Du bestemmer vinderen af årets bedste sang! Her er de 3 hits, der kæmper om stor musikpris

Jada, Lord Siva og Jung er med i kapløbet om prisen for årets lytterhit ved P3 Guld.

Jada (tv.), Jung og Lord Siva (th.) er kandidaterne til prisen 'P3 Lytterhittet' i år. (Foto: Pressefotos)
Jada (tv.), Jung og Lord Siva (th.) er kandidaterne til prisen 'P3 Lytterhittet' i år. (Foto: Pressefotos)

Først var de syv – nu er de tre.

I den forgangne uge har lytterne på P3 kunnet stemme om, hvilken af de danske sange, der har fyldt vores ører det seneste år, der er den absolut bedste.

Fra start var syv sange indstillet til den ærefulde titel som 'P3 Lytterhittet' ved prisshowet P3 Guld, der ruller over skærmen – og i radio-æteren – på lørdag den 17. oktober, og nu er feltet med lytternes hjælp altså skåret ned til bare tre kandidater.

Dermed er tre sange stadig med i ræset om trofæet for årets lytterhit – en musikalsk lovprisning, som tidligere er gået til store navne som Lukas Graham, Scarlet Pleasure, Volbeat og Rasmus Seebach. Sidste år var det Phlake og nummeret 'The Rascal', der løb med trofæet.

Læs mere om de tre sange, der fortsat er med i opløbet om at blive 'P3 Lytterhittet', og hvordan du stemmer på din favorit, her:

Jada - 'Nudes'

Sidste år vandt Jada, der i virkeligheden hedder Emilie Molsted Nørgaard, prisen 'P3 Talentet' ved P3 Guld. I år er hun nomineret til 'P3 Prisen' og 'P3 Lytterhittet'. (Foto: Sarah Stenfeldt)

Hvis du nogensinde har sendt et nøgenbillede til din udkårne, så har du måske også oplevet den pinlige eller skamfulde følelse, der kan opstå, efter dit hudfarvede mesterværk er sendt afsted. "Var det for meget?", tænker du måske. "Hvorfor har jeg ikke fået svar retur endnu? Bliver jeg mon ghostet?", spørger stemmen i dit hoved.

Overstående scenarie er omdrejningspunktet for Jadas kæmpehit 'Nudes', som i skrivende stund er blevet hørt tæt på fem millioner gange alene på Spotify.

Hør eller genhør 'Nudes' her:

0:00

- For mig er 'Nudes' en historie om at gøre noget, man bagefter synes var vildt pinligt. Man skriver måske med en, man godt kan lide, og tænker, at ens egne følelser er gengældt, så man tager chancen og sender måske nogle smukke nøgenbilleder eller et kærestebrev for så at opdage, at du har mistolket situationen, og modparten ikke har det på samme måde, har Jada tidligere fortalt om sangen, hun selv kalder en "oprejsningssang".

- Det kan jo være vildt pinligt, men 'Nudes' handler om, at det er okay at have gjort de ting. Det er okay, at du har gjort noget, du måske syntes var pinligt, selvom du skammer dig nu. Det var dejligt, du turde tage chancen.

Vil du stemme på Jada, skal du sende koden 'P3 JA' til 1212. Det koster én krone plus almindelig sms-takst.

Lord Siva - 'Solhverv'

Lord Siva og 'Solhverv' har tilbragt fire uger på førstepladsen på den danske hitliste. (Foto: Rasmus Rørbæk)

Havde nogen for et år siden sagt, at et dansktop-nummer ville blive nomineret til P3 Guld, havde det nok resulteret i et par løftede øjenbryn.

Men 2020 er et mærkeligt år (behøver vi sige mere?), og det er altså lige netop, hvad der er sket. Lord Sivas hitbasker 'Solhverv', som stadig går sin sejrsgang både i radioen og på streaming, er nemlig en nyfortolkning af dansktop-gruppen Humørekspressens nummer af samme navn.

Hør sommerhittet 'Solhverv' her:

0:00

Lord Siva er en god ven af Humørekspressen-medlemmet Christian Kroman og fik derfor en aften lov til at høre en demo af sangen, der senere endte på gruppens album. Og Lord Siva kunne lide, hvad han hørte.

- Da jeg hører det, tænker jeg bare: "Fuck, det er sindssygt". Så siger jeg: "Ej, den skal jeg lave et cover af! Må jeg lave et cover af den?", fortalte sangeren, da han tidligere på sommeren gæstede programmet 'Musiksommer på P3'.

Det fik Lord Siva lov til. Han pillede lidt ved sangens instrumental og tilføjede en ny tekst, og med ét var den udgave af 'Solhverv', som har hærget landet hele sommeren, født.

En sang, der altså nu er med i kapløbet om titlen som 'P3 Lytterhittet'.

Vil du stemme på Lord Siva, skal du sende koden 'P3 LO' til 1212. Det koster én krone plus almindelig sms-takst.

Jung - 'Hun kommer tilbage'

Jung blev dannet i sommeren 2017 og består af forsanger Jonas Jung (i midten), Michael Hovmand på keyboard (tv.) og Sigurd Boesen på guitar (th.). (Foto: Petra Kleis)

For bare ti måneder siden havde de aldrig lavet så meget som ét interview, men i dag er danske Jung svære at komme udenom.

Med sange som 'Jeg skal nok vente' og 'Blitz, baby' har trioen stået bag nogle af årets største hits, og bandets andensingle, 'Hun kommer tilbage', er ingen undtagelse.

Nummeret, der altså er nomineret til 'P3 Lytterhittet', er både blevet spillet flittigt i radioen, ligesom fans af Jung også har været flittige med play-knappen. Nummeret er nemlig alene på Spotify blevet hørt mere end tre millioner gange.

Skal du have genopfrisket 'Hun kommer tilbage', kan du høre den her:

0:00

Vil du stemme på Jung, skal du sende koden 'P3 JU' til 1212. Det koster én krone plus almindelig sms-takst.

Afstemningen om årets lytterhit slutter torsdag den 15. oktober klokken 14. Hvem, der løber med 'P3 Lytterhittet'-prisen, kan du se, når P3 Guld 2020 ruller over skærmen lørdag den 17. oktober klokken 21 på DR1 og DRTV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk