Det lyttede vi til i 2019: Her er årets 10 største hits

Gilli, Billie Eilish og Lady Gaga står bag nogle af de sange, danskerne hørte allermest i år.

Billie Eilish (tv.), Gilli og Lady Gaga (th.) er blot nogle af de navne, der har hittet stort i Danmark i år. (Foto: © Getty Images & Pressefoto / Grafik: Christian Ellegaard)

Når vi om få dage mæsker os i kransekage og bobler og skyder det nye år ind, så siger vi samtidig farvel til et år, der i den grad har budt på en perlerække af nye hits.

Og kan du forestille dig et bedre soundtrack at feste det nye år velkommen til end de absolut største hits fra året, der er gået? Nej, det tænkte vi nok.

Derfor har vi samlet en liste over de sange, som danskerne har hørt allermest i årets løb, og der er både blevet plads til fest, fællessang og store følelser på årets hitlister.

Listen er opgjort af musikselskabernes brancheorganisation IFPI for DR, og tallene dækker over de mest streamede og downloadede sange i Danmark i 2019 til og med den 25. november.

Se - og hør - hele listen her.

10: Post Malone - 'Wow'

Post Malone ses her på den røde løber tidligere i år, da de prestigefyldte Grammy Awards blev uddelt. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix)

2019 viste sig at blive - endnu - et godt år for 24-årige Post Malone.

Den stortatoverede rapper scorede sig et stort hit herhjemme med nummeret 'Wow', som han også optrådte med, da han tidligere i år gav koncert i København.

Nåede du ikke at opleve den storhittende rapper dengang, har du endnu en chance, når han til sommer gæster den fynske festival Tinderbox.

0:00

9: Tones and I - 'Dance Monkey'

Hun er kun 19 år gammel, men hittet 'Dance Monkey' har gjort Tones and I til en verdenstjerne. (Foto: © pressebillede)

Nærmest ud af det blå indtog nummeret 'Dance Monkey' pludselig de danske hitlister i efteråret.

Bag nummeret står den blot 19-årige australske singer-songwriter Toni Watson, bedre kendt under kunstnernavnet Tones and I.

Sangen har delt vandene, og mens nogle finder ørehængeren afsindigt irriterende, så er det altså alligevel lykkedes 'Dance Monkey' at gå nummer ét i 27 lande - også i Danmark.

0:00

8: Shawn Mendes & Camilla Cabello - 'Señorita'

De to turtelduer poserer her på den røde løber. (Foto: © Andrew Kelly, Scanpix)

Er det ægte kærlighed eller bare et veltilrettelagt mediestunt?

Det spørgsmål stillede mange sig selv, da det tidligere i år kom frem, at de to popstjerner Shawn Mendes og Camila Cabello var blevet kærester. Men ægte eller ej, så er de to popstjerners kemi på hittet 'Señorita' i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Alene på Spotify er nummeret i skrivende stund blevet hørt mere end én milliard gange, hvilket faktisk gør den brandvarme latinbasker til årets absolut mest populære nummer på den svenske streamingplatform.

0:00

7: Lewis Capaldi - 'Someone You Loved'

Lewis Capaldi ses her på scenen i Forum i København, hvor han i november gav koncert. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Årets syvendemest populære sang herhjemme stod den skotske Lewis Capaldi for med den smertelige popballade 'Someone You Loved'.

Men det er ikke kun os danskere, der er vilde med Lewis Capaldi. Den 23-årige skotte er nemlig også stor fan af Danmark.

Da dr.dk mødte ham tidligere i år, proklamerede han nemlig, at København er hans absolutte yndlingsby, og han er faktisk i den danske hovedstad så ofte, at han har købt sig et årskort til Tivoli.

0:00

6: Lord Siva & Vera - 'Paris'

Sanger Lord Siva (tv.) og producer Vera har udgivet flere sange sammen i år; herunder hits som 'Paris' og 'Oh My God'. (Foto: © pressefoto)

Det på papiret lidt overraskende samarbejde mellem rapperen Lord Siva og produceren Vera har året igennem kastet hits af sig, og særligt duoens første single, 'Paris', har vist sig at være ganske populær.

Makkerparet har selv kaldt nummeret lidt 'mærkelig', men danskerne kunne altså lide, hvad de hørte, og siden nummeret udkom er det blevet hørt mere end 14 millioner gange.

For lige at sætte det tal i perspektiv, så svarer det til, hvis alle indbyggere i Danmark - ja, også ny fødte spædbørn og ældgamle oldeforældre - hørte nummeret omkring to en halv gange.

