. Men nu er en lang intro og outro, hvor en radio-dj kan fade ind og ud af nummeret ikke længere nødvendig. I stedet handler det om at fange lytteren med det samme, så de ikke klikker videre til et andet nummer på Spotify.

Du kan se, hvem og hvad der er blevet streamet mest i Danmark og globalt i 2021 på listerne herunder:

De 10 mest streamede artister i Danmark 2021

  1. 1

    Gilli

  2. 2

    Branco

  3. 3

    Justin Bieber

  4. 4

    Kesi

  5. 5

    Ed Sheeran

  6. 6

    The Weeknd

  7. 7

    Benny Jamz

  8. 8

    Drake

  9. 9

    Artigeardit

  10. 10

    Kanye West

De 10 mest streamede sange i Danmark i 2021

  1. 1

    'Buongiorno' - Kidd

  2. 2

    'Ibiza' - B.O.C (Benny Jamz, Gilli og Kesi)

  3. 3

    'McQueen' - RH

  4. 4

    'Stay' - The Kid Laroi feat. Justin Bieber

  5. 5

    'Bad Habits' - Ed Sheeran

  6. 6

    'Peaches' - Justin Bieber feat. Daniel Caesat og Giveon

  7. 7

    'Er her' - Artigeardit og Kesi

  8. 8

    'Drivers License' - Olivia Rodrigo

  9. 9

    'The Business' - Tiësto

  10. 10

    'Montero (Call Me by Your Name)' - Lil Nas X

De 10 mest streamede album i Danmark i 2021

  1. 1

    'Justice' - Justin Bieber

  2. 2

    '=' - Ed Sheeran

  3. 3

    'Mere end musik' - B.O.C (Benny Jamz, Gilli og Kesi)

  4. 4

    'Baba Business 2' - Branco

  5. 5

    'Sour' - Olivia Rodrigo

  6. 6

    'Shoot for the Stars, Aim for the Moon' - Pop Smoke

  7. 7

    'Future Nostalgia' - Dua Lipa

  8. 8

    'After Hours' - The Weeknd

  9. 9

    'F*uck Love (Savage)' - The Kid Laroi

  10. 10

    'Held & Lykke Med At Komme Hjem' - Artigeardit

De 5 mest streamede artister globalt i 2021

  1. 1

    Bad Bunny

  2. 2

    Taylor Swift

  3. 3

    BTS

  4. 4

    Drake

  5. 5

    Justin Bieber

De 5 mest streamede sange globalt i 2021

  1. 1

    'Drivers License' - Olivia Rodrigo

  2. 2

    'Montero (Call Me By Your Name)' - Lil Nas X

  3. 3

    'Stay' - The Kid Laroi feat. Justin Bieber

  4. 4

    'Good 4 U' - Olivia Rodrigo

  5. 5

    'Levitating' - Dua Lipa feat. DaBaby

De 5 mest streamede album globalt i 2021

  1. 1

    'Sour' - Olivia Rodrigo

  2. 2

    'Future Nostalgia' - Dua Lipa

  3. 3

    'Justice' - Justin Bieber

  4. 4

    '=' - Ed Sheeran

  5. 5

    'Planet Her' - Doja Cat

FacebookTwitter