Du lytter til det hele tiden - uden at vide det: Disco er 'umulig at slå ihjel'

Discoen fylder 50 år, men den findes stadig i de sange, der ligger på hitlisterne i dag.

Forestil dig en verden, hvor du ikke kan tage i byen og danse uden at være ledsaget af en partner af det modsatte køn. Natklubben vil simpelthen ikke lukke dig ind.

Hvis du alligevel får sneget dig ind, kan du godt glemme alt om at ramme dansegulvet, for det er fuldkomment

uacceptabelt
at danse andet end pardans.

Og hvis du så endelig har en partner af det modsatte køn, som gerne vil danse med dig, kan du godt forberede dig på 20 sekunder pinlig tavshed mellem hvert nummer. For pladen skal skiftes ud. Eller hvis der er liveband på, skal musikerne lige have pusten.

Det kan lyde som en dystopi. Men sådan så verden ud, indtil discoen – gudskelov – kom os til undsætning for omtrent 50 år siden.

For det er nemlig 50 år siden, at vi trådte ind i discoens årti; 1970'erne. 50 år siden, at en sveddrypende bevægelse af funkede basgrooves og sexede dansemoves satte gang i dansegulvene og revolutionerede nattelivskulturen.

Og discoen var kommet for at blive. Selvom den i en periode var indbegrebet af kikset smag, forsvandt den aldrig helt. Og den dag i dag er den - måske overraskende for mange - stadig definerende for den musik, vi lytter til. Disco findes nemlig i sange fra musikere som Kidd, Karl William og rapperen Doja Cat.

Men de flestes opfattelse af discoen hviler faktisk på en misforståelse. Det fortæller Henrik Milling, der blandt andet er radiovært på disco- og funkprogrammet 'FONK' på P4 og en af mændene bag foredraget 'Disco 50 - Historien om verdens største dansemusikfænomen'.

- Mange af os får hvide mennesker og tjekkede diskoteker på nethinden, når vi hører ordet "disco". Et resultat af hitfilmen 'Saturday Night Fever', forklarer Henrik Milling.

Men i virkeligheden startede discoen langt fra Manhattans tjekkede diskoteker.

Frirum for undertrykte

De første discodansetrin bliver ikke taget under en diskokugle eller på et oplyst dansegulv, som man ellers kunne tro. De bliver derimod taget derude, hvor New Yorks subway vender – i ghettoområder som Bronx og Queens.

Det var i socialt belastede områder som Bronx, at de første rigtige discofester udspillede sig, fortæller Henrik Milling. På billedet her ses nogle af Bronx' boligblokke fotograferet i 1974. (Foto: Smith Collection/Gado © Getty Images)

I starten af 70'erne huser bydelene en overvægt af

afroamerikanere
, der føler sig undertrykt og hægtet af samfundet.

Længe har

soul-musikken
tjent som afløb for deres frustrationer. Men så opstår discoen som et lettere, mere muntert alternativ til de ofte meget tunge og alvorlige soul-sange.

- Discoen blev en eskapisme. På diskotekerne kunne de iføre sig fantastisk tøj og ligne en milliard. Mødes og groove og danse. Og for en stund kunne det være det eneste, det hele handlede om. Det var et åndehul for al frustrationen og dårligdommen, siger Henrik Milling.

Donna Summer kaldes populært "Dronningen af disko". Iblandt hendes største hits er numrene 'Hot Stuff' og 'I Feel Love'. Her er hun fotograferet under en optræden i år 1979. (Foto: Michael Putland © Getty Images)

De danser til numre som for eksempel 'Rock the Boat' med orkestret Hues Corporation – et nummer, der af mange regnes som verdens første discohit. Nummeret flopper fælt på radioen, men bliver et stort hit på diskotekerne i 1974.

Lyt til 'Rock the Boat', som mange betragter som verdens allerførste disconummer, mens du læser videre:

0:00

Dans uden stop

I slipstrømmen på de afroamerikanske miljøer får en anden undertrykt befolkningsgruppe i New York øjnene op for den festlige musikgenre – byens

homoseksuelle
.

Frem til 1971 var det ulovligt for to mænd at danse sammen i metropolen. Så godt nok var loven ophævet, da discoen kommer frem, men i starten af 70'erne var det stadig socialt

uacceptabelt
at to mænd svingede træbenet sammen.

Men her kommer discodansen dem til undsætning. For i discomiljøet danser man, som noget

banebrydende
på det tidspunkt, ikke i par, men nærmere i én stor, mere løst organiseret gruppe.

Dansegulvet på klubben Infinity Disco i 1975. (Foto: Allan Tannenbaum © Getty Images)

Discomusikken bliver hurtigt populær i homomiljøet, og faktisk er det på netop en discobar med et primært

homoseksuelt
klientel, at der bliver gjort en landvinding inden for discomusikken – og inden for festmusikken i det hele taget.

For dansegulvet på diskoteket The Sanctuary er pakket og energifyldt. Men hver gang dj'en Francis Grasso skifter nummer, går dampen lidt af ballonen. Det er ærgerligt, synes han.

Så han sætter to pladespillere sammen. På den måde kan han mixe forskellige numre sammen og holde musikken kørende, så dansen aldrig behøver at stoppe. Og voila; dj'ing, som vi kender det, er født.

