Er netop blevet løsladt fra fængslet: Nu går 22-årige Baloosh all in på overraskende karriere

Han er - sådan lidt tilfældigt - blevet sanger. Nu drømmer Baloosh stort, men nægter at give afkald på, hvor han kommer fra.

(Foto: Hedda Rysstad © Dr)

På regeringens liste over "hårde ghettoområder 2020" finder du 13 boligområder i landet. Et af dem er Bispehaven i Aarhus V.

Bispehaven består af 881 boliger og er ifølge Rigspolitiets Tryghedsindeks det mest utrygge boligområde i landet.

Men bag ghetto-stemplet bor der over 2.000 mennesker, som kalder Bispehaven for deres hjem.

En af dem er den 22-årige sanger Baloosh med brune krøller og palæstinensiske rødder, som vi møder på en parkeringsplads midt imellem de høje, beige betonblokke.

Det er her i Bispehaven, han er vokset op. Her, han kender alle på gaden og føler sig tryg. Her, han får inspiration til sin musik.

- Jeg er fra et skønt sted, som kaldes for en ghetto. Jeg er opvokset her og har boet her hele mit liv, og det er her, jeg har det bedst. Jeg vil ikke flytte, jeg har det bedst med, at der er roligt, siger han, mens vi kører rundt i kvarteret i en stor, sort BMW-firhjulstrækker, hvor interviewet foregår.

- Altså, roligt på vores egen måde, tilføjer han grinende.

- Når jeg gør noget, gør jeg det helhjertet. Og nu bliver jeg nødt til at gøre noget for min musik, ellers kunne jeg bare lade være. (Foto: Hedda Rysstad © Dr)

For helt roligt er der aldrig i Balooshs liv. Lige nu er han aktuel i DR3-dokumentaren 'Ghettostjerner', som følger nogle talentfulde unge i Trillegården og Bispehaven, der prøver at blive til noget i den benhårde musikbranche.

- Musikken startede for mig for fire år siden. Det var ikke planen. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle lave musik. Jeg havde bare altid drømt om at skulle nå at udrette et eller andet, så jeg ikke endte med at være en eller anden bums.

Er man da det, hvis man ikke udretter noget?

- Ja, det mener jeg. Kald det, hvad du vil. En bums eller en taber. Det vigtigste er bare, at jeg udretter noget i mit liv.

Derfor startede Baloosh også i gymnasiet. Han ville læse og have studenterhuen på, men efter en kort periode valgte han at droppe ud. Der kom nemlig noget andet i vejen.

- Jeg droppede ud, fordi jeg ikke gør noget halvhjertet. Da jeg startede i gymnasiet, var det helhjertet, men så brugte jeg tiden på gaden i stedet for, forklarer han uden at ville komme nærmere ind på, hvad det dækker over.

Fortryder du det?

- Jeg vil ikke sige, at jeg har fået noget ud af ikke at gå i skole. Men jeg fortryder ikke, at jeg tog et aktivt valg.

- Jeg vil ikke sidde en dag og tænke på, at jeg ikke gjorde det godt nok, og at jeg ikke gjorde det, der skulle til, siger 22-årige Baloosh. Han står foran den sorte BMW, hvori interviewet foregår. (Foto: Hedda Rysstad © Dr)

Sanger ved et tilfælde

I stedet begyndte Baloosh at komme i et musikstudie, der var blevet bygget i området. Det er ikke bare et sted, hvor der bliver lavet musik, men et tilholdssted for de unge i området. En dag gik han i vokalboksen for at synge en sang, han selv havde skrevet.

- Den handlede om at være så ærlig som muligt og fortælle så mange sandheder. Jeg fik inspiration fra mit liv og fra gaden, og så skrev jeg den første sang.

Hør Balooshs nye single, 'Bløder', mens du læser videre:

0:00

Det var egentlig bare det, og han havde aldrig tænkt, det skulle bruges til mere - lige indtil produceren sagde, at han burde gøre noget mere ved sit talent. De endte med at blive der hele natten for at indspille til et beat, efter alle andre var gået hjem.

Og derfra gik det stærkt. For kort efter blev Baloosh kontaktet af Marwan fra Universal Music, som han har kendt hele livet. Han havde hørt sangen.

Her skal det lige siges, at Marwan ikke er hvem som helst, men en legende inden for dansk rap i nullerne, som var med til at introducere danskerne til "en helt ny form for gangstarap fra ghettoen", som Soundvenue beskriver det.

