Et livsfarligt styrt og 37 sting ændrede Lasses syn på livet: 'Hvad er det egentlig, jeg laver?'

Et voldsomt cykelstyrt for syv år siden blev skelsættende for indiebandet Dør nr. 13.

- Hey, er du okay?

Råbet kommer fra en fremmed på den anden side af gaden.

På jorden ligger Lasse Storm, og ved siden af ham ligger hans cykel. Han er forvirret og har ondt i kroppen. Og i hovedet. Han forsøger at komme op at stå, da en mand, der har sat sig på hug ved siden af ham, lægger en hånd på hans skulder og siger, han skal blive liggende.

- Du har slået dig. Du bløder fra hovedet.

Den nat på fortovet foran en 7-Eleven et sted i København i 2013 skulle vise sig at blive skæbnesvanger for Lasse Storm. Både for hans syn på livet og hans syn på den musikkarriere, han havde jagtet og dyrket, siden han var barn.

Men lad os først skrue tiden lidt tilbage.

Et par timer tidligere sidder Lasse Storm på spillestedet Drone i København med nogle venner. De har været til koncert, og nu sidder de dér og drikker øl og kaster shots indenbords. En del shots, faktisk.

Han og vennerne snakker om musik. Efter at have spillet i en række forskellige bands har Lasse Storm netop søsat sit eget soloprojekt med titlen Dør nr. 13.

Han har allerede én single ude, som har klaret sig godt, og om en uge skal han spille sin første solokoncert. Faktisk samme sted, som han sidder og drikker flaskeøl lige nu.

Han glæder sig til at spille. Selvom han godt ved, han ikke er nogen superstjerne, så ser han lidt koncerten som sin store "comeback"-koncert. Det er første gang, han står på egne ben, og det er den første koncert, han skal spille, efter musikkarrieren har kørt på ret lavt blus i et godt stykke tid. Men nu er han i gang igen. "Nu rykker det", tænker han.

Lasse Storm inden ulykken. Han havde i flere år spillet i forskellige bands, men havde i 2013 besluttet sig for at gå solo. (Foto: Nadia Von Rikka og Julie Amanda Holiday / Wanted Magazine © Grafik: Christian Ellegaard)

Lasse Storm tømmer det sidste shotsglas, rejser sig og begynder at samle sine ting sammen. Han skal hjem. Han skal til bryllup dagen efter, så det går ikke, at han er ude hele natten. Uden for spillestedet finder han sin cykel og begynder turen hjem.

Han kan godt mærke, han har drukket, men føler sig ikke

decideret
fuld. "Det var sgu godt, jeg tog hjem nu", tænker han for sig selv, mens han slingrer gennem byens gader.

Og så sker det.

Han styrter med hovedet først og lander på fortovet. Det er nat, men der er stadig folk på gaden. De strømmer til for at hjælpe, og nogen får ringet efter en ambulance.

- De siger, at jeg skal på skadestuen, og det eneste, jeg tænker, er bare: "Fuck mand, det har jeg ikke tid til. Jeg skal ikke sidde på skadestuen hele natten, jeg skal hjem og sove, så jeg kan være klar til bryllup i morgen", husker Lasse Storm.

Livsfarlig blødning blev opdaget ved et held

Men Lasse Storm kommer ikke til bryllup.

I løbet af natten bliver han indlagt på

Rigshospitalet
, og det ser ikke for godt ud. Han har slået hul i hovedet og bliver syet med 37 sting. Næste dag vågner han op i en hospitalsseng, omtumlet og øm i hele kroppen.

- Der kommer en sygeplejerske hen til min seng og begynder at spørge ind til, hvad jeg hedder, og om jeg ved, hvor jeg er. Det gør jeg, siger jeg. Så fortæller hun mig, at jeg er kommet alvorligt til skade, og at min hjerne er blevet slået løs fra mit kranie, forklarer Lasse Storm.

Lasse Storm måtte syes med 37 sting efter sit cykelstyrt. (Foto: PRIVAT)

Han har fået en læsion inde i kraniet, der har forårsaget en livsfarlig blødning, som er begyndt at trykke på hans hjerne. En blødning, der faktisk kun er blevet opdaget ved et tilfælde.

