Forestil dig en verden, hvor du ikke kan tage i byen og danse uden at være ledsaget af en partner af det modsatte køn. Natklubben vil simpelthen ikke lukke dig ind.

Hvis du alligevel får sneget dig ind, kan du godt glemme alt om at ramme dansegulvet, for det er fuldkomment uacceptabelt at danse andet end pardans.

Og hvis du så endelig har en partner af det modsatte køn, som gerne vil danse med dig, kan du godt forberede dig på 20 sekunder pinlig tavshed mellem hvert nummer. For pladen skal skiftes ud. Eller hvis der er liveband på, skal musikerne lige have pusten.

Det kan lyde som en dystopi. Men sådan så verden ud, indtil discoen – gudskelov – kom os til undsætning for omtrent 50 år siden.

For det er nemlig 50 år siden, at vi trådte ind i discoens årti; 1970'erne. 50 år siden, at en sveddrypende bevægelse af funkede basgrooves og sexede dansemoves satte gang i dansegulvene og revolutionerede nattelivskulturen.

Og discoen var kommet for at blive. Selvom den i en periode var indbegrebet af kikset smag, forsvandt den aldrig helt. Og den dag i dag er den - måske overraskende for mange - stadig definerende for den musik, vi lytter til. Disco findes nemlig i sange fra musikere som Kidd, Karl William og rapperen Doja Cat.

Men de flestes opfattelse af discoen hviler faktisk på en misforståelse. Det fortæller Henrik Milling, der blandt andet er radiovært på disco- og funkprogrammet 'FONK' på P4 og en af mændene bag foredraget 'Disco 50 - Historien om verdens største dansemusikfænomen'.

- Mange af os får hvide mennesker og tjekkede diskoteker på nethinden, når vi hører ordet "disco". Et resultat af hitfilmen 'Saturday Night Fever', forklarer Henrik Milling.

Men i virkeligheden startede discoen langt fra Manhattans tjekkede diskoteker.

Frirum for undertrykte

De første discodansetrin bliver ikke taget under en diskokugle eller på et oplyst dansegulv, som man ellers kunne tro. De bliver derimod taget derude, hvor New Yorks subway vender – i ghettoområder som Bronx og Queens.

I starten af 70'erne huser bydelene en overvægt af afroamerikanere, der føler sig undertrykt og hægtet af samfundet.

Længe har soul-musikken tjent som afløb for deres frustrationer. Men så opstår discoen som et lettere, mere muntert alternativ til de ofte meget tunge og alvorlige soul-sange.

- Discoen blev en eskapisme. På diskotekerne kunne de iføre sig fantastisk tøj og ligne en milliard. Mødes og groove og danse. Og for en stund kunne det være det eneste, det hele handlede om. Det var et åndehul for al frustrationen og dårligdommen, siger Henrik Milling.

De danser til numre som for eksempel 'Rock the Boat' med orkestret Hues Corporation – et nummer, der af mange regnes som verdens første discohit. Nummeret flopper fælt på radioen, men bliver et stort hit på diskotekerne i 1974.

Lyt til 'Rock the Boat', som mange betragter som verdens allerførste disconummer, mens du læser videre:

Dans uden stop

I slipstrømmen på de afroamerikanske miljøer får en anden undertrykt befolkningsgruppe i New York øjnene op for den festlige musikgenre – byens homoseksuelle.

Frem til 1971 var det ulovligt for to mænd at danse sammen i metropolen. Så godt nok var loven ophævet, da discoen kommer frem, men i starten af 70'erne var det stadig socialt uacceptabelt at to mænd svingede træbenet sammen.

Men her kommer discodansen dem til undsætning. For i discomiljøet danser man, som noget banebrydende på det tidspunkt, ikke i par, men nærmere i én stor, mere løst organiseret gruppe.

Discomusikken bliver hurtigt populær i homomiljøet, og faktisk er det på netop en discobar med et primært homoseksuelt klientel, at der bliver gjort en landvinding inden for discomusikken – og inden for festmusikken i det hele taget.

For dansegulvet på diskoteket The Sanctuary er pakket og energifyldt. Men hver gang dj'en Francis Grasso skifter nummer, går dampen lidt af ballonen. Det er ærgerligt, synes han.

Så han sætter to pladespillere sammen. På den måde kan han mixe forskellige numre sammen og holde musikken kørende, så dansen aldrig behøver at stoppe. Og voila; dj'ing, som vi kender det, er født.

Folk er ved at brække sig

Discoen har egentlig peaket og er på retur igen, da filmen 'Saturday Night Fever' udkommer, fortæller Henrik Milling.

Men filmen genantænder discogløden.

- Den film ultrakommercialiserer discogenren. Nu bliver disco pludselig til et verdensfænomen. Vi har aldrig set en musikbølge skylle ind over os på den måde hverken før eller siden. Det var helt ekstremt, siger Henrik Milling.

Discoen når også til Danmark. Diskoteket Daddy's Dance Hall åbner, og i 1979 vinder Tommy Seebach Dansk Melodi Grand Prix med nummeret 'Disco Tango'.

Hør den her:

Men herfra begynder det at gå nedad for discoen. Folk har simpelthen fået nok, fortæller Henrik Milling.

- Ved årtiskiftet til 1980'erne er der opbrud i luften. Folk er ved at brække sig over disco. Det er blevet så kommercielt, at det ikke føles ægte længere, siger Henrik Milling.

Så både musikere og menige mennesker begynder at tage afstand til disco. Men den dansable genre er ikke lige sådan at slippe af med, og den ender med at sætte sit klare aftryk på 80'ernes musik – selvom ingen vil indrømme det.

- Michael Jacksons 'Thriller' fra 1982 er en discoplade, men det ville han sikkert selv have benægtet. Og et band som Earth, Wind & Fire gjorde alt for ikke at blive regnet som et discoorkester – selvom de åbenlyst spillede disco, siger Henrik Milling.

Discoens genopstandelse

Så discoen har aldrig sådan rigtig været væk, da den vender tilbage i 1990'erne – i ny forklædning.

Pludselig hitter discoen igen. Men 90'er-discoen er i høj grad præget af en legende og måske småironisk tilgange til genren, fortæller Henrik Milling.

Særligt franskmændene har en finger på tangenten. Forklædt som elektronisk dance - og anført af duoen Daft Punk - genopliver franskmændene discoen i en mere elektronisk indpakning. Senere følger kunstnere som Fat Boy Slim og Kylie Minogue i deres fodspor.

Og vi er stadig ikke sluppet af med discoen, fortæller Henrik Milling.

- En gang imellem dukker der et nyt disconummer op og hitter helt vildt. 'Uptown Funk' med Bruno Mars for eksempel. Vi må vist indstille os på, at disco er umulig at slå ihjel – selvom mange har brugt deres liv på at forsøge.

Disco overalt

Vært på P3 Pelle Peter Jencel er enig med Henrik Milling i, at discoen er kommet for at blive. Og han fortæller, at genren har sat direkte aftryk på den musik, der er allermest populær på hitlisterne i dag.

- Discoen findes i flere af de allerstørste musikgenrer. Hiphop, elektronisk musik som techno og house og rigtig meget popmusik er tydeligt inspireret af disco. 'Say So' med Doja Cat, der er et af verdens største numre lige nu, er grundlæggende et disconummer, siger Pelle Peter Jencel.

Foruden Doja Cat er Bruno Mars og Pharrell Williams to af de store, internationale navne, som ifølge Pelle Peter Jencel skeler kraftigt til discoen. I Danmark peger han på Vinnie Who og Karl William som kunstnere, der er inspirerede af genren.

Hos de kunstnere er disco-arven til at tage og føle på. Men det, der for alvor cementerer discoen som en af verdens allermest definerende musikstrømninger, er, at den også findes i musik, der ikke som sådan lyder som disco, forklarer Pelle Peter Jencel.

- Det er det største, der kan overgå en genre. At den bliver så stor, at man glemmer, hvor den kommer fra. Og at man ikke lægger mærke til, at den faktisk er overalt.

Så næste gang, du nynner med på et pophit med en fast puls og en fremtrædende bas, kan du takke discoen for, at nummeret lyder, som det gør.

Når du danser på et diskotek med en dj, kan du takke discoen for, at du ikke er lænket til en partner af et andet køn. Og for at musikken fortsætter i en lind strøm uden akavede pauser.

Og så kan vi tilskrive John Travolta og 'Saturday Night Fever' æren for at genren fandt vej fra New Yorks ghettoer og gay-barer til det danske Grand Prix. Og for at discoen stadig er verdens vel nok allerstørste og mest indflydelsesrige genre her 50 år senere.

Kidds nye nummer, 'Bare dans', er ifølge Pelle Peter Jencel et moderne disconummer. Lyt til singlen her: