Få dage før Grammy-uddeling: Kæmpe konflikt rammer verdens største musikpris

Chefen er sendt på orlov, mens det fyger med anklager om sexchikane og uregelmæssigheder.

Deborah Dugan har været præsident og administrerende direktør i The Recording Academy, der uddeler Grammy-priserne, siden august. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

Sexchikane. Uregelmæssigheder i den måde, man nominerer sange og kunstnere på. Og påstande om, at folk bliver nomineret på grund af netværk frem for musikalske meritter.

Det er ikke småting, offentligheden har måttet lægge ører til den seneste uges tid.

Nu truer en kæmpe konflikt med totalt at stjæle billedet, inden verdens største musikpris, Grammy'en, skal uddeles natten til mandag dansk tid. Det skriver blandt andet The Guardian og CNN.

Tvunget på orlov

For en uge siden, altså kun 10 dage før Grammy-uddelingen på søndag, blev organisationens præsident og administrerende direktør simpelthen tvunget til at gå på orlov for "dårlig opførsel".

Deborah Dugan blev nemlig anklaget af en kvindelig ansat i Grammy-organisationen, der hævder, at Dugan skabte et giftigt og ubærligt arbejdsmiljø og var krænkende og chikanerende i sin adfærd.

Nu har Dugan så valgt at tage til genmæle ved selv at sagsøge organisationen bag Grammy-uddelingen.

Den amerikanske sanger Lizzo fører an i feltet over årets Grammy-nominerede. Hun er nomineret til i alt otte priser. Her ses hun til American Music Awards 2019. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Dugan hævder, at hun blev tvunget væk fra posten, efter hun selv gjorde opmærksom på "uregelmæssigheder og konflikter" i nomineringsprocessen.

Hun har også rejst anklager om sexchikane i søgsmålet, som hun har indgået sammen med EEOC - det nævn, der i USA tager sig af sager om diskrimination på arbejdspladsen.

I søgsmålet hævder Deborah Dugan, at hun blev tvunget på midlertidig orlov, tre uger efter hun sendte en mail til lederen af HR-afdelingen. Dugan forklarer selv, at hun i sin mail kom med en række anklager mod organisationen og dens "historisk mandsdominerede ledelse".

- Beslutningen om at tvinge frk. Dugan på orlov var gengæld for hendes klage, lyder det blandt andet i søgsmålet, der også påstår, at Dugan både var udsat for sexchikane og ulige lønforhold.

Dugan påstår også, at den komité, der nominerer folk til de prestigefyldte Grammy-statuetter, sørger for at nominere bestemte sange eller album, hvis man gerne vil have kunstnerne bag til at opræde ved selve showet.

Lyt til Lil Nas X' sang 'C7osure', mens du læser videre:

Tilbudt millioner for at droppe søgsmål

Grammy-organisationen har ikke kommenteret anklagerne om nomineringerne, men har offentliggjort en generel afvisning af Dugans anklager. I en udtalelse til CNN skriver akademiet blandt andet, at det er "pudsigt", at Dugan først sagsøgte, efter hun selv blev sagsøgt.

Grammy-organisationen skriver også, at Dugan først blev tvunget på orlov, efter hun selv havde krævet 22 millioner dollar. Dugans advokater hævder derimod, at det var akademiet, der tilbød Dugan "millioner af dollars", hvis hun droppede søgsmålet og forlod organisationen.

Sagen når næppe sin afslutning, inden Grammy-uddelingen finder sted natten til den 27. januar dansk tid. Her er Lizzo nomineret til flest priser - otte i alt. Billie Eilish og Lil Nas X følger lige i hælene på Lizzo og er begge er nomineret til seks priser.

Til showet optræder både Lizzo og Billie Eilish, ligesom også Rosalía, Jonas Brothers og Ariana Grande skal på scenen for at fremføre deres musik.

Deborah Dugan har været ansat i akademiet siden august. Hun er den første kvinde nogensinde, der har stået i spidsen for organisationen. Hun kom fra en stilling som administrerende direktør for den velgørende organisation RED, der arbejder for at bekæmpe aids.

Mens Dugan er tvunget på orlov, har Harvey Mason Jr. overtaget posten som midlertidig præsident for akademiet.