- De fortæller mig, at jeg er heldig, de har opdaget den. Den slags skade sker åbenbart ikke særlig tit, og normalt har de så travlt på traumecentret, at de oftest bare syr folk sammen og sender dem hjem, hvis de ellers lader til at have det fint, siger Lasse Storm og tilføjer:

- Var det sket, jamen, så var jeg død i dag.

Heldigvis opdager en snarrådig læge, at Lasse Storm får det dårligere og dårligere, og hun får scannet hans hjerne, hvor hun opdager blødningen. De må åbne hans hovedskal og dræne kraniet for blod, så trykket på hjernen kan blive lettet.

- Jeg ligger jo dér i sengen om morgenen og er fuldstændig smadret. "Det lyder da ret voldsomt", tænker jeg, men jeg tror ikke, jeg forstår, hvad der er sket. Det første, jeg spørger lægerne om, er, om jeg stadig kan spille koncert på torsdag.

- Tag lige en måned ud af din kalender, lyder svaret fra lægerne.

Men Lasse Storm ender faktisk med at bruge omkring ti måneder på at komme sig over den hjernerystelse og andre fysiske mén, som cykelstyrtet har efterladt ham med.

'Hvad fanden er det egentlig, jeg laver?'

Udover smerter og et stort ar tværs over hovedet har cykelstyrtet også efterladt Lasse Storm med et nyt syn på livet. Han er hverken religiøs eller specielt spirituel, men alligevel føler han, der må være en mening med, at han har overlevet at stå lige på tærsklen til døden.

- Det dér med at køre stiv rundt på cykel uden hjelm var på en måde meget symptomatisk for mit liv på det tidspunkt. Jeg var lidt ligeglad med alt, drak rigtig meget og tog sgu nok livet lidt for givet. Efter ulykken tænkte jeg egentlig, at det nok var meningen, at jeg skulle have været død dér - men hvorfor overlevede jeg så?, siger Lasse Storm og fortsætter:

- Det fik mig til at tænke over mit liv og måden, jeg levede på. "Hvad fanden er det egentlig, jeg laver? Hvorfor render jeg rundt og er så ligeglad med alting og står dér og er så tæt på at smide det hele væk?".

For Lasse Storm føles det, som om han er blevet tildelt et ekstra liv - en ny chance.

- Det føltes, som om det hele egentlig skulle have været forbi, men jeg var her jo stadig - og hvad ville jeg så bruge dét ekstra liv på? Dér besluttede jeg mig for at få mest muligt ud af mit liv og bruge min tid på noget fornuftigt i stedet for at rende rundt og ikke gide andet end at ryge brede og drikke mig stiv. Jeg var færdig med at spilde min tid.

Lasse Storm har tidligere levet et liv, mange nok vil opfatte som en rockmusiker-kliché med masser fester, damer og stoffer. - I perioder havde jeg ikke engang noget sted at bo. Jeg crashede bare der, hvor morgenfesterne sluttede eller i mit øvelokale. Jeg var en fucking bums. (Foto: Nadia Von Rikka og Julie Amanda Holiday / Wanted Magazine © Grafik: Christian Ellegaard)

Men selvom Lasse Storm havde fundet en ny energi oven på ulykken og var klar til

genoptage
arbejdet med sin musik, så stod hovedet i vejen. Hans hjerne havde stadig brug for hvile. Faktisk kunne han ikke holde til at lave noget i mere end tre timer, før han skulle ned at ligge. I trods prøvede han alligevel at spille et par koncerter, men det gik hurtigt op for ham, at det ikke fungerede.

- På det tidspunkt vidste jeg ikke, om det nogensinde skulle blive til noget med musikken igen, og jeg var egentlig klar til at lægge det på hylden, siger Lasse Storm.

