Efter tre års pause: Verdens lykkeligste band udgiver nyt album til efteråret

TV-2 udgiver til efteråret sit 19. album – blandt andet med hjælp fra musikeren Kristian Leth.

TV-2 udgiver nyt album til efteråret og tager på turné i begyndelsen af 2019. (© PR)

Der bliver ikke meget tid til at nyde forårs- og sommersolen for medlemmerne i bandet TV-2. De fire medlemmer er nemlig gået i studiet for at producere deres 19. album.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

TV-2 udkom sidst med et studiealbum i 2015, hvor de udgav 'Det gode liv'. Nu vender de så tilbage med et nyt album i efteråret og en efterfølgende danmarksturné.

I pressemeddelelsen fra bandets PR-bureau står der, at de nye numre byder på 'et håndspillet og mere rocket udtryk'.

Voksent orkester stiller store spørgsmål

Et af numrene på det kommende album vil hedde 'Er vi glade eller hva', hvilket tyder på, at eftertænksomheden har ramt det populære band, der har eksisteret siden 1981.

Lyt til TV-2-nummeret 'Der går min klasselærer' her.

I sangen stilles spørgsmålene om, hvorvidt vi egentlig er dér, hvor vi forestillede os, vi ville være? Hvis ikke, hvorfor så? Og hvordan vi kommer videre.

- Store temaer, der skal et stort, voksent orkester til at håndtere, skriver bandet efterfulgt af en smiley.

TV-2 har på det nye album allieret sig med produceren Greg Walsh, som også har været producer på flere af bandets tidligere udgivelser.

Kristian Leth samarbejder med TV-2 i forbindelse med det kommende album. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Desuden har Steffen Brandt og kompagni også indledt et samarbejde med Kristian Leth, der er musiker, forfatter og skuespiller. Han er desuden forsanger i bandet The William Blakes.

Danmarksturnéen i forbindelse med det nye album begynder 1. februar i Aarhus og slutter 23. marts i Helsingør.

Facebook
Twitter