Den aarhusiansk-palæstinensiske rapper Marwan er selv fra Aarhus V og fik sit gennembrud med det anmelderroste debutalbum P.E.R.K.E.R. i 2007. (Foto: PR)

I dag er han ansat til at spotte talenter i de boligområder, han selv er vokset op i, og sørge for at holde styr på talenterne, hvis de får en kontrakt.

Blandt andet har han signet Shooter Gang, som sidste år vakte stor opmærksomhed, da de tre maskerede rappere udsendte flere kontroversielle musikvideoer fyldt med våben, penge og stoffer.

Og nu var turen altså kommet til Baloosh, hvor Marwan, efter at have hørt hans sang, fik arrangeret, at en fra Universal i København kom til Aarhus V for at møde ham. Og kort efter tilbød de ham at udgive nogle af hans sange.

Men mens andre ville juble af glæde over at blive tilbudt en kontrakt med et pladeselskab, reagerede Baloosh ikke helt på samme måde.

- Jeg var meget skeptisk til at starte med. Det her var jo ikke noget, jeg havde planlagt. Det var slet ikke faldet mig ind, at jeg skulle til at lave musik.

Hvorfor var du skeptisk?

- Jeg er sådan en, som altid har gemt mig meget væk fra offentligheden, fordi jeg ikke har brug for den dårlige opmærksomhed. Det værste, jeg kender til, er at blive genkendt.

Det endte alligevel med, at Baloosh tog til København med Marwan for at skrive under på en kontrakt, og i november 2019 udkom hans første musikvideo, '2 På 1 Kubik', som er blevet set mere end en halv million gange på YouTube.

Siden har han også lavet to andre musikvideoer, og det giver noget opmærksomhed, han har svært ved at vænne sig til.

- Jeg er altid blevet genkendt her på gaden for den person, jeg er her i Aarhus. Men det er pisseirriterende, at folk i en anden by kigger. Så bliver jeg sådan "hvad fuck kigger du på?", og glemmer, at de måske kigger på mig på grund af min musikvideo.

- Jeg har en drøm om, at jeg skal stifte en stor familie og bo i et træhus langt væk fra alting. Jeg kunne forestille mig, det var dejligt, men jeg ville nok også komme til at savne lyden af sirener. (Foto: Hedda Rysstad © Dr)

- Jeg ville ønske, jeg kunne have maske på som Shooter Gang. At være et offentligt ansigt er bare ikke noget, man stiler efter herude.

Afsonet en fængselsdom

Noget af forklaringen kan skyldes, at han lige har afsonet en fængselsdom på seks måneder og kom ud igen i december. Han vil ikke ind på, hvorfor han har siddet inde, men prøver at give en forklaring på, hvorfor han endte der:

- Det er nok, fordi vi lever det liv, vi lever. Jeg kan ikke give andre skylden, som han siger.

Hans tur i fængslet har forsinket hans musikprojekt. Men nu hvor han har afsonet, er han klar til at fokusere på musikken igen. Også selvom det kræver overvindelse. For han gør som sagt intet halvhjertet.

- Jeg gør intet ti procent. Hvis jeg gør noget, gør jeg det 110 procent. Det er grunden til, at jeg giver så meget af mig selv i dokumentaren, og grunden til at jeg sidder her i dag. Jeg er ikke her for at blive interviewet omkring mit liv, og hvor meget jeg har siddet inde. Jeg er her, fordi jeg går all in på min musikkarriere.

Dog er det ikke et farvel til gadelivet. Han render stadig rundt i de samme gader som for ti år siden. Og det bliver der ikke lavet om på.

- Det ville være utilgiveligt at sælge sine venner og sin sjæl for at opnå en eller anden form for fame. Ændre sin måde at være på eller tale på. Jeg forstår ikke, hvordan man kan leve med sig selv, hvis man ikke er ægte.

Hvordan skal de to verdener, gaden og musikkarrieren så forenes, mener du?

- Drømmen er måske at lande i overklassen og stadig være den, jeg er; underklassen, som de kalder folk, der bor i det her område. Drømmen er at nå så langt som muligt og holde fast i, hvem jeg, og hvor jeg kommer fra.

- Jeg er ung og frisk og har hovedet med mig, så hvis jeg ikke udnytter den her chance, er jeg en idiot, siger Baloosh. (Foto: Hedda Rysstad © Dr)
FacebookTwitter