En skrinlagt solokarriere blev redningen

Han delte sin frustration med vennen Nicholas Aagaard Knudsen, som også var musiker og faktisk havde været sammen med Lasse Storm på aftenen for ulykken. Vennen forsøgte at opmuntre ham til at fortsætte med musikken og tilbød at hjælpe Lasse Storm med at komme på fode igen.

"Okay, måske kan man ikke vælte verden helt alene", tænkte Lasse Storm, så han takkede ja - på én betingelse.

- Jeg gad ikke gøre ting halvt længere; det var ikke derfor, jeg fik lov til at overleve. Så hvis jeg skulle lave musik igen, var jeg færdig med at spilde min tid. Hvis vi skulle gøre det, så skulle vi gøre det for alvor. Så skulle vi ikke bare hygge rundt i et øvelokale, så skulle vi tage det seriøst og lave den bedste musik, vi overhovedet kunne.

Beslutningen om at droppe soloprojektet blev starten på Dør nr. 13, som gruppen ser ud i dag. Kort efter sluttede de

resterende
medlemmer sig til bandet, der her seks år efter fungerer som kvartet.

I 2016 vandt gruppen DR's musikprojekt KarriereKanonen, og siden er det blevet til en række ep'er og albummet 'Verden i flammer' fra 2018.

Hør hittet 'E45' her, mens du læser videre:

0:00

I dag er 37-årige Lasse Storm stadig glad for, at han - måske med indirekte hjælp fra en ondsindet kantsten - tog beslutningen om at droppe ambitionerne om en solokarriere.

- Den kemi og elektricitet, der er blandt mennesker, der arbejder sammen, kan blive til noget meget større end summen af de enkelte dele, hvis man overgiver sig til fællesskabet. Selvfølgelig skal man æde nogle flere

kompromiser
, men i sidste ende tror jeg sgu også ofte, det er dine egne idéer om, hvad du skal, og hvor du skal hen, der spænder ben for, at du rent faktisk kommer frem i livet.

'Jeg var en fucking bums'

I dag er Dør nr. 13 blandt landets mest populære indiebands, og gruppen er blandt andet blev udråbt som "Danmarks måske næste store rockband". Selv giver Lasse Storm dog ikke meget for den slags profetier.

- Vi er i hvert fald ikke blevet Danmarks største rockband endnu, og det er heller ikke noget, vi sigter efter - så skulle vi nok lave noget andet musik, siger han og fortsætter:

- Succes har aldrig rigtig været en prioritet for os. Det er dejligt, når det sker, og der er penge på bankbogen, og folk synes, du er fed, men i længden er det ikke dét, der driver os. Vi kommer ikke til at lave en sang ud fra, hvad der kan klare sig godt kommercielt. Det kan man godt, men så bliver det at lave musik pludselig hårdt arbejde i stedet for at være sjovt. Det har vi ikke lyst til.

Lige nu er Dør nr. 13 i gang med at lægge sidste hånd på et album, der efter planen skal udkomme til september. Ifølge Lasse Storm har bandet forsøgt at eksemperimentere med sangene på det kommende album, der blandt andet tæller singlen 'Genfærd', der lige nu bliver spillet flittigt på radiokanalen P6 Beat.

Hør 'Genfærd' her, mens du læser videre:

0:00

En sang, som, ifølge Lasse Storm, både handler om følelsen af på den ene eller anden måde at miste folk, man holder af, men som også trækker tråde til hans eget liv før sin ulykke. Et liv, der med hans egne ord bestod af "tilfældig sex, narko, druk, røg, had til verden og at være på røven hele tiden".

- Jeg var en fucking bums. Og det var en livsstil, der bogstaveligt var millimeter fra at tage livet af mig. Ligesom den havde taget flere af mine venner med i svinget. Det er blandt andet nogle af de mennesker og oplevelser, der også spøger på 'Genfærd', siger Lasse Storm og tilføjer:

- Men sangen handler også om, at man ikke skal glemme fortiden eller prøve at fortrænge den, men lære at omfavne den - og lære af den.

Lasse Storm og resten af Dør nr. 13 optrådte til den aarhusianske festival Grimfest sidste år. (Foto: Bo Sveidahl)
Facebook
Twitter