Efter kamp med depression: Verdensstjerne overrasker med uventet comeback

Popstjernen Justin Bieber vendte søndag tilbage til scenen efter en længere pause.

Justin Bieber optrådte søndag sammen med sangerinden Ariana Grande på musikfestivalen Coachella. Her ses han i 2017. (Foto: Kevin Mazur/One Love Manchester © 2017 Kevin Mazur/One Love Manchester)

Han er én af poppens allerstørste stjerner, men har blot spillet én enkelt sang live i næsten to år.

Det fik verdensstjernen Justin Bieber dog lavet om på, da han søndag morgen dansk tid gik på scenen ved den amerikanske musikfestival Coachella.

Under en koncert med sangerinden Ariana Grande troppede Bieber pludselig op på scenen til stor jubel fra publikum.

- Jeg har ikke stået på en scene i to år. (...) Jeg havde brug for at få mit groove tilbage, mit swag tilbage, lød det ifølge People fra Bieber på festivalscenen, inden de to popmastodonter sammen sang stjernens kæmpehit 'Sorry' fra 2015.

Søndagens optræden var Biebers første, siden han sidste sommer gæsteoptrådte på én enkelt sang under en koncert med rapperen Post Malone.

Musikjournalist Marie Søndergaard var blandt publikum på Coachella, da Justin Bieber pludselig dukkede op i scenelyset og fortæller, at Biebers optræden kom som en stor overraskelse for folk på festivalen.

- Folk gik helt amok. Det var klart et af koncertens højdepunkter, da han gik på scenen. Folk klappede og jublede helt vildt. I starten virkede Justin lidt nervøs og undskyldte sig med, at det var længe siden, han havde optrådt live - men til sidst kunne Ariana nærmest ikke få ham af scenen, fortæller hun.

Justin Bieber og Ariana Grande sang Biebers kæmpehit 'Sorry' sammen på Coachella-scenen. (Foto: Kevin Mazur © 2019 Kevin Mazur)

Måtte aflyse turné på grund af depression

De sidste par år har været turbulente for den canadiske popstjerne, der brød igennem som 13-årig med kæmpehittet 'Baby'.

I 2016 drog han ud på en verdensturné, der også bragte ham forbi både Parken i København og Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus, men kort efter koncerten i det jyske, blev de resterende tourdatoer aflyst på grund af 'udmattelse og depression'.

I kølvandet på aflysningen har Bieber holdt lav profil og har hverken spillet koncerter eller udgivet ny musik - på nær et par enkelte gæsteoptrædener på andre kunstneres sange.

For nyligt forklarede den 25-årige sanger i et opslag på sin Instagram-profil, hvorfor han har valgt at trække sig fra rampelyset.

- Jeg har turneret hele mit teenageliv og i mine tidlige 20'ere. Jeg indså, som I nok kunne se, at jeg ikke var glad på min sidste turné. Det fortjener jeg ikke, og det fortjener I ikke, skrev sangeren blandt andet i sit opslag.

- Jeg er nu meget fokuseret på at reparere nogle af de dybdegående problemer, jeg har, så jeg ikke falder fra hinanden. Så jeg kan opretholde mit ægteskab og være den far, jeg gerne vil være. Musik er meget vigtigt for mig, men intet kommer før min familie og mit helbred, skrev sangeren, der sidste år blev gift med den amerikanske model Hailey Baldwin.

Hør Biebers seneste nummer ét-hit fra 2017, hvor han medvirkede på DJ Khaleds 'I'm The One'.

0:00

Lover nyt album

Om søndagens surprise-optræden blot var en engangsforestilling, er endnu uvist, men skal man tro sangeren selv, er der snart ny musik på vej.

- Album kommer snart, råbte Justin Bieber, lige inden han forlod scenen.

Sangerens seneste album, 'Purpose', blev udgivet i 2015. Lige nu er både Justin Bieber og Ariana Grande dog aktuelle på rapperen Lil Dickys velgørenhedssang 'Earth', hvor de sammen med en lang række andre sangere gæsteoptræder.

Coachella-festivalen afholdes over to weekender, og også i sidste weekend var Ariana Grande på scenen. Her fik hun selskab af rapstjernen Nicki Minaj og boybandet 'N Sync under sit show, som dog var ramt af store tekniske problemer.

Facebook
Twitter