Ed Sheeran kommer til Danmark

Verdensstjernen spiller koncert på Fyn i sommeren 2019.

Det er anden gang, at Ed Sheeran kommer til Danmark på sin '÷ Tour'. (Foto: Anders Wiklund/TT © Ritzau Scanpix)

Den britiske singer-songwriter Ed Sheeran, som står bag hits som 'Shape of You' og 'Perfect', kommer næste år til Danmark for at spille koncert.

Det sker i Tusindårsskoven i Odense søndag den 28. juli, hvor der vil være plads til 43.000 mennesker.

Lyt til Ed Sheerans 'Shape of You' her:

Den 27-årige hitmager var sidst i Danmark i april 2017, hvor han spillede for et udsolgt Jyske Bank Boxen i Herning i forlængelse af udgivelsen '÷'.

Det bliver også dette album, der kommer til at være omdrejningspunktet ved koncerten i Odense næste sommer.

Tre kæmpe-album i bagagen

Som helt ung rejste Ed Sheeran til USA for at slå igennem med musikken. På grund af en stram økonomi sov han i længere tid på sofaer rundt omkring – blandt andet boede han seks uger hos Jamie Foxx, som på det tidspunkt havde et radioprogram.

Skuespilleren var blevet imponeret over Sheerans talent, efter sangeren havde opsøgt ham på radiostationen, og han besluttede sig for at hjælpe den økonomisk pressede musiker.

Lyt til nummeret 'River', som Sheeran har lavet med Eminem herunder:

I 2011 udgav Ed Sheeran albummet '+', der bød på hittet 'The A Team', og han blev hurtigt et kendt navn efter blandt andet at have været på tour med den amerikanske sangerinde Taylor Swift.

Hans andet album 'x', med kæmpehittet 'Thinking Out Loud', udkom i 2014, og i foråret 2017 udkom '÷', som han senere vandt en Grammy for.

Billetterne til koncerten i Tusindårsskoven i Odense søndag den 28. juli bliver sat til salg torsdag den 27. september klokken 11.

Facebook
Twitter