Folk er ved at brække sig

Discoen har egentlig peaket og er på retur igen, da filmen 'Saturday Night Fever' udkommer, fortæller Henrik Milling.

'Saturday Night Fever' blev, med John Travolta i hovedrollen, en bragende biografsucces. Den indtjente 237 millioner dollar - imod de 3,5 millioner, den havde kostet at producere. Her ses filmens coverbillede. (Foto: Michael Ochs Archives © Paramount Pictures)

Men filmen genantænder discogløden.

- Den film ultrakommercialiserer discogenren. Nu bliver disco pludselig til et verdensfænomen. Vi har aldrig set en musikbølge skylle ind over os på den måde hverken før eller siden. Det var helt ekstremt, siger Henrik Milling.

Discoen når også til Danmark. Diskoteket Daddy's Dance Hall åbner, og i 1979 vinder Tommy Seebach Dansk Melodi Grand Prix med nummeret 'Disco Tango'.

Hør den her:

0:00

Men herfra begynder det at gå nedad for discoen. Folk har simpelthen fået nok, fortæller Henrik Milling.

- Ved årtiskiftet til 1980'erne er der opbrud i luften. Folk er ved at brække sig over disco. Det er blevet så kommercielt, at det ikke føles ægte længere, siger Henrik Milling.

Så både musikere og menige mennesker begynder at tage afstand til disco. Men den dansable genre er ikke lige sådan at slippe af med, og den ender med at sætte sit klare aftryk på 80'ernes musik – selvom ingen vil indrømme det.

- Michael Jacksons 'Thriller' fra 1982 er en discoplade, men det ville han sikkert selv have benægtet. Og et band som Earth, Wind & Fire gjorde alt for ikke at blive regnet som et discoorkester – selvom de åbenlyst spillede disco, siger Henrik Milling.

Discoens genopstandelse

Så discoen har aldrig sådan rigtig været væk, da den vender tilbage i 1990'erne – i ny forklædning.

Pludselig hitter discoen igen. Men 90'er-discoen er i høj grad præget af en legende og måske småironisk tilgange til genren, fortæller Henrik Milling.

Særligt franskmændene har en finger på tangenten. Forklædt som elektronisk dance - og anført af duoen Daft Punk - genopliver franskmændene discoen i en mere elektronisk indpakning. Senere følger kunstnere som Fat Boy Slim og Kylie Minogue i deres fodspor.

Daft Punk fotograferet i 2001 - samme år som deres helt store hitalbum 'Discovery' udkom. (Foto: Mick Hutson © Getty Images)

Og vi er stadig ikke sluppet af med discoen, fortæller Henrik Milling.

- En gang imellem dukker der et nyt disconummer op og hitter helt vildt. 'Uptown Funk' med Bruno Mars for eksempel. Vi må vist indstille os på, at disco er umulig at slå ihjel – selvom mange har brugt deres liv på at forsøge.

Disco overalt

Vært på P3 Pelle Peter Jencel er enig med Henrik Milling i, at discoen er kommet for at blive. Og han fortæller, at genren har sat direkte aftryk på den musik, der er allermest populær på hitlisterne i dag.

- Discoen findes i flere af de allerstørste musikgenrer. Hiphop, elektronisk musik som techno og house og rigtig meget popmusik er tydeligt inspireret af disco. 'Say So' med Doja Cat, der er et af verdens største numre lige nu, er grundlæggende et disconummer, siger Pelle Peter Jencel.

Man tænker måske ikke over det ved første gennemlytning, men Doja Cats 'Say So' er faktisk et disconummer, forklarer Pelle Peter Jencel. Hendes glitrende påklædning i musikvideoen til nummeret kan måske også tolkes som en reference til discoens guldalder. (Foto: Still fra musikvideoen til 'Say So' © RCA Records)

Foruden Doja Cat er Bruno Mars og Pharrell Williams to af de store, internationale navne, som ifølge Pelle Peter Jencel skeler kraftigt til discoen. I Danmark peger han på Vinnie

Who
og Karl William som kunstnere, der er inspirerede af genren.

Hos de kunstnere er disco-arven til at tage og føle på. Men det, der for alvor cementerer discoen som en af verdens allermest definerende musikstrømninger, er, at den også findes i musik, der ikke som sådan lyder som disco, forklarer Pelle Peter Jencel.

- Det er det største, der kan overgå en genre. At den bliver så stor, at man glemmer, hvor den kommer fra. Og at man ikke lægger mærke til, at den faktisk er overalt.

Så næste gang, du nynner med på et pophit med en fast puls og en fremtrædende bas, kan du takke discoen for, at nummeret lyder, som det gør.

Når du danser på et diskotek med en dj, kan du takke discoen for, at du ikke er lænket til en partner af et andet køn. Og for at musikken fortsætter i en lind strøm uden akavede pauser.

Og så kan vi tilskrive John Travolta og 'Saturday Night Fever' æren for at genren fandt vej fra New Yorks

ghettoer
og gay-barer til det danske Grand Prix. Og for at discoen stadig er verdens vel nok allerstørste og mest indflydelsesrige genre her 50 år senere.

Kidds nye nummer, 'Bare dans', er ifølge Pelle Peter Jencel et moderne disconummer. Lyt til singlen her:

0:00
Facebook
Twitter