'En af de bedste nogensinde': Derfor vil afdøde Sophies ekstreme popsange ikke blive glemt

Skotske Sophie, der døde i weekenden, var kendt for at udfordre sine lyttere med musikken.

Produceren Sophie har optrådt vidt og bredt med sin ekstreme lyd - her på Coachella-festivalen i Californien. Men det er slut nu, efter at Sophie gik bort efter en ulykke i weekenden. (Foto: Frazer Harrison © 2019 Getty Images)

Hvordan lyder den fedeste popmusik mon om 20 år?

Er der max smadder på beatet? Er der kommet mere rap indover? Eller vender guitaren tilbage?

Hvis du spørger musikanmelder Niels Jul Bruun fra Soundvenue kan fremtidens popmusik meget vel lyde som den skotske producer Sophies eksperimenterende popunivers, der har et strejf af avantgarde.

Sophie var nemlig før sin tid med sin elektroniske lyd, der i den grad skiller sig ud fra mængden, synes han:

- Sophie havde en meget futuristisk tilgang til at lave popmusik. Og tog en genre som pop – der måske var blevet lidt kedelig – og arbejdede på, hvordan man kunne tage den til ekstremerne, siger Niels Jul Bruun.

Men nu er det slut med nye eksperimenter fra skottens hånd.

I weekenden døde Sophie nemlig efter en faldulykke i Athen i Grækenland, og dermed blev lyset slukket for den kun 34-årige, transkønnede kunstner, der nu hyldes af stjerner som Sam Smith, Christine & The Queens, Finneas og danske Mø på sociale medier.

Og på Twitter kalder hitmageren Benny Blanco, der har arbejdet sammen med alle lige fra Justin Bieber til Rihanna, den afdøde Sophie for "en af de bedste producere nogensinde". Han mener også, at alle, der laver nutidig musik, på en eller anden måde har været inspireret af Sophies lyd.

Men selvom Sophie nu er død, vil kunstneren stadig kunne inspirere andre musikere fremover, mener Niels Jul Bruun, der nåede at opleve Sophie under en koncert på Roskilde Festival i 2019.

- Sophie blev et slags ikon for sin kompromisløshed i musikken, der er så ekstremt stimulerende at lytte til. Sophie kunne skabe en lyd, som ingen andre kunne opnå, siger han.

Fik hurtig aftale med Madonna i hus

Måske netop derfor har mange kendte musikere gerne villet låne lidt af Sophies lyd. Blandt andre har navne som Lady Gaga, Charli XCX og Madonna samarbejdet med skotten med det krøllede hår og de krøllede, elektroniske rytmer.

Og imponerende nok havde Sophie allerede en aftale med poplegenden Madonna i kalenderen bare to år efter at have udgivet sin første single, 'Nothing More to Say' fra 2013.

- Det er kunstnere, der selv er kendte for at skubbe popmusikken i nye retninger, og det var Sophie jo netop også. Sophie lavede ikke musik, der var easy listening – i stedet skal man være klar på at blive revet lidt rundt af Sophies musik, siger Niels Jul Bruun.

Det blev han selv, da han så Sophies koncert på Roskilde Festival. Her var der nemlig ikke lagt op til den popfest, som mange måske havde håbet på. I stedet skruede skotten op for det avantgarde og de skæve rytmer, og derfor var anmeldelserne også meget blandede.

Ved siden af musikken var Sophie kendt som et LGBTQ+-ikon, og flere af Sophies sange kredser da også om livet som transkvinde.

- For mig handler det at være trans om at tage kontrol og bringe din krop mere i tråd med din sjæl og ånd, så de to ikke kæmper imod hinanden eller kæmper for at overleve, udtalte Sophie selv til Paper i 2018 og poserede nøgen i magasinet.

Model og aktivist Munroe Bergdorf, der var den første transkønnede model i Storbritannien for L'Oréal, har da også reageret på Sophies dødsfald med ordene: "Vores samfund har mistet et ikon, en pioner og et visionært stærkt lys".

Men hvor skal man overhovedet starte rent musikalsk, når det kommer til Sophie? Det guider Soundvenues Niels Jul Bruun dig til herunder, hvor han fremhæver tre af Sophies bedste og mest interessante sange.

1

'It's Okay to Cry'

- Jeg synes, at al popmusik skal handle om, hvem der kan lave den mest larmende og lyse ting, har Sophie udtalt til magasinet Rolling Stone. (Foto: pressefoto)

Denne sang er ikke bare en af Sophies bedste og mest populære – den er takket være sin titel også oplagt at fremhæve netop nu, mener Niels Jul Bruun.

- Sangen var Sophies forsøg på at lave noget mere poppet og en klassisk vers-omkvæd-produktion, men stadig med den kompromisløshed, der kendetegnede Sophie, siger han.

'It's Okay to Cry' var den første single fra Sophies debutalbum, 'Oil of Every Pearl's Un-Insides', som han i øvrigt selv anmeldte for Soundvenue tilbage i 2018.

Karakteren endte på fem ud af seks stjerner, og derudover roste han Sophie for at have skabt et "smukt, melankolsk, voldsomt og dragende album, hvorpå hun endelig er klar til at være sig selv og ingen andre", som han skrev.

Dengang var det endnu ikke meldt ud, at Sophie gerne ville omtales uden et pronomen som hun eller han.

0:00
2

'Bipp'

Sophie, der havde spillet som dj siden sine teenageår, ses her under en optræden i London i 2016. (Foto: Joseph Okpako © 2016 Getty Images)

Hvis man gerne vil dykke lidt ned i noget af den lidt ældre musik fra Sophie, er nummeret 'Bipp' fra 2013 ikke til at komme udenom, mener Niels Jul Bruun. Sangen dukkede første gang op på en mixtape-udgivelse, som Sophie lavede.

- 'Bipp' viser fint den lyd, som Sophie kom frem med i starten. Den var meget elektronisk og ekstrem, og det var, som om Sophie gerne ville vise os, hvor vildt det overhovedet kunne være, eller hvor skørt man kunne bøje musikken, samtidig med at den stadig gav mening, siger han.

0:00
3

'Bitch I'm Madonna'

Sophie nåede at optræde to gange i Danmark; første gang under Distortion i 2015 og sidste gang på Roskilde Festival i 2019. (Foto: Rich Fury © 2019 Getty Images)

Sophie nåede at arbejde sammen med et væld af kendte og store navne på musikscenen. Et af dem var vores helt egen Mø, der havde Sophie med som producer på hendes hit 'Nights With You'.

Sophie satte også sit præg på sange med blandt andre Lady Gaga, Charli XCX, Vince Staples og Madonna – og det er netop sidstnævntes sang 'Bitch I'm Madonna', der især viser, hvad det var, som Sophie særligt mestrede, mener Niels Jul Bruun.

- Den er et godt billede på, hvad Sophie kunne, for man kan meget tydeligt høre, hvor Sophies skæve lyd dukker op i produktionen.

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk