"Der var ingen vej tilbage derfra. Jeg er til piger. Det er stadig det vildeste øjeblik i mit liv"

Freja Kirk spillede onsdag 'Glassy Eyes' live på P3 i anledning af pride.

Efterskoleåret er slut, og Freja Kirk er på festival med nogle af sine venner. De er fulde, glade, og sammen med en anden pige forsvinder Freja ind under en scene.

Herunder ligger de, da de kysser hinanden første gang. En eksplosion går gennem Freja Kirks krop. Pludselig forstår hun sig selv meget bedre.

Det er det her, hun er. Hun er til piger.

- Det var så klart for mig, og der var ingen vej tilbage derfra. Jeg er til piger. Det er til dags dato stadig det vildeste øjeblik i mit liv, fortæller Freja Kirk om den aften.

I dag kender vi Freja Kirk som anerkendt musiker. Men det har taget tid for hende at finde sig selv – også i musikken. For hvordan ville det blive taget imod, når du er kvinde og synger dine kærlighedssange til andre kvinder?

Selvom hun var meget åben omkring sin seksualitet i sit private liv, følte hun stadig, at hun skulle gemme sig selv i musikken.

- Da jeg skrev mit første album, 'Monophobia', syntes jeg, at det var lidt angstprovokerende at skulle synge "hende" i mine sange. Jeg tænkte meget over, at jeg hellere måtte maskere mine tekster, så det kunne passe på begge køn.

Freja Kirk er ambassadør for World Pride 2021. (Foto: Malene Anthony Nielsen © Ritzau Scanpix)

Ville folk mon tænke, at hun var for meget? Eller ville hun blive stemplet som "hende den lesbiske", hvis hun sang sine sange til kvinder?

Freja Kirk tog frygten til sig og påtog sig længe rollen som "hende den mystiske" i sin musik. Det var først, da hun mødte Reza Forghani og Gisli Gislason, der er henholdsvis hendes producer og sangskriver, at hun pludselig turde åbne sig op i musikken.

- Pludselig turde jeg komme ud af min skal og bare være mig selv. Og heldigvis, for det er det eneste rigtige at gøre.

Med sin ærlighed både i musikken og i livet, oplever Freja Kirk nu, at hun er blevet et forbillede for andre queers. I dag hviler hun i tanken om, at hun er præcis, som hun skal være.

- Det har givet mig en kæmpe ro til at hvile i, at jeg godt må være den, jeg er.

Skrev sang om det svære i parforholdet

I anledning af pride spillede Freja Kirk onsdag sin seneste single, 'Glassy Eyes', i P3-studiet. Sangen er et eksempel på den ærlighed, Freja Kirk tager med ind i sin musik.

Se hende optræde live i P3 i videoen øverst.

I sangen bliver lytterne lukket direkte ind i Freja Kirks parforhold. Hun og kæresten havde en svær periode, og en dag i studiet forestillede Freja Kirk sig, hvordan det ville være at slå op med sin kæreste.

For hvad ville der ske i det sekund, det var slut?

- Hun var jo bare derhjemme og var glad, og jeg var i studiet og trippede over ideen om, at jeg havde slået op. Men hun ville ikke vide det, før jeg kom hjem.

Freja Kirk slog aldrig op med sin kæreste, men følelserne endte som sangen 'Glassy Eyes', der fik navnet efter tanken om at skulle se verden igennem kærestens tårevædede øjne.

Krisen kom de igennem ved at gøre det, som de måske havde allermindst lyst til: at være sammen med hinanden.

- Jeg tror personligt, at min kæreste og jeg har fundet ud af, at når vi er i de værste kriser, skyldes det ofte, at vi ikke har brugt nok tid sammen og ikke kan finde ind til hinanden. Så skal vi tage ud at spise eller tage på en date, og så finder vi ind til hinanden igen.

FacebookTwitter