Et år efter sin død: Avicii udgiver nyt album

Den svenske dj var ved at lave nyt album, da han døde i april sidste år. Nu bliver det udgivet.

Svenske Avicii arbejdede på et helt album lige før sin død sidste år. (Foto: Sean Eriksson © Sean Eriksson)

Der er nyt på vej fra den svenske dj Avicii, der døde 20. april 2018 i Oman.

10. april udkommer singlen 'SOS', og 6. juni udkommer albummet 'TIM'. Det skriver Universal Music i en pressemeddelelse.

Lyt til Aviciis kæmpehit 'Wake Me Up' her:

0:00

I de tre sidste måneder op til Aviciis død, var han i gang med at færdiggøre nye sange. Numrene er lavet sammen med forskellige sangere, og det er de numre, der nu bliver udgivet.

Avicii ses her bag dj-pulten under en optræden på en festival i Göteborg i 2015. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Det er Aviciis familie, der har ønsket, at de nye sange ikke forsvinder, men at de i stedet bliver udgivet til alle Aviciis fans.

Indtægterne fra albummet vil gå til Tim Bergling Foundation, der blandt andet arbejder for at forhindre psykisk sygdom og selvmord.

Avicii blev kendt verden over for hits som blandt andet 'Wake Me Up', 'Hey Brother' og 'Levels' og har samarbejdet med kunstnere som Coldplay og Madonna.

Han nåede at modtage en Billboard Music Award og var nomineret til to Grammy-priser.

Avicii, der hed Tim Bergling, blev kun 28 år.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk