Efter kaotiske uger: Nu annoncerer Kanye West pludselig nyt album

Rapperens tiende album, der er opkaldt efter hans mor, udkommer på fredag.

43-årige Kanye West holdt for to dage siden et kontroversielt vælgermøde i North Carolina, men nu vil han koncentrere sig om musikken, skriver han i et tweet. (Foto: Randall Hill © Ritzau Scanpix)

Opdatering: Albummet, der omtales i denne artikel, udkom ikke som lovet fredag den 24. juli. Det er endnu uvist, hvornår det udkommer.

Den amerikanske rapper Kanye West har de seneste par uger været genstand for rigtig meget omtale, som har handlet om alt andet end musikken.

Den 4. juli meldte han sig som præsidentkandidat, og for få dage siden holdt han sit første vælgermøde, hvor han blandt andet sagde, at han er modstander af fri abort og derefter brød grædende sammen.

Men det skal tilsyneladende være slut nu.

I hvert fald skriver den 43-årige rapper på Twitter, at det nu igen skal handle om det, der i sin tid gjorde ham verdensberømt - musikken.

- Jeg vil fokusere på musikken nu, skrev han tirsdag morgen dansk tid som det sidste i en lang række af tweets.

Lyt til Kanye Wests nummer 'Closed On Sunday', mens du læser videre.

0:00

Verden kommer til at lytte med

I et efterfølgende tweet skriver Kanye West, der har fire børn sammen med Kim Kardashian, at hans tiende album, 'Donda', udkommer allerede på fredag.

Det er noget, som Pelle Peter Jencel, radiovært på P3, glæder sig til.

- Når Kanye West udgiver et album, er det en verdensbegivenhed. Så er der intet musik i verden, der er vigtigere, mener P3-værten.

Den Grammy-vindende kunstner har også lagt et billede op af tracklisten på sit kommende album.

Sangtitler som 'Praise God', 'I Know God Breathed On This' og 'In God's Country' tyder ifølge Pelle Peter Jencel på, at West fortsætter det religiøse tema, der også var kendetegnende for hans album 'Jesus Is King' fra sidste efterår.

- Kanye West gør aldrig noget halvt, så når han går religiøst på den, så er det all in. Jeg synes, der var noget god musik på den forrige plade, og jeg tror, han introducerede en masse mennesker til gospellyden.

Kanye West poserer sammen med sin mor, Donda West, til Grammy-uddelingen i 2007, hvor rapperen vandt tre priser. Samme år døde Donda West af komplikationer efter en fedtsugning. Hun blev 58 år. (Foto: ROBERT GALBRAITH © Scanpix)

Titlen på albummet og åbningsnummeret, 'Donda', er navnet på Kanye Wests mor. Donda West døde i 2007 efter komplikationer fra en fedtsugning, og hendes dødsfald har hjemsøgt Kanye West lige siden, fortæller Pelle Peter Jencel:

- Han har virkelig slået sig selv i hovedet over hendes død i mange år. Jeg tror, han ser hendes død som en bivirkning af hans berømmelse, fordi han introducerede hende til en lignende livsstil.

- Kanye Wests mor var hans eneste rigtig tætte familie og hende, der har støttet ham hele vejen. Hele hans kreative organisation hedder også Donda, og han er i gang med at producere et computerspil, som handler om at sende hans mor op i himlen. Og nu kommer der så et album opkaldt efter hende.

Uanset hvordan det kommende album lyder, kan man ifølge P3-værten være sikker på, at det bliver kompromisløst og unikt.

- Jeg er spændt på, om vi får endnu en gospelplade, eller om den er mere ovre i rapgenren eller den elektroniske genre. Når han udgiver ny musik, så lytter verden, fordi det er så unikt.

Facebook
Twitter