Død stjerne-dj hyldes: Nu skifter ikonisk mega-arena navn

Ericsson Globe i Stockholm skifter navn til Avicii Arena for at sætte fokus på mental sundhed.

Den svenske musiker Tim Bergling - bedre kendt som Avicii - tog sit eget liv i 2018. Billedet er en selfie taget i Sydafrika samme år. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

En af Sveriges mest ikoniske bygninger skifter navn.

Fra i dag hedder den 85 meter høje og kuglerunde kulturinstitution i det centrale Stockholm ikke længere Ericsson Globe (også bare kendt som Globen), men Avicii Arena.

Ja, præcis.

Den svenske dj, producer og musiker, der lagde verden ned med numre som 'Wake Me Up' og 'Hey Brother', inden han selv sagde farvel i 2018.

Navneændringen er en del af en indsats, der skal rette fokus på mental sundhed, og den skal ses i lyset af, at Avicii, der rigtigt hed Tim Bergling, begik selvmord efter at have kæmpet med psykisk sygdom igennem længere tid.

Det fortæller Andreas Sand, der er administrerende direktør for Stockholm Live, som driver Avicii Arena.

- Det her er en af Sveriges mest kendte og besøgte bygninger, og det føles godt og rigtigt at kunne bruge den platform og den symbolværdi til at kunne løfte den her problemstilling, siger Andreas Sand til den svenske tv-station SVT i et indslag fra den tidligere Ericsson Globe.

Hør et af Aviciis største hit, 'Wake Me Up', mens du læser videre:

0:00
Globen har lagt kugle til en række store koncerter, sports- og kulturbegivenheder. Det var blandt andet her, at Brødrene Olsen vandt Eurovision Song Contest i 2000. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Et mekka for mental sundhed

Målet er, at Avicii Arena fremover skal byde skoleklasser, beslutningstagere og eksperter indenfor til aktiviteter og debatter om mental sundhed.

For psykisk sygdom er et stort problem blandt unge, understreger Klas Bergling - far til afdøde Tim Bergling.

- Det er et kæmpestort problem. Tre unge mennesker tager deres eget liv hver eneste uge i Sverige.

Klas Bergling har sammen med familien stiftet Tim Bergling Foundation til minde om sønnen og for skabe mere fokus på psykisk sygdom og selvmord blandt unge.

Derfor virker det en smule overvældende for faren, at en af Sveriges mest ikoniske bygninger bliver navngivet efter sønnens kunstnernavn og bliver platform i kampen mod psykisk sygdom.

- Det er lidt svært at forstå...men det føles fint, siger en tydelig rørt Klas Bergling til SVT.

Fra lille Tim til store Tim

For Tim Berglings far har der siden 2012 været en tæt forbindelse mellem sønnen og den arena, der nu er opkaldt efter ham.

Aviciis to udsolgte koncerter i Globen står som noget helt specielt for Klas Bergling.

- Jeg blir lidt rørt, når jeg tænker på det. Han sad der helt alene og ladede op inden koncerten, og jeg tænkte "åh, lille Tim". Men bagefter stod han oppe på scenen og blev store Tim. Det var fantastisk.

Klas Bergling foran bygningen, der nu har fået samme navn som sønnen nåede at skabe en stor karriere med, inden han døde for tre år siden. (Foto: 10050 Pontus Lundahl/TT © Scanpix)

Og faren er ikke i tvivl om, at Tim ville have været pavestolt over, at den ikoniske bygning i Stockholm nu hedder det samme som ham.

- Han ville have sagt, at det var "ascoolt", griner Klas Bergling, da SVT-journalisten spørger, hvordan han tror, at sønnen ville have reageret på navneændringen.

- Det er ikke et udtryk, som jeg selv bruger, men det ville han have sagt, siger Klas Bergling om ordet, der frit oversat betyder noget i stil med 'skidefedt' eller 'røvgodt'.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk