Ét hit hjemsøgte dansk rocklegende i årevis: 'Nu har jeg accepteret, at den sang er en del af mig'

For 43 år siden storhittede Mike Tramp med Grand Prix-vinderen 'Boom boom'. Nu gør han overraskende comeback.

(Foto: Betina Garcia © dr)

Året er 1978. På scenen i Tivolis Koncertsal står fire unge mænd.

Med halvlangt hår og smil lige så brede som de turkisblå trompetbukser, der pryder deres ben, stråler de om kap med det glitrende, sølvfarvede scenetæppe bag dem, da musikken går i gang.

"Og det si'r boom, boom og boom, boom af lyst! Det føles som en torden her i mit bryst," synger de to unge fyre i front, mens en tredje taktfast slår den musikalske hjerterytme an på en enorm stortromme prydet med et rødt hjerte.

Drengene på scenen udgør gruppen Mabel, og senere samme aften bliver de og deres kommende landeplage 'Boom boom' kåret som vinderen af Dansk Melodi Grand Prix.

Mindet om den aften har musiker og gruppens tidligere forsanger, Mike Tramp, der dengang blot var 17 år, båret med sig lige siden - selvom han i mange år faktisk har kæmpet med at fortrænge Grand Prix-sejren, han gennem årene selv har tænkt tilbage på som "en stor fejltagelse".

For da 'Boom boom' i kølvandet på Grand Prix-sejren bliver et stort hit og udløser en sand Mabel-feber, der raserer i hele Danmark, har den unge musiker svært ved at affinde sig med sin ekstraordinære stjernestatus.

- Vi blev fanget af Grand Prix'et. Og når jeg siger "fanget", så mener jeg det. Selvom vi vandt og havde flere fans end nogensinde før, så blev vi også stemplet som "dem med 'Boom boom'". Der var ingen vej tilbage, siger Mike Tramp, der i dag har rundet de 60 år om nummeret, der har hjemsøgt ham lige siden.

Mabel hyldes på scenen ved Dansk Melodi Grand Prix i 1978. Bandet bestod af Peter Nielsen, Otto Kulmbak, Christian Have og 17-årige Mike Tramp, der ses yderst til venstre. Samme år repræsenterede de Danmark ved Eurovision Song Contest, hvor de fik en 16. plads i finalen. (Foto: Bent K Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Grand Prix-sejr udløste ren Mabel-feber

Det var pladeselskabets forslag, at Mabel meldte sig til Dansk Melodi Grand Prix, der i 1978 blev afholdt for første gang efter en 12 år lang pause. Gruppen arbejdede på det tidspunkt på sange til deres kommende plade og fandt et nummer i bunken, som de sendte ind til Danmarks Radio.

Sangen, 'Boom boom', blev udvalgt til konkurrencen, og resten er historie. En historie, som Mike Tramp dog i mange år egentlig helst har villet glemme. Han følte nemlig, at Grand Prix-sejren spændte ben for den retning, han og resten af Mabel faktisk drømte om for deres musik.

- Da vi kom med i Grand Prix'et, var det, som om hele den vision, vi havde for bandet, blev fejet til side. Det var vores sang, men det var ikke os som band, der stod på scenen. Der var måske fem procent tilbage af det, vi egentlig selv synes, Mabel var, fortæller Mike Tramp, der sluttede sig til Mabel to år inden Grand Prix-sejren, da han blot var 15 år.

- Der var ingen, der gik i dybden med, hvad vi egentlig ville med Mabel som band, eller hvor vi kom fra. De så bare fire unge mænd med halvlangt hår, der stod og smilede og sang på scenen.

Men både pressen og danskerne - særligt piger i teenagealderen - kunne lide, hvad de så.

Mabel blev enormt populære og var konstant belejret af skrigende fans. Ifølge Mike Tramp gik det hele "endnu mere amok", da den populære kvartet vandt Dansk Melodi Grand Prix.

- Vores musik blev jo hurtigt glemt, men både pressen og pladeselskabet besluttede sig for, at nu skulle vores popularitet malkes så meget som muligt. Vi fik jo fandeme nærmest mere presseomtale end coronavirus gør i dag, husker Mike Tramp.

Se Mabel optræde med 'Boom boom' i Dansk Melodi Grand Prix 1978:

Flygtede til New York og blev rockstjerne

I 1979, halvandet år efter den skæbnesvangre aften i Tivolis Koncertsal, rejser Mike Tramp og resten af Mabel til Spanien. Her kan de undslippe den danske presse og få fred til at arbejde på den musik, de i virkeligheden drømmer om.

Da de tidligere teenageidoler i 1981 skifter navn til Studs, er musikken pludselig blevet langt mere rocket. Noget den nu 20-årige Mike Tramp, der er dybt fascineret af rock- og metal-scenen i USA, længe har drømt om at udforske.

Selv betegner Mike Tramp rejsen til Spanien som "en flugt". En flugt, der fortsætter, da han og resten af bandet året efter flytter til New York.

- Vi vidste ikke en skid om, hvordan tingene hang sammen derovre, men jeg vidste bare, vi måtte af sted, fortæller Mike Tramp.

- Vi begyndte at spille amerikansk rockmusik og optræde rundt omkring på klubberne i New York. Det var helt fantastisk at spille for et publikum, som ikke kendte vores fortid. Det var nærmest en triumf, for når alt det - vores fortid i Grand Prix’et og stjernestatus i Danmark - var taget ud af ligningen, var det bare musikken, der var i fokus.

Efter halvandet års amerikansk rockeventyr går Mabel i opløsning, og de resterende medlemmer rejser hjem til Danmark.

Men Mike Tramp bliver i New York. Her, i den pulserende og beskidte millionby, er han for første gang i sit liv landet på den rette hylde.

- Fra det sekund, jeg satte mine fødder i USA, følte jeg mig for første gang nogensinde hjemme. Jeg var endelig kommet til et sted, hvor jeg kunne være den, jeg var, og udleve de drømme, jeg havde. Og et sted, hvor folk omkring mig faktisk forstod mig, og hvor jeg ville hen. Jeg kunne mærke, at det var her, jeg hørte hjemme.

I de efterfølgende 20 år helliger Mike Tramp sig sin kærlighed til rockmusikken. Først som en del af rockgruppen White Lion, der opnår både guld- og platinplader i USA, og senere bandet Freak of Nature.

Hør Mike Tramp på White Lion-hittet 'When the Children Cry' her:

0:00

Samlet udgiver Mike Tramp syv album, der kaster flere store hits af sig på den anden side af Atlanten - langt væk fra Danmark og stemplet som teenage-idol og Grand Prix-stjerne.

Har levet 100 procent for musikken i 45 år

Efter flere års succes på den amerikanske rockscene tager Mike Tramp i 1995 en drastisk beslutning. Bandet Freak of Nature er gået i opløsning, og efter mere end 20 år med roller i tre forskellige bands, beslutter sangeren sig for første gang i sin karriere for at gå solo og udgiver to år senere solodebuten 'Capricorn'.

- Jeg har altid været frontmanden og lederen i alle de bands, jeg har været en del af, så jeg har altid kunnet bestemme over min musik. Men da jeg gik solo, var det første gang, jeg ikke var afhængig af andre.

- Jeg har altid været dedikeret til musikken. Den fyldte hos mig 100 procent, 24/7, 365 dage året rundt. Men når du er i et band, hvor alle måske ikke er lige passionerede, så bruger du krudt på at hive de andre op.

- Nu kunne jeg pludselig bruge den energi på at dykke endnu dybere ned i musikken og bare være mig selv 100 procent.

Mike Tramp ses her på en natklub i New York i 1987. I perioden 1983 og frem til 1992 var han forsanger i rockbandet White Lion, der fik stor succes særligt i USA. (Foto: Michael Ochs Archives © Getty Images)

Mike Tramp har ageret solo stort set lige siden og udgav så sent som sidste år sit seneste soloalbum, 'Second Time Around'. I dag er han fortsat et populært navn i USA, hvor særligt fans fra tiden med White Lion, der blev særdeles populære hos det amerikanske rockpublikum, stadig hænger ved.

Men hvor turnélivet i 1980'erne bød på udsolgte arenaer og kæmpe tourbusser, er livet i dag et noget andet for rocklegenden.

- Når jeg tager på turné i dag, så er det mig, min akustiske guitar og en lejebil. Så spiller jeg 60 shows på tre måneder og får kørt over 70.000 kilometer. Bare mig, helt alene, forklarer Mike Tramp.

- Det liv kan kun fungere, hvis du lever og ånder for musikken. Du kan ikke være typen, der tænker: "Puha, hvornår slutter det her, så jeg kan komme hjem og tanke op." Du er nødt til at leve 100 procent for musikken, og det har jeg gjort i 45 år. Der har både været store tider og rigtig lave tider, men jeg har altid haft mig selv med hele vejen.

Gensyn med Grand Prix-scenen

Det bringer os frem til i dag, 43 år efter den optræden, der ændrede den 17-årige Mike Tramps liv for altid.

I dag bor Mike Tramp - grundet den igangværende coronapandemi - midlertidigt på en gård på Vestsjælland, mens hans kone og deres børn bor i Indonesien, hvor Mike Tramp normalt opholder sig. Selv nægter han at bruge udtrykket, at han "bor i Indonesien", for Mike Tramp bor, ifølge ham selv, ingen steder - han er nemlig altid på farten.

Men lige nu hedder basen altså Danmark, og er man den overtroiske type, skulle man næsten tro, at det var skæbnen, at Mike Tramp skulle strande i sit hjemland for en stund. Her han nemlig taget en beslutning, som hverken han eller omverdenen nok havde set komme for bare år tilbage.

I år vender Mike Tramp nemlig tilbage til den Grand Prix-scene, der for over 40 år siden beseglede hans skæbne, når han er blandt artisterne i dette års Melodi Grand Prix. Her stiller han op med sangen 'Everything Is Alright', som han selv har skrevet.

Hør Mike Tramps Grand Prix-bidrag her:

0:00

- Jeg har i mange år set negativt på Grand Prix’et grundet den oplevelse, jeg havde med Mabel. Vi blev moduleret til noget, vi ikke var, men det risikerer jeg ikke længere. Nu har jeg brugt de sidste mange år som solist på at lave musik, der er 100 procent mig. Jeg har mit fundament på plads, siger Mike Tramp og fortsætter:

- Min sang er ikke skræddersyet eller skrevet til Grand Prix'et. Det er en sang, jeg har skrevet, fordi jeg havde noget på hjerte. Så når jeg går på scenen i Dansk Melodi Grand Prix, går jeg 100 procent på scenen som Mike Tramp. Den Mike Tramp, som ville stå på scenen, uanset om jeg så spillede i Berlin, Kansas eller til et Melodi Grand Prix.

Mike Tramp fortæller, at han i dag - langt om længe - har sluttet fred med sin fortid og accepteret sit tidligere liv som Grand Prix-charmør. I dag spiller han faktisk ofte 'Boom boom', når han giver koncerter i Danmark.

- Jeg føler, jeg har vundet sangen tilbage. Når jeg efter en to timer lang koncert kan slutte af med den sang, er det for mig et symbol på den lange rejse, jeg har været på med mig selv og musikken. Det har givet mig utroligt meget fred, at jeg langt om længe har affundet mig med, at den sang - også - er en del af mig.

Mike Tramp udgav sidste år opsamlingsalbummet 'Trampthology' i anledningen af sit 25-års jubilæum som soloartist. (Foto: Betina Garcia © dr)

Én ting mangler stadig

For Mike Tramp bliver deltagelsen i årets Dansk Melodi Grand Prix blot endnu ét nedslagspunkt i en karriere og et liv, musikeren selv betegner som "en meget lang og snoet rejse".

En rejse, der har budt på succes i ind- og udland, storhed og fald, et liv i overhalingsbanen og en rockdrøm, der gik i opfyldelse.

Men selvom Mike Tramp i dag kan krydse de fleste af sine drømme af på den mentale tjekliste, er dog stadig én ting, musikeren håber på, han får lov til at opleve.

- Jeg vil gerne tilstå, at jeg godt kunne tænke mig at få udbredt min musik mere i Danmark. At jeg kunne slutte min karriere med, at folk i det land, hvor jeg er født og opvokset, kender til min musik og hele min historie, siger Mike Tramp og fortsætter:

- Skal vi være ærlige, så kender de fleste mit navn, men ikke min musik - og jeg har altså lavet fucking 27 album! Jeg gad godt få sammenkoblet de to ting, navnet Mike Tramp - "Hey, er det ikke ham fra Mabel?" - og musikken, så jeg én gang for alle kunne vise folk, hvad jeg har opnået siden dengang.

Du kan se Mike Tramps gensyn med Grand Prix-scenen, når Dansk Melodi Grand Prix 2021 ruller over skærmen lørdag den 6. marts klokken 20 på DR1 og DRTV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk