Drake klar med længe ventet album: 'Fans vil elske det'

Rapstjerner falder over hinanden på Drakes nye album 'Certified Lover Boy', som er udkommet i dag.

På rapperen Drakes nye album 'Certified Lover Boy' optræder blandt andre Travis Scott, Jay-Z, Kid Cudi og Lil Wayne. (Foto: Frazer Harrison © Getty Images)

Efter flere måneders spekulation og mange udskydelser er et af årets mest imødesete album landet.

Og nej, det drejer sig ikke om Kanye Wests 'Donda'-album, der (endelig) udkom for lidt under en uge siden.

Det drejer sig derimod om en anden rap-sværvægter – nemlig Drake, som netop har sluppet albummet 'Certified Lover Boy'.

Det nye album fra den 34-årige canadier indeholder hele 21 sange og byder samtidig på samarbejder med nogle af verdens største kunstnere.

På 'Certified Lover Boy' finder man blandt andre Travis Scott, Jay-Z, Kid Cudi, Lil Baby, Lil Wayne, Rick Ross, Young Thug, Future, 21 Savage og Ty Dolla $ign.

Men selvom man kan blive helt rundtosset over de mange stjernenavne, stopper det ikke her.

På nummeret 'Champagne Poetry' er The Beatles-legenderne John Lennon og Paul McCartney blevet krediteret som sangskrivere, fordi tracket låner fra Beatles-nummeret 'Michelle'.

Lyt til nummeret 'Champagne Poetry', mens du læser videre:

0:00

Og mere kontroversielt er den skandaleramte sanger R. Kelly, som lige nu står midt i en retssag i New York, hvor han er anklaget for seksuelt misbrug af mindreårige, krediteret som sangskriver på nummeret 'TSU' sammen med Justin Timberlake og Timbaland.

'Kom bare i gang'

Selvom 'Certified Lover Boy' udkom for under et døgn siden, er der så småt begyndt at tikke anmeldelser ind.

Britiske Evening Standard giver albummet fire ud af fem stjerner, og skriver, at man tror, at "fansene vil elske det" - selvom der ifølge anmelderen er mindre musikalsk variation på albummet end på nogle af Drakes tidligere udgivelser.

- Over 21 sange, som varer næsten 90 minutter, gennemgår Drake, hvor talentfuld, rig og attraktiv han er – og hvorfor vi burde have ondt af ham (…) Der er masser af numre, som vil gøre fansene lykkelige, og vi kan kun håbe på, at den stakkels fyr en dag selv bliver lykkelig, lyder det fra anmelderen.

På Twitter er der flere, som glæder sig over udgivelsen. Blandt andre basketball-stjernen Stephen Curry.

En anden Twitter-bruger opfordrer Drake til at ramme landevejen og tage på turné.

- Kom bare i gang med at annoncere datoerne for din turné. Jeg er klar.

Kanye West køber reklameskilte i Drakes hjemby

Som tidligere nævnt har de to store rap-mastodonter Kanye West og Drake begge udgivet nye album med under én uges mellemrum.

Og det er måske ikke helt tilfældigt.

Inden Kanye West i sidste uge udgav sit 'Donda'-album, blev der spekuleret i, hvorfor det var blevet udskudt så mange gange.

Nogle mente, at Kanye West forsøgte at time udgivelsen af 'Donda' med Drakes udgivelse af albummet 'Certified Lover Boy'.

Her ses Kanye West og Drake - tilsyneladende på god fod - på natklubben Compound i Atlanta tilbage i 2015. (Foto: Prince Williams © Getty Images)

Selvom det ikke skete, så er beefen mellem de to rappere efterhånden legendarisk.

Siden starten af 2010'erne har de to herrer løbende udvekslet mere eller mindre grumme gloser.

Tilbage i 2011 udtalte Drake, at han ville overgå sit tidligere idol:

- Mit mål er at overgå alt, hvad han har nået. Jeg vil ikke være lige så god som Kanye, jeg vil være bedre, udtalte Drake.

Og beefen mellem de to er altså ikke slut endnu. Det slog Kanye West tilsyneladende fast for et par dage siden.

Han har nemlig købt plads på flere store reklameskilte i Drakes hjemby, Toronto - måske som svar på Drakes annoncering af sin albumudgivelse.

På skiltene stod der kort og godt "Donda" i versaler, som du kan se herunder.

- Kanye er så smålig, konstaterer en Twitter-bruger tørt.

En anden bruger morer sig derimod over, at rapperen Jay-Z tilsyneladende kan holde sig udenfor kappestriden mellem Drake og Kanye.

Han er nemlig både med på 'Donda' og 'Certified Lover Boy'.

Facebook
Twitter