Du kender hans sange, men ikke hans navn: Nu vil Beyoncés hitmager selv være stjerne

Han har skrevet sange for navne som Beyoncé, Dua Lipa og Madonna. Nu vil 23-årige MNEK selv bade i rampelyset.

Trods sine blot 23 år har MNEK allerede hittet stort som sangskriver. Nu har han udgivet sin første solo-plade. (Foto: pressefoto)

Du har med garanti skrålet med på mange af hans sange, men du aner nok ikke, hvordan han ser ud – og slet ikke, hvordan man udtaler hans navn.

Men selvom han blot er 23 år gammel, kan den britiske sangskriver MNEK (det udtales, som det staves, ét bogstav ad gangen) allerede bryste sig af noget af et stjernspækket sangskriver-cv og et hitkartotek større end de fleste af sine jævnaldrende.

MNEK – eller Uzoechi Osisioma Emenike, som han hedder i virkeligheden – har skrevet sange for popmastodonter som Madonna, Beyoncé og Dua Lipa, men herhjemme er han nok allermest kendt for sin duet med svenske Zara Larsson, kæmpehittet 'Never Forget You'.

0:00

Svært at være sort og homoseksuel

Nu har han netop udgivet sit første soloalbum, 'Language'. Med den nye plade træder han samtidig ud af sangskriverens skygge og ind i spotlightet som selvstændig popstjerne.

Et spotlight, MNEK har længtes efter længe.

- Jeg elsker alle de sange, jeg har lavet for andre. Men jeg ved, at mit formål er mere end blot at hjælpe andre med at skrive sange. Jeg vil fortælle min historie og være ansigtet på dem udadtil. Jeg har et andet perspektiv på livet end mange af de folk, jeg har arbejdet med. Det fortjener at blive vist frem, har han tidligere sagt til DIY Mag om det nye album.

På førstesinglen, der udkom tidligere i år, den pulserende tungeslasker af en popsang 'Tongue', satte MNEK tonen for sit nye album.

Den britiske sanger er homoseksuel og har bevidst valgt ikke at skjule sin homoseksualitet i hverken sin lyrik eller i sine musikvideoer.

MNEK er homoseksuel og derfor er hans udkårne i videoen i førstesinglen 'Tongue' naturligvis også en mand. (Foto: Videostill)

Derfor er MNEKs udkårne i musikvideoen til 'Tongue' da også en mand, ligesom pladen er fyldt med sange om kærlighed og sex, alle med et hankøn som centrum.

- Når du er en minoritet inden for en minoritet, kæmper du med at finde en plads, hvor du hører til. Jeg så aldrig nogen, der var ligesom mig, og det gjorde, at jeg ikke følte mig accepteret. Der er så meget pres på sorte mænd om at være super maskuline, men jeg er helt det omvendte, og jeg er ligeglad, sagde MNEK tidligere på året til Star Observer.

0:00

Homo-poppens guldalder

Med sin bekymringsfri attitude og flamboyante fremtoning skriver MNEK sig ind i tidens række af åbent homoseksuelle popstjerner som Troye Sivan, Sam Smith og Years & Years-frontmanden Olly Alexander.

Men selvom vi står midt i, hvad nogle beskriver som homo-poppens guldalder, er der stadig lang vej endnu i følge MNEK.

- Musikindustrien har altid været accepterende over for homoseksuelle artister, men det er specielt for mig at se homoseksuelle kunstnere fra andre kulturer. Jeg elsker Olly og Troye, og de er mine venner, men de er begge hvide. Det er en anden situation, det er en anden oplevelse, og offentligheden ser på det på en anden måde i mit tilfælde. For mig at se er der en masse arbejde, der stadig skal gøres - og som jeg gerne vil gøre, sagde MNEK til Shortlist tidligere i år.

Tidligere har sorte musikere som Frank Ocean og rapperen Tyler the Creator også åbent stået frem med, at de også er tiltrukket af mænd.

- Jeg vil gerne vise, at det at være homoseksuel og sort ikke hele tiden behøver at være en tude-historie, siger MNEK.

Detbutpladen 'Language' er på gaden nu.

Facebook
Twitter