0:00

5: Ed Sheeran & Justin Bieber - 'I Don't Care'

Justin Beiber og Ed Sheeran har længe været gode venner, og i 2019 slog de to de musikalske pjalter sammen på nummeret 'I Don't Care'. (Foto: © David M. Benett, Getty Images)

Et andet samarbejde, der i den grad også har båret frugt, er nummeret 'I Don't Care', som to af musikbranchen allerstørste kanoner - Ed Sheeran og Justin Bieber - sammen udsendte tidligere i år.

Det lalleglade popnummer er i øjeblikket blevet hørt over 750 millioner gange på Spotify og slutter 2019 af med en femteplads på listen over årets mest populære sange herhjemme.

0:00

4: Billie Eilish - 'Bad Guy'

Billie Eilish har hittet stort hele 2019. (Foto: © Mark Sagliocco, Getty Images)

Navnet Billie Eilish har været på alles læber i 2019 - og med god grund.

Hele året igennem har den blot 18-årige amerikaner storhittet med sange som 'Bury a Friend' og 'Bad Guy', og sidstnævnte stryger da også ind på en fjerdeplads på listen over årets største hits.

Eilish nåede i årets løb også at gæste Danmark flere gange og optrådte både i København i februar måned og på festivalscenen på Tinderbox i sommer.

0:00

3: Lil Nas X & Billy Ray Cyrus - 'Old Town Road'

Den lidt skøre kombination af countrylegenden Billy Ray Cyrus og rapperen Lil Nas X viste sig at give pote. (Foto: © Scott Dudelson, Getty Images)

Det skabte en del røre, da rapperen Lil Nas X og hans rap-country-hybrid af et hit 'Old Town Road' i foråret blev bandlyst fra den amerikanske countryhitliste. Begrundelsen? Sangen var simpelthen ikke country-agtig nok.

Den overbevisning delte countrylegenden Billy Ray Cyrus - der herhjemme primært er kendt for karaoke-klassikeren 'Achy Breaky Heart' og for at være far til Miley Cyrus - dog ikke. Derfor slog han pjalterne sammen med Lil Nas X og udgav en ny udgave af 'Old Town Road' i håb om, at dét kunne få sangen tilbage på countryhitlisten.

Det kom nummeret aldrig, men til gengæld blev den halvskøre cowboybasker et kæmpehit og endte med at tilbringe hele 19 uger på den amerikanske Billbaord-hitliste - den længste periode en sang har ligget nummer ét nogensinde.

Herhjemme blev sangen også populær - så populær, at den snupper titlen som årets tredjestørste hit.

0:00

2: Lady Gaga & Bradley Cooper - 'Shallow'

Rygterne svirrede længe om, at romancen mellem Lady Gaga og Bradley Cooper ikke kun fandt sted på det store lærred, men også bag kulissen. Det har begge parter dog selv afvist. (Foto: © Mike Blake, Scanpix)

Uanset om du har set 'A Star Is Born' eller ej, så har det været stort set umuligt ikke at støde ind sangen 'Shallow', der spiller en central rolle i Hollywood-succesen.

Kærlighedsballaden, der fremføres af filmens to hovedpersoner spillet af Lady Gaga og Bradley Cooper, blev et kæmpe hit verden over i 2019 og vandt også en oscar for 'Bedste sang'.

I øjeblikket er nummeret blevet hørt næsten én milliard gange på Spotify, og sangen har i år også har været fast inventar til bryllupsfester verden over. Hvor mange brudepar, der har danset til den nye kærlighedsklassiker, har vi dog ikke tal på.

0:00

1: Gilli - 'Vai Amor'

Den 27-årige hitmager er vokset op i Rødovre. (Foto: © Thomas Christensen)

Nogle gange får man fornemmelsen af, at uanset hvad Gilli rører ved, så bliver det til guld.

Den 27-årige hitmager har de seneste par år vist sig at være én af den danske musikscenes største sucesser, og 2019 har været ingen undtagelse.

Således kan Gilli bryste sig af at have leveret årets absolut største hit herhjemme med baskeren 'Vai Amor'.

Hvis du i øvrigt har grublet over, hvad 'Vai Amor' betyder, så er det portugisisk og betyder 'Kom, skat'.

Og nu vi alligevel er i det sproglige hjørne, kan du lige så godt i samme ombæring øve dig på udtrykket 'Feliz Ano Novo' - det er nemlig portugisisk for 'Godt nytår'.

0:00