Er Bieber bare bedre? Dansk musik taber streaming-krigen til udlandet

Salget af dansk musik er i tilbagegang, mens det stiger for den udenlandske, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Kunstnere som Justin Bieber står typisk foran danske kunstnere i køen, når streamingtjenester sammensætter deres populære playlister - og det har konsekvenser for salget af dansk musik. (Foto: Twitter/SIPA © Ritzau Scanpix)

Rettelse: Danmarks Statistiks tal om musiksalget i Danmark, som denne artikel og udtalelserne heri er baseret på, dækker perioden 2009-2019. Danmarks Statistik har efter udsendelse af pressemeddelelsen tilføjet mere information, hvor man gør opmærksom på, at 2020 ifølge musikselskabernes brancheorganisation IFPI var et stærkt digitalt år for dansk musik, hvor danske artister endte med at tage hele 42,3 procent af det digitale salg. Læs mere i artiklen her:

Når det danske herrelandshold går på banen, trækker vi glædeligt i de røde og hvide trøjer og støtter fædrelandet. Men det er en lidt anden snak, når det gælder musik.

Der vender vi de danske musikere ryggen og er mere nærige med opbakningen.

Salget af dansk musik herhjemme er nemlig faldet med 17 procent i perioden 2009-2019, og omvendt er det for udenlandsk musik steget med 37 procent. Det betyder, at en tredjedel af den solgte musik herhjemme i 2019 var dansk musik - hvor det i 2009 var knap halvdelen.

Det er i høj grad på streamingtjenester som Spotify, Apple Music og Tidal, at folk søger hen, når de skal lytte til musik. Og der er kamp om afspilninger på streamingstjenesterne, hvilket for dansk musik er et hårdt slag. Det er nemlig især her, at den udenlandske musik giver den danske baghjul.

Ifølge kontorchef hos Danmarks Statistik Klaus Andersen kan udviklingen skyldes, at de yngre aldersgrupper, som typisk forbruger meget musik, i højere grad bruger disse tjenester og har internationale musikpræferencer end de ældre. Det siger han i en pressemeddelelse.

Men er det så, fordi dansk musik ikke er god nok?

Det mener journalist og skribent på musiknyhedsbrevet 'Muzak' Mads Oddershede ikke. Han mener, at man først og fremmest bør se på, hvordan streamingtjenesterne udvælger musikken til deres populære playlister. Det fortæller han til 'Kulturen på P1'.

- De internationale kunstnere har lettere ved at ligge øverst på de forskellige playlister, som streamingstjenesterne laver til forbrugeren, siger han i radioprogrammet og nævner blandt andet den kendte playliste 'New Music Friday' på Spotify.

Udenlandsk musik vinder indpas på de danske playlister

Når for eksempel Spotify skal udvælge musik til tjenestens playlister, har dansk musik svært ved at konkurrere med musikikonerne fra udlandet, og så bliver for eksempel Justin Biebers nye single valgt frem for de nye danske navne.

Det skyldes, at streamingtjenesterne tjener penge på, at vi forbruger musik på deres platform, og det er risikabelt at vælge en nyere og mere ukendt artist frem for en sanger som Justin Bieber, der altid får millioner af streams på sine sange. De giver os altså det, de ved, vi godt vil have, fortæller Mads Oddershede til 'Kulturen på P1'.

Dykker man ned i en vilkårlig playliste lavet af Spotify som for eksempel 'Sommerhits 2021', kan man hurtigt se, at de danske artister ikke har stået forrest i køen, når der skulle uddeles pladser på listen.

Ud af 112 sange på listen, der skal spille sommeren varm for danskerne, er 25 af dem danskproduceret.

På trods af det faldende salg af dansk musik kunne rapperen Gilli tidligere på ugen fejre at være den første kunstner nogensinde, der har opnået en milliard streams alene i Danmark. Det er altså ikke alle danske artister, der lider i streaming-økonomien. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

Men hvorfor er de playlister egentlig så vigtige?

- Listerne gør det nemt for lytteren. De behøver ikke tage stilling - det er der nogen, der har gjort for dem. De har brug for noget baggrundsmusik til at skrive skoleopgave eller slappe af efter arbejde, og så sætter de en tilfældig liste på, forklarer Mads Oddershede.

Men listen er bestemt ikke lavet tilfældigt, understreger han.

- Streamningtjenesterne gør det på forskellige måder. Det kan være algoritmer, tidligere musikvalg af lytteren eller kuraterede playlister, hvor folk sidder og er ansat til at udvælge den musik, du skal høre.

Måske gør du dig ikke selv mange tanker om, hvorvidt du skal vælge en dansk eller udenlandsk kunstner - og måske har du heller ikke tænkt over, at det kunne have den store betydning. Men resultatet af de valg vises nu sort på hvidt i den nedadgående kurve for salget af dansk musik det sidste årti.

Og det er foruroligende, mener musikjournalisten.

Svært at konkurrere med verdens største kunstnere

Men hvad er løsningen så?

Jimmie Nolsøe, der er formand for Spil Dansk, som arbejder for at styrke danskproduceret musik, kalder udviklingen "et hårdt angreb på dansk musik, som ikke er helt retfærdigt". Han peger ligesom Mads Oddershede på streamingtjenesterne som problemet.

- Det handler om den beslutning, lytteren træffer, og den beslutning er diffus. Når vi skal høre musik, bliver vi præsenteret for et hav af playlister og bag dem et hav af algoritmer. Valget, forbrugeren skal træffe, er ikke hvilken musik, men snarere hvilken playliste, siger han til 'Kulturen på P1'.

Hos Spil Dansk vil man blandt andet tage problemstillingen med i en række planlagte workshops, når årets Spil Dansk-uge løber af stablen i første uge af november.

- Vi samarbejder med landets kommuner og vil komme ud til de unge og fortælle dem om musik: Hvad det vil sige at arbejde som musiker og komponist, så de også bliver bevidste om, at der er en kæmpe økonomi i branchen, siger Jimmie Nolsøe.

Mads Oddershede er dog mere skeptisk omkring, at dansk musik skal reddes af workshops og en ugentlig kampagne om året som Spil Dansk.

- Jeg tror, det er svært at få det til at batte noget som helst. Det er algoritmerne, vi skal kigge på. Jeg tror, langt de fleste ikke tænker på, hvem de støtter ved forskellige musikvalg.

Han tror, at en del af løsningen er, at musikerne og pladeselskaberne skal være til stede andre steder end i øregangene - og særligt på andre platforme som for eksempel TikTok - for at nå ud med deres musik.

- Men det er bare umådelig svært at konkurrere med de største kunstnere i verden, afslutter han.

Facebook
Twitter