'Engang syntes folk, det var lidt for meget': Nu kaster Rasmus Seebach sig ud i storhittende 80'er-trend

Hitmageren har længe drømt om at lave en sang inspireret af barndommens helte.

Rasmus Seebach er tilbage med sommersinglen 'Så længe vi danser'. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Rasmus Seebach er om nogen barn af 80'erne.

Han kom til verden i 1980 og er vokset op til tonerne af kunstnere som Phil Collins, A-Ha, Roxette og ikke mindst sin egen far, Tommy Seebach, der skabte nogle af karrierens største hits i netop 80'erne.

- Lyden af 80'erne betyder noget helt særligt for mig, for det er jo lyden af min barndom. Og når jeg hører musik fra dengang, bliver jeg både glad, men også ramt af en følelse af melankoli, fordi jeg savner den tid, fortæller Rasmus Seebach.

På sin nye single, 'Så længe vi danser', der netop er udkommet, går Seebach nu i fodsporene på barndommens helte, når han serverer sit eget take på en storladen 80'er-popsang.

Men selvom lyden af årtiet, hvor skulderpuder og puddelhår var højeste mode, nærmest er indgroet i den danske musiker, var det ikke just helt lige til for Rasmus Seebach at kaste sig over 80'ernes lydunivers. Det skulle nemlig lyde – og føles – helt rigtigt, forklarer han.

- Jeg har altid været forelsket i den lyd, men for mig var det vigtigt, at det føltes autentisk, før jeg udgav en sang i den stil. Havde nogen bare bedt mig om at lave en "80'er-sang", kunne man let ende med bare at hamre en masse klichéer sammen, og det havde jeg ikke lyst til. Men jeg føler, 'Så længe vi danser' rammer en autentisk lyd, som jeg i hvert fald kan mærke inde i hjertet, fortæller Rasmus Seebach.

Hør den dugfriske single her:

0:00

Hopper ikke for sent på hit-trend

Rasmus Seebach er ikke den første moderne artist, der prøver kræfter med 80'ernes hårdtslående stortrommer og sprøde synthesizere.

De seneste år har den 40 år gamle lyd fået en storstilet renæssance, og stjerner som The Weeknd, Dua Lipa og Kylie Minogue har alle ladet sig inspirere af 80'ernes lydunivers. En opskrift, kunstnere som Lord Siva, Fyr & Flamme og Jung også har haft stor succes med herhjemme.

Rasmus Seebach afviser dog, at han er hoppet for sent på 80'er-toget.

- Jeg har ikke tænkt: "Okay, nu er dét her moderne, så gør vi dét." Kærligheden til 80'erne har altid ligget og luret inde i mig. Jeg har bare ventet på, at det skulle komme til mig naturligt at lave sådan en sang, forklarer Rasmus Seebach, der dog bifalder 80'er-lydens comeback.

- Jeg synes, det har været vildt dejligt at opleve, hvordan 80'erne er kommet tilbage, og at folk er klar på at gå ned ad den vej, siger han.

'Så længe vi danser' er opfølgeren til Rasmus Seebachs seneste single, 'Supermand', der udkom i 2020. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Som indehaveren af et hjerte, der i den grad banker i takt til musikken fra det farverige årti, glæder det Rasmus Seebach, at de musikalske dyder fra fortiden bliver taget op igen. I 80'ernes lydunivers kunne man nemlig tillade sig lidt mere, mener popsmeden.

- Det var, som om man måtte lidt mere dengang, når det kom til at skrive og producere musik. 80'er-musik er jo kendetegnet ved at være ret storladent, og jeg kan godt lide, at man ikke var så bange for at lade følelserne få frit løb. Der var ikke så mange fine fornemmelser dengang, det var okay bare at fyre den af, siger Rasmus Seebach med et grin og fortsætter:

- I et stykke tid har jeg kunnet fornemme, at folk synes, den der storladne 80'er-lyd var lidt corny og måske lidt for meget. Derfor er det fedt at mærke, at folk har taget den til sig på ny. Jeg har egentlig altid elsket den lyd, men det er dejligt, at andre folk også er med på den leg igen.

Tør ikke spå om potentielt sommerhit

'Så længe vi danser' handler ifølge Rasmus Seebach om at søge tilflugt på dansegulvet i jagten på et lille åndehul fra hverdagens problemer – og sangeren håber da også, at den dugfriske single netop kan få folk til at kridte de måske efterhånden halvstøvede dansesko.

- Jeg håber helt sikkert, at sangen kommer til at brage ud af højtalerne på dansegulve og til privatfester den her sommer, siger musikeren og fortsætter:

- Jeg tror, vi alle sammen har brug for at danse og slippe tøjlerne lidt i de her tider. Jeg er selv enormt dårligt til at danse, men jeg savner virkelig følelsen af at stå på et dansegulv med en masse mennesker og bare give slip. Dér kan man virkelig være til stede i nuet og glemme hverdagen.

Med et udgivelsestidspunkt, der rammer lige ned i årets hidtil varmeste måned, er det oplagt at se 'Så længe vi danser' som en kandidat til titlen som årets store sommerhit.

Rasmus Seebach selv er dog ikke meget for at spå om sangens potentiale for sommersucces.

- Jeg synes, det er svært selv at skulle være dommer over den slags. Jeg synes, jeg har lavet en sang, der rammer mig i hjertet og føles rigtigt nede i maven, og når den følelse er der, ved jeg, jeg har gjort, hvad jeg kunne.

- Så må vi bare vente og se, om der er nogen derude, der vil danse sammen med mig.

Sidste år tog Rasmus Seebach en kort afstikker fra musikkens verden, da han debuterede som forfatter med børnebogen 'Holgis far', der er baseret på musikerens egne erfaringer som far til sønnen Holger. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk