'Der er ingen regler!' Hvor godt kender du musikken bag de største science fiction-film?

Filmhistorien byder på en lang række rumbrag med ikonisk musik. Quiz dig selv i science fiction-soundtracks her.

DR Symfoniorkestret har flere gange spillet science fiction-musik til deres 'Galaxymphony'-koncerter. Blandt andet fra serien 'The Mandalorian'. (Foto: Kim Matthäi Leland/Pressefoto © DR/Lucasfilm Ltd. Disney+)

Hvordan lyder rummet?

Helt stille, hvis du spørger en astronaut. Men spørger du en filmkomponist, får du uden tvivl et helt andet og langt mere underholdende svar.

Lige siden de første science fiction-film har komponister fortolket lyden af rummets uendelige universer. Fra det episke og storslåede orkesterdrøn til det minimalistiske og futuristiske.

- Når jeg tænker på science fiction-soundtracks, tænker jeg to ting: Det ene er det episke, smukke og storslåede, for eksempel 'Star Wars'. Musik, vi kender, som har sit afsæt i den klassiske musik, fortæller Ida Rud, som er medvært på radioprogrammet 'Stegelmanns score' om musik i film og computerspil.

- Det andet er den slags science fiction-musik, der føles fremmed og ukendt – som et eventyr, fordi vi ikke ved, hvad der faktisk gemmer sig ude i rummet, eller hvordan det lyder. Det hører vi for eksempel i 'Alien', hvor musikken er snigende og mystisk med instrumenter, man kender, men som bruges på overraskende måder.

Fri til at eksperimentere

Måske har du selv en række favorit-soundtracks inden for science fiction-genren uden helt at vide, hvad der gør dem så interessante. Men spørger man Ida Rud, er det komponisternes frihed til at eksperimentere, der ofte gør musikken til rumfilm helt særlig.

- Jeg er vild med science fiction-musik, fordi komponisterne ofte har en frihed. De er ikke bundet af orden eller til forventninger om tid og sted, siger hun.

- Der er ingen regler eller tyngde til at holde dem nede, og derfor kan de få lov til at eksperimentere og skabe et bud på noget, som ingen ved, hvordan lyder. Vi ved ikke, om der findes rumvæsener, og hvordan de lyder.

Og de rigtigt dygtige komponister har da også skrevet sig ind i både film- og musikhistorien – med rette, mener Ida Rud.

- Med de rigtige effekter og arrangementer kan man få os seere og lyttere til næsten at tro på, at vi er et andet sted end på Jorden. Det er det, musik kan, og som jeg får helt kuldegysninger over.

Men hvor godt kender du egentlig lyden af filmhistoriens store rumbrag?

Få fat i et par høretelefoner, gør dig klar til at quizze og se, hvor stærk du selv er i intergalaktiske soundtracks af både nyere og ældre dato herunder:

Facebook
Twitter