Efter hårdt år med stemmeproblemer og hjernerystelse: Nu går Kesi helt nye veje

En særlig optræden på liveradio har givet rapperen Kesi lyst til at eksperimentere med sin musik.

Kesi optrådte torsdag i selskab med to violiner, en bratsch, en cello, en marimba, chimes og et børnekor. (© Dr)

Hvad er det første, du tænker, hvis nogen nævner Kesi - den storhittende rapper fra Nørrebro?

Sandsynligvis ikke børnekor, strygeinstrumenter og marimba.

Men den kombination var altså, hvad du kunne høre, hvis du ‪torsdag middag tændte din radio og tunede ind på dagens version af programmet 'Pelle Peter på P3'.

Her opførte 27-årige Oliver Kesi sit kæmpehit 'Vågn op' live i radioen i selskab med et klassisk orkester og et børnekor.

Se og hør Kesi opføre 'Vågn op' med et orkester i 'Pelle Peter på P3' her:

Og den unge rapstjerne virkede til at være enormt begejstret for midlertidigt at bytte musikstudiet ud med Koncerthusets Studie 3.

- Det var en sindssygt fed oplevelse. Alle musikerne var virkelig gode og professionelle og spillede lige præcis, som jeg havde håbet. Og så var børnekoret virkelig fede, lyder det fra en opstemt Kesi, da vi fanger ham efter sin optræden.

Kort øvetid

Bare et par timer inden sin P3-optræden var Kesi i dyb koncentration.

Der var nemlig kun to timer til at øve inden radiokoncerten, så der var ikke tid til svinkeærinder.

Men den korte øvetid var ikke dagens eneste udfordring. Den unge rapper måtte også undvære sin trofaste følgesvend - trommerne.

- Det var en helt anden oplevelse, fordi jeg for det meste har trommer på, når jeg er i et studie. Det var udfordrende, fortæller Oliver Kesi.

Nørrebro-rapperen måtte tænke kreativt for at finde en taktfast erstatning for trommerne.

- Jeg fandt nogle andre instrumenter at læne mig op ad. Jeg støttede mig blandt andet til marimbaens rytme. Og så hjalp det også, at orkestret og børnekoret var meget skarpe, fortæller Oliver Kesi.

Alt i alt var det en glad Kesi, vi mødte umiddelbart efter hans radiooptræden. Han var begejstret over at have prøvet noget helt nyt - og for at være blevet udfordret.

- Jeg synes altid, at det er fedt at blive udfordret musikalsk. Og det er spændende at finde ud af, om det er noget, der fungerer for en, siger Kesi.

Trækker sig fra offentlighedens søgelys

Dagens strygersession markerede et midlertidigt punktum for den unge hitmagers karriere.

For Kesi afslørerede over for vært Pelle Peter Jencel, at han vil trække stikket i en periode for at fokusere på at lave musik - uden en bagkant.

Og der er måske ikke noget at sige til, at han har haft brug for at trække stikket.

For udover at have haft en hæsblæsende karriere, der mere eller mindre har gjort ham til et household name i Danmark, har han i løbet det seneste år også gennemgået en operation på stemmebåndet og tilegnet sig en slem hjernerystelse.

Men Kesi-fans, der nu sidder og frygter, at pausen bliver lang, kan godt ånde lettet op. For rapperen og hans trofaste væbner, stjerneproduceren Hennedub, skal allerede i studiet i næste uge.

- Jeg glæder mig til at lave noget musik. Jeg synes, det kommer mere naturligt, når man ikke har en deadline. Vi går allerede i gang i næste uge, fortæller Kesi.

Lyt til Kesis største streaminghit 'Mamacita' med Benny Jamz her:

0:00

Og den unge rapper er overbevist om, at torsdagens strygersession vil få en afsmitning på det nye album.

- Jeg tror helt klart, at vi kommer til at bruge mere orkester fremover. Og måske endda også noget kor. Vi vil bare gerne eksperimentere og lave ny musik, siger Kesi.

Modgang modner

Og selvom Kesi holder kortene tæt til kroppen, så er han villig til at røbe, at man kan forvente en mere moden lyd.

Kesi fortalte i programmet 'Pelle Peter på P3', at han trækker sig fra offentlighedens søgelys for en tid. (© Dr)

For de mange udfordringer, Kesi har set i øjnene de sidste par år, har forandret ham.

- De svære tider bygger karakter. Der er nogle ting, jeg kan tænke mig ud af nu. Altså hvis jeg virkelig tænker, at jeg gerne vil noget, så kan jeg det nok også godt. Nogle gange kræver det bare noget arbejde og en periode, hvor man må bide i det sure æble.

Selvom Kesi efterhånden er en garvet herre, så kan han stadig godt have nogle bekymringer, når der skal arbejdes på en ny plade.

Men han synes efterhånden, at han er nået til et sted, hvor han har kortlagt sine styrker. Og det kan han trække på, når der skal laves et nyt album, fortæller han.

- Man er selvfølgelig altid bekymret for, at det ikke kommer til at gå godt, men man håber på det bedste. Og nu er jeg et sted, hvor jeg føler, jeg har fundet ud af, hvad jeg er god til, afslutter Kesi.

Gik du glip af torsdagens udsendelse? Så kan du heldigvis høre den lige her.

FacebookTwitter