'Det er det vildeste kick': Umage makkerpar gav den gas med nyt nummer ved Danmarks Indsamling

Folkeklubben og Orgi-E fra Suspekt optrådte lørdag med deres nye, fælles sang for første gang.

Udefra virker rockbandet Folkeklubben og rapgruppen Suspekt meget forskellige. For eksempel har førstnævnte i årevis spillet i forsamlingshusene, mens sidstnævnte har banket en fest op på diskotekerne rundt i landet.

Men nu er de to grupper – i hvert fald de fleste af medlemmerne derfra – gået sammen om at lave en sang i fællesskab.

Resultatet er singlen 'Børn af den tabte tid', der udkom fredag, og lørdag aften optrådte Folkeklubben så for første gang med sangen sammen med Orgi-E fra Suspekt til 'Danmarks Indsamling' på DR1.

Se deres optræden i videoen øverst i artiklen.

- Det er det vildeste kick at skulle spille til 'Danmarks Indsamling', for det jo er noget af det eneste, vi har optrådt med det seneste halve år, siger Emil Simonsen, bedre kendt som Orgi-E, før showet.

Faktisk har de to grupper en hel del mere til fælles, end du måske tror – i hvert fald mere end denne sang. Ud over at begge parter lever af at fortælle musikalske historier, er de alle opvokset i 1980'erne i en tid med monopol-tv, kernefamilier og regninger, der kom med posten.

Og det er netop det, som 'Børn af den tabte tid' handler om – om at stå med ét ben plantet i en fjern og analog tid og ét i en hypermoderne nutid.

- Når du ser tv-klip fra Danmark inden murens fald, virker det, som om det er 200 år siden. Det er svært at forstå, man overhovedet har været en del af den tid. Og alligevel er det – som sangen beviser – et aktivt, poetisk og enormt billedskabende stof, siger Kjartan Arngrim fra Folkeklubben.

Folkeklubbens medlemmer og Orgi-E fra Suspekt er alle jævnaldrende og har derfor en hel del fælles referencerammer at samles om. (Foto: Søren Lynggaard © Universal Music Denmark)

Men så faldt muren i 1989, og kort tid efter kom internettet, sociale medier og netbank og ændrede vores måde at leve på, og det har fået musikeren til at reflektere over, hvad man bør tage med fra fortiden, og hvad man bare skal "efterlade på perronen".

Sammenhængskraften, som han stadig fornemmer derude, når bandet har turneret rundt i landet, vil han for eksempel gerne bevare. Modsat bevidstløst forbrug og algoritmestyret demokrati på de sociale medier.

- I min barndom var man sammen om at gøre en forskel. Der var i hvert fald en fælles offentlig samtale. I dag befinder man sig i små ekkokamre inde på Facebook. Derfor er det også dejligt at optræde til 'Danmarks Indsamling', for det er netop en fælles offentlighed, hvor vi stadig kan være sammen og være opbyggelige, siger han.

Var oprindeligt en Folkeklubben-sang

Faktisk er det ikke første gang, at Folkeklubben og Orgi-E står side om side på en scene.

I 2015 både hyldede og revsede Folkeklubben og Suspekt begge fædrelandet i sangen 'Danmark', og lige siden har de to grupper været "venskabsklubber", som både Orgi-E og Kjartan Arngrim formulerer det.

Derfor var det også helt naturligt for Folkeklubben at sende deres sang, 'Børn af den tabte tid', til Orgi-E sidste sommer. Sangen udkom oprindeligt i november som titelsangen på bandets seneste album, men nu har den altså fået en makeover og en gavmild dosis hiphop.

- Da vi var færdige med den, var der noget med rytmen og tematikken, der fik os til at tænke på Emil, siger Kjartan Arngrim, der er imponeret over resultatet.

Noget blev da også øjeblikkeligt tændt i rapperen, så snart han hørte Folkeklubbens tekst om at vokse op i 1980'erne. Så under en stille køretur i et sommerhusområde med musik i højtalerne blev Orgi-E ramt.

- Jeg havde lidt en blues på den dag. Jeg var ikke vemodig, men det var sommer, og der var ingen koncerter, og når det ikke går stærkt, er der jo god tid til at reflektere over mange ting. Så da jeg hørte den, fik jeg en masse billeder i hovedet og begyndte bare at rappe, fortæller Orgi-E.

Efter nogle dage tog han den med videre til sin Suspekt-makker Rune Rask, der fik justeret de sidste ting, og vupti! Få dage lå der altså en spritny duet i indbakken hos Folkeklubben.

- Emils vers er jo en poetisk fontæne og raptus over min egen opvækst. Det er egentlig ret rørende, for det siger netop noget om sammenhængskraften i det her lille land, og hvor forbundne vi alligevel er. Uden at kende vores baggrund har Emil også sat ord på vores opvækst, siger Kjartan Arngrim.

Orgi-E er også selv virkelig godt tilfreds med kombinationen af sin egen tekst, Folkeklubbens fængende omkvæd og sangens stille rytme, der passer til hans rap.

- Måske er vores nye version endda bedre end den oprindelige – sagt med al respekt for originalen naturligvis, siger Orgi-E og griner.

Se Folkeklubben og Orgi-E optræde med nummeret til 'Danmarks Indsamling' lørdag aften i videoen øverst.

FacebookTwitter