Det mærkeligste reklamestunt længe? Rapstjerne bruger video af fødende kone i reklame for nyt album

- Ikke set før, siger hiphop-ekspert om rapperen Offsets skøre mediestunt.

Offset og Cardi B som de tog sig ud på den røde løber under årets Grammy Awards. (Foto: John Shearer © 2019 John Shearer)

Nogle tager et smut i 'Aftenshowet', når de har plader, de skal sælge. Andre reklamerer for deres album ved at dele en video af sin kone i fødsel.

Sidstnævnte er den taktik, den amerikanske rapper Offset har valgt til promoveringen af sit kommende album.

Rapperen, der også udgør en tredjedel af rap-trioen Migos, delte på sin Instagram en reklame for sit kommende udspil. I videoen ses han blandt andet i musikstudiet og på scenen under en koncert, men det er et helt andet klip, der har fanget folks opmærksomhed.

Videoen slutter nemlig med en scene, hvor Offsets hustru, rapstjernen Cardi B, er i gang med, hvad der ligner, en fødsel.

I videoen ses Cardi B liggende på en hospitalsseng. Omkring hende står en gruppe hospitalspersonale og pårørende, mens en jordmoder kan høres sige: 'Hold igen, hold igen. Hun kommer lige her'.

I baggrunden står Offset, og videoen slutter med, at der zoomes ind på rapperens ansigt, mens tallene '2-22-19' - 22. februar 2019, datoen for albumudgivelsen - dukker op på skærmen.

Du kan se hele videoen her.

Hiphop-ekspert er overrasket

Reklamefilmen overrasker Fie Neergaard, der er vært på hiphop-programmet 'Sovsen' på P3.

- Der er rigtig mange underlige måder at promovere sig selv og sin musik på, men det her har jeg ikke set før, lyder hendes dom.

Hun forklarer, at skøre reklamestunts og skandaløse påfund langt fra er noget nyt på hiphop-scenen, men at hun alligevel er forundret over, at Cardi B er gået med til brugen af fødselsvideoen.

- Det overrasker mig faktisk, da det virker lidt ude af karakter for Cardi B at gøre den slags. Det virker mere som noget, man kunne forvente af Kim Kardashian for at hjælpe Kanye West.

Cardi B og Offset mødtes, da de arbejdede på sangen 'Lick'. Hør den her:

Reklamestunt eller ej, så medgiver Fie Neergaard, at det kan være en stor PR-mæssig fordel, når musikere finder sammen med andre stjerner af samme kaliber.

- Både Offset og Cardi B er jo kæmpe navne lige nu, og vi har før set de her power-couples i musikbranchen som Jay-Z og Beyoncé og Nas og Kelis. Det er klart en force at være en del af et stjernepar, hvor man kan fremme hinanden – også kommercielt.

Tidligere har Jay-Z og Beyoncé både udgivet musik og været på tour sammen, mens Instagram-stjernen Kylie Jenner, der danner par med rapperen Travis Scott, sidste år reklamerede heftigt for kærestens seneste album og turné.

Rapstjerner i stormfuldt forhold

Det er dog langt fra første gang, Offset og Cardi B inviterer offentligheden ind bag de private mure.

Parret har siden, de fandt sammen i 2017, haft et stormfuld forhold, der både har budt på sexskandaler, en graviditet og et særdeles offentlig brud i december.

Efter parrets brud i december 2018 dukkede Offset op under en af Cardi Bs koncerter. Her gik han på scenen med en vogn fuld af blomster, der stavede ordene: 'Tag mig tilbage, Cardi'. (Foto: Scott Dudelson © 2018 Scott Dudelson)

- Det, der særlig gør deres forhold så interessant, er, at Cardi B er så åben omkring det hele. Så snart det gik dårligt mellem dem, så var hun ude med en video på sin Instagram-profil, hvor hun snakkede ud om det hele.

- Det virker meget reelt, og det har en ret stærk effekt, at hun er så bramfri, siger Fie Neergaard om Cardi B, der faktisk blev kendt for sine sjove videoer på Instagram, inden hendes rapkarriere tog fart.

Med reklamefilmen for det nye album, som Fie Neergaard kalder et 'reklamestunt', synes hun dog, noget af autenciteten er forduftet.

- Op til nu har jeg været ret naiv omkring deres forhold, og ikke tænkt, at der var alle mulige reklamestunts involveret, men det her virker altså som ren marketing. Jeg har svært ved at forestille mig Cardi B selv foreslå, om de ikke skal smide en video op af hendes fødsel. Det virker sgu lidt underligt, siger hun.

Cardi B var klædt på til den helt store guldmedalje til Grammy Awards i weekenden og løb da også afsted med sejren for 'Bedste rap-album' for 'Invasion of Privacy'. (Foto: Steve Granitz © 2019 Steve Granitz)

Vandt rap-Grammy som første kvinde nogensinde

Man kan dog ikke bebrejde Offset, at han gerne vil lukrere på sin kones succes.

Cardi B kan nemlig meget mere end blot at være reklamesøjle for sin mand, for hun er lige nu en af rapscenens hotteste navne.

Det beviste hun ved årets Grammy Awards, der blev afholdt natten til mandag, hvor hun - som den første kvinde nogensinde - løb med prisen for 'Bedste rap-album' for pladen - med den måske ret passende titel - 'Invasion of Privacy'.

- Det, at Cardi B vinder den pris, viser, at hun har et særligt format, som ingen har haft før hende. Hun har leveret nogle kæmpe hits, som både har formået at tale til rap-fans, mens også den almindelige mainstream-musikfan, siger Fie Neergaard og fortsætter:

- Og så er hun en af de første kvindelige rappere, der faktisk er kommet med noget personlighed. Hun er virkelig bramfri og sjov, hvilket gør hende ret elskelig og giver hende en kæmpe gennemslagskraft. I en branche, hvor mange popstjerner gemmer sig bag en pæn facade, er hun et frisk pust, og man føler faktisk, at man kan relatere til hende.

Cardi B kan blandt andet opleves under danske himmelstrøg, når hun til sommer optræder på årets Roskilde Festival.

Alt var tilsyneladende fryd og gammen mellem Offset og Cardi B, da de ankom til årets Grammy Awards i Los Angeles sammen. (Foto: Steve Granitz © 2019 Steve